Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Danskerne har også ført revanchekrig

Putin vil have hævn, korrigere fortiden og genskabe det imperium og den union, der er gået tabt. Ligesom vores egen enevældskonge.

Jeg læser i øjeblikket historiker Lars Christensens beretning om Store Nordiske Krig 1700-1721 med titlen ”Den danske drøm om revanche”, der udkom sidste år, og det er både spændende og informativ læsning. Det skyldes ikke alene forfatterens evne til at formidle et kompliceret stof med både energi og præcision, men også fordi skildringen af Danmark som enevældig, militariseret og amputeret regional stormagt peger hen på et aktuelt imperium, der næres af samme sårede trang til at hævne sig over den nære fortids forsmædelser og omgivelsernes succes.

Putin og sykofanterne omkring ham drømmer om oprejsning for de tab, deres amputerede imperium har lidt igennem mange år, og regimet trækker på en russisk tradition

I sin tid var det den enevældige danske konge Frederik IV, som ville standse den svenske succes og placere det danske rige centralt i fyrsternes og ægteskabsalliancernes storhedstid. I dag er det russerne – eller rettere den postkommunistiske klike i Kreml – der vil have revanche for imperiets opløsning og den provestlige udvikling i Øst- og Centraleuropa.

I tilbageblik var Danmark-Norge nærved blevet udraderet af den svenske arvefjende i midten af 1600-tallet, og krigene kostede os velstående og strategisk vigtige besiddelser, først og fremmest Skåne, Halland og Blekinge, men også de østlige forposter på øerne Øsel og Gotland samt Bohus Len ved Kattegatskysten og Härjedalen og Jämtland i det centrale Norge.

Disse tab til trods var konglomeratstaten med flere nationaliteter et vidtstrakt, men tyndtbefolket rige, som langtfra havde opgivet den geopolitiske kamp om anerkendelse, velstand og magt.

Det var også et standssamfund styret af regent og hof i alliance med den opadstigende borgerstand i konkurrence med den gamle adel. Den nye politiske orden havde rod i en talrig bondeklasse, indbringende søfart og en virksom kirke.

Takket være enevældens indførelse i 1660 og konsolideringen af den frem mod angrebet på Sverige, der blandt andet afslørede, at Rusland var gået hen og blevet en dominerende kontinentalmagt, var alle privilegier på kongens nåde. Og ikke, som det tidligere hed, nedarvet fra arilds tid.

Den danske enevælde var med andre ord en ny slags autokrati; man kan bare sætte sig ned og læse Kongeloven af 1665, der kasserede de tidligere håndfæstninger og hævede regenten over loven, således at han kun var ansvarlig over for Gud, herunder sat i verden for at beskytte riget mod »kættere, sværmere og gudsbespottere«.

Den danske enevælde var speciel, idet den blev nedskrevet og ikke blot var en praksis. Vist kunne man, som vor historiker skriver, »stadig opnå store og indbringende privilegier, fine titler og ordener – endda mere end nogensinde – men ingen måtte eller kunne være i tvivl om, hvorfra det hele kom: kongen«.

Kongen besad ligeledes våbenmonopolet og dét netop i den periode, hvor statsmagten oprustede og militariseredes i højt tempo. I dag diskuterer vi et forsvarsbudget på 2 pct. af bnp. For 300 år siden lagde hær og flåde beslag på mindst halvdelen af de offentlige midler. Altså, i fredstid. I krigstid nærmede andelen sig 80 pct.

Kun Sverige og få andre fyrstedømmer kunne dengang konkurrere med os, når det gjaldt organiseret voldsparathed.

Dette skriver jeg absolut ikke for at relativere den russiske invasion af Ukraine. Jeg vil blot understrege, at krig ikke bør være et fuldstændig overraskende fænomen for danskerne, selv om vi de seneste 30 år har bildt hinanden ind, at globaliseringen ville bringe alle klodens folk tættere sammen, og kaldt de seneste 80 år ”efterkrigstiden”. Men begrebet snyder. Alle tider er mellemkrigstider. Der kommer altid en sporvogn, en pige og en krig til. Spørgsmålet er blot hvornår.

I et historisk perspektiv fører Putin, hvad man kalder en revanchekrig, og den slags har danskerne også ført. Putin og sykofanterne omkring ham drømmer om oprejsning for de tab, deres amputerede imperium har lidt igennem mange år, og regimet trækker på en russisk tradition fra såvel tsarriget som kommunismen for at sikre Rusland en særlig plads i verden.

Putin er næppe blevet skør, selv om han muligvis er medicineret, og det ser ud til, at hans tropper er ved at køre fast på slagmarken.

Præsidenten – magtfuld og skrøbelig på samme tid – vil have hævn, korrigere fortiden og genskabe det imperium og den union, der er gået tabt. Ligesom vores egen enevældskonge. Vi opgav blot projektet for længe siden.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.