Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

DR sælger ud af kristendommen, møder islam med respekt og drages af den spirituelle asatro og buddhisme

DR’s seneste tv-program om tro vil gerne tages alvorligt, men ender som ufrivillig satire.

Som de fleste nok har lagt mærke til, er Danmarks Radio begyndt at tage trosstof og religion mere alvorligt rundtom på de utallige redaktioner. For fire år siden fik jeg selv en sjælden chance for at udbrede kendskabet til dansk kristendom på P1 sammen med Charlotte Rørth i otte programmer med titlen ”I korsets tegn”, til trods for at jeg jo er et højreorienteret svin, som burde ties ihjel.

Tidligere, læg venligst mærke til det, gik de toneangivende undermålere i medier, kunst-, kultur- og underholdningsbranche ellers rundt og mente, at moderniteten havde vasket al religion væk fra den menneskelige bevidsthed. Religion var et overstået kapitel i verdenshistorien, som kun præster og andre grødhoveder beskæftigede sig med. Hvis man mødte tro med noget, var det med hån, spot og latterliggørelse. Som Pia Kjærsgaard imidlertid helt rigtigt skriver i glimrende indlæg i Kristeligt Dagblad, fik f.eks. de personer, der for 30-40 år siden vovede at kritisere indvandringen fra fjerne, religiøse lande, at vide, at muslimer snart ville tro på lige så lidt som os. Sekulariseringen var kun et spørgsmål om tid.

Det viste sig så at være én stor illusion, og i dag forstår selv redaktørerne i DR, at religion nok er kommet for at blive. Det var derfor med en vis optimisme, at jeg satte mig ned og så DR’s seneste trosprogram ”Tro til salg”, selv om titlen lød lidt suspekt. Programmets idé var også tvivlsom. Tre »skarpe reklamefolk« skulle forsøge at brande kristendom, asatro, islam og buddhisme, sådan at de sælger bedre, underforstået religion er en vare ligesom elbiler, spegepølse og hårshampoo. Fjollet? Meget. Men lad gå, tænkte jeg, og så de fire afsnit i rap.

Hvis jeg skulle gøre grin med den kreative klasses uvidenhed og fordomsfuldhed, kunne jeg ikke gøre det bedre; det er storslået underholdning, skønt det næppe har været tilrettelæggernes hensigt.

Hvad der ramte mig først, var, hvor trætte de tre skarpe reklamefolk tydeligvis var af den folkekirkelige kristendom. »Det er gammelt, det er træt, det er umoderne,« som den ene – strategen Pernille Zilmer – udtaler ved det blotte syn af nogle kirkelige pjecer i præstegården. Næ, der skal fut i fejemøget, sådan lidt a la standup og kriminalhistorier. Til lejligheden har de kontaktet en pladderhumanistisk bypræst i København, og han snakker derudad om kærlighed, kærlighed og kærlighed. Man tror, det er satire, men det er det ikke. Filejsen mener det. Reklamefolkene synes vist, at børnehaveteologien lyder enormt sympatisk, men de vil »pakketere« den anderledes. I stedet for at prædike skal kærlighedsprædikanten levere en ”talk” og gå online.

Hvad der dernæst stod klart, var den slående forskel mellem den måde, kristendommen og islam bliver behandlet på: med en hammer i den ene hånd og en pincet i den anden.

Det hele begynder med, at reklamefolkene jo skal møde nogle muslimer. Lad mig bare gætte på, at de selv bor langt fra sådan nogle, men ”tilfældigvis” tager de så ud til Nusrat-moskéen i Hvidovre. Dér kommer Jordens nok fredeligste og nemmest integrerbare muslimer, som repræsenterer en meget lille minoritet både i Danmark og resten af verden. Detaljen rummer en sigende konfliktskyhed, som for længst er blevet den kreative klasses varemærke i globaliseringens malstrøm, men udtrykkes endnu tydeligere af reklamefolkenes mimik og gestik. Den ændrer sig med ét. Pludselig bliver samtalen meget ærbødig. Reklamefolkene »lærer« en masse af den flinke muslim, og de flokkes om at understrege, at islam bliver misforstået af medierne. »Jeg bliver sgu lidt flov,« sukker den blåøjede strateg, der tager enfoldighedsprisen skarpt forfulgt af sine to kolleger.

Hvis jeg skulle gøre grin med den kreative klasses uvidenhed og fordomsfuldhed, kunne jeg ikke gøre det bedre; det er storslået underholdning, skønt det næppe har været tilrettelæggernes hensigt.

Det samme gentager sig i lidt mildere målestok i de to sidste afsnit. Reklamefolkene drages så meget mod det individuelle og spirituelle, at strategen må fælde en tåre, fordi hun kommer i tanke om sin afdøde mormor, og sådan går det derudad med følelser, pjank og pubertære reklameslogans. Måske er serien faktisk en forfilm til ”Klovn 4”. Bortset fra, naturligvis, at Frank Hvam og Casper Christensen, ”Klovn”-filmenes idémænd, for længst er holdt op med at gøre grin med islam. Det er alt for farligt! Er du da sindssyg?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.