Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det store naturflip på Aarhus Universitet: Naturen er deres ideologiske sutteklud

En flok Aarhusbiologer er i fuld gang med at guddommeliggøre skoven. Til helvede med kultur og civilisation!

Vi er i Småland og sover, til vi vågner. I skovens dybe ro ser vi ikke så meget som skyggen af en somalier, afghaner eller iraker, hvilket er helt usædvanligt i det moderne Sverige, og vi nyder at være alene med træer, rådyr, søer og firhjulstrækkere. Efter morgenmaden går vi ud og hugger brænde, og det manuelle arbejde er en lise, så længe det kun er et par timer. Trætte, men glade sætter vi os til frokostbordet med snaps og øl fulgt op af en morfar.

Allerede næste morgen kan vi dog høre de nærmeste bønder gå i gang med at rydde skov og plante nyt, hvilket – hvis I vil tillade mig at være lidt højstemt – understreger skovens betydning i den vestlige civilisation: til glæde, gavn og kontemplation. Thi udover at være en naturlig del af den lokale historie, kultur og selvforståelse er skoven sandelig også en produktionsskov.

I Aarhusbiologernes øjne er skovdyrkning ”greenwashing”, fordi den efter sigende går ud over biodiversiteten, hvilket naturligvis er et gummiargument, fordi man altid kan kræve mere diversitet. Lidt ligesom i udlændingedebatten.

Denne skovens rigdom er imidlertid under heftigt angreb i vore dage. Naturen er blevet hellig. Anført af pseudovidenskabelige naturromantikere, der selv foretrækker at bo i byen og nyde godt af dens materielle goder, er naturen blevet en ideologisk sutteklud, som børn, unge og gamle hjernevaskes med på universiteter, i skoler og popmedier.

Det er paradoksalt. For i takt med at vi lever mere og mere urbant og adskilt fra den egentlige natur, desto mere romantiserer vi den. Jo mindre vi ved om dens processer, dynamikker og frembringelser, jo mere føler vi, at naturen skal lades i fred for homo sapiens. Jo mere vi flytter til venstreorienterede byer som København og Aarhus, jo mere drømmer vi om at vende tilbage til et urørt paradis. Jo mindre indsigt og forstand på naturen, jo flere vandsalamandere skal der tages hensyn til som nu senest på Amager. Naturen er på vej til at blive altings målestok, til helvede med kultur og civilisation!

En symptomatisk talsmand for denne urbane krible-krable-ideologi møder vi i professor Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universitet, som tillige gør den som studievært på Radio4, en af landets statsfinansierede amatørradioer. Ejrnæs tilhører en lille kreds af Aarhusbiologer, der ustandselig kræver skoven fredet, så billerne kan komme til. I Aarhusbiologernes øjne er skovdyrkning ”greenwashing”, fordi den efter sigende går ud over biodiversiteten, hvilket naturligvis er et gummiargument, fordi man altid kan kræve mere diversitet. Lidt ligesom i udlændingedebatten.

Savværker, tømmerindustri, trævirksomheder, planteskoler, skovdyrkere og statslige myndigheder lyver med andre ord om, hvor skadelig skovdrift er, og hele vores træindustri og naturbeskyttelse hviler på falske præmisser, mener professoren.

Det lyder radikalt, fordi det er radikalt. Lad mig bare gætte på, at Aarhusbiologerne selv bor i træhuse eller har træmøbler stående i deres hjem – ligesom mange andre danskere og skandinaver, som altid har brugt træ i deres hverdag, bolig og kultur. Vi elsker træ som bygge- og boligmateriale, og resten af verden er ved at lære os kunsten efter. Derfor er det på sin plads at minde om, at skoven ikke alene er et laboratorium for biodiversitet, men også et sted, vi henter brugbart materiale. Tager vi nytten ud af skovens ligning – glæde, gavn og kontemplation – gør vi skoven til et friluftsmuseum – og fremmer i stedet helt andre byggematerialer i industrien som cement, sten, beton og alt muligt andet, der mildest talt er mindre klimavenligt.

Aarhusbiologernes ”videnskab” viser sig at være romantik, digt, ideologi. Med begrebet om biodiversitet kan de tilsyneladende vinde alle debatter om skov, træindustri og klima, og man spørger sig selv, hvor de voksne er henne.

Naturromantikken er en trussel mod skoven, som vi kender den i den vestlige civilisation, ikke mindst i et lille land som Danmark. Skoven skal ikke fredes, men bevares og udvikles, og disse urbane naturromantikere skal vises vintervejen. Nu tvivler jeg godt nok på, at de ville lære noget særligt af en tur til Smålands skove, men det kunne komme an på en prøve. Tag ud af Aarhus, tag ud på landet, tag ud i skoven. Den er fuld af liv, glæde og gavn. Lad os beskytte og udvikle den i pagt med den grundlæggende præmis, at vi – mennesket – er en del af naturen, og ikke en udenforstående iagttager.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.