Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Rane Willerslev skal mandsopdækkes

Nationalmuseets direktør og hans nærmeste medarbejdere skal tvinges til at fortælle offentligheden, hvad de har gang i.

Museumsdirektør Rane Willerslev er ikke en mand, der går stille med dørene, og det kan være ganske forfriskende. Alt skal ikke forblive som det var, heller ikke museer. Som andre offentlige institutioner skal de virke i deres samtid og leve med en offentlighed, der ofte er uopmærksom og nærmest forhekset af bagedyster, vejrudsigter og dansekonkurrencer.

Derfor må museer undgå at støve til i gentagelser og indimellem skrue op for højde og fart. At overleve i en turbulent tidsalder kalder på kreativ, informativ aktivering af kulturarven.

Til gengæld synes den nuværende direktør for Nationalmuseet ikke at være specielt vellidt blandt museets medarbejdere, hvilket naturligvis også siger noget om dem, ikke kun om ham. Ikke desto mindre er utilfredsheden taget til i løbet af det seneste år, efter at Ekstrabladet har beskrevet, hvordan den berømte globetrotter er blevet anklaget for vennetjenester og brud på almindelige udbudsregler.

Jeg har faktisk sympati for Rane Willerslev. Det skyldes blandt andet, at han modsat mange andre i kultureliten har forstået, at kløften mellem folk og elite har vokset sig faretruende stor i løbet af de seneste årtier, hvilket netop har en del at gøre med eliternes formøbling af det nationale. Han er også på det rene med, at de ikke kan fortsætte med at mure sig inde i prægtig isolation og se ned på alle andre.

Skal de nuværende samlinger virkelig nedlægges og bortadopteres til lokale museer, dvs. i praksis gemmes væk i deres magasiner? Er det kun de mest oplagte, populære genstande, som kan bruges? Skal det være lige så let at gå på Nationalmuseet, som det er at bestå statsborgerskabsprøven?

I forbindelse med min interesse for Nationalmuseet er jeg imidlertid kommet i besiddelse af en vurdering fra en mangeårig medarbejder. Vedkommende mener, at den er helt gal på Nationalmuseet, som tilsyneladende står foran en revolution både fysisk og indholdsmæssigt. En revolution, der i værste fald vil omdanne museet til et antropologisk laboratorium for direktøren og hans venner.

Projektet hedder ”Nationalmuseet 2030”, og når jeg studerer det materiale, der ligger til grund for planerne, melder der sig straks en række spørgsmål.

Er det f.eks. rigtigt, at den lange, krogede danmarkshistorie skal skæres ud i tre lårtykke skiver – jægerstenalderkultur, enevælde og velfærd? Hvilken betydning får det i givet fald for behandlingen af middelalderen, kristendommen, renæssancen, Reformationen, den industrielle revolution, grundlovens indførelse, verdenskrigene, socialstatens udvikling, indvandringens acceleration eller alt muligt andet? Er det for øvrigt rigtigt, at det nye museum først og fremmest skal være naturhistorisk og ikke kulturhistorisk?

Min budbringerven er ikke modstander af forandring, men finder, at forandring skal ske på en faglig og økonomisk forsvarlig måde. Hvad det sidste angår, peger vedkommende på en række dyre nyansættelser og den astronomiske pris for den fysiske ombygning af museet.

Noget kunne tyde på, at direktøren, der plejer at hylde jægersamlersamfundets kaos og autonomi, er i færd med at realisere disse tvivlsomme idealer og gøre Nationalmuseet til et museum i sit eget billede. Staben af folk, der ikke forsker, men muligvis kan gå på hænder og trylle ting væk, vokser. Er det meningen?

Ja, hvad er målet med ”Nationalmuseet 2030” egentlig? Er det at efterligne ”Dubai-Louvre” i Abu Dhabi, som han og direktionen angiveligt besøgte i 2019 under stor begejstring? Skal Nationalmuseet kopiere dette museums tomme arkitektoniske rum med ganske få ”ikoniske” genstande og indrettes for et publikum, der helst vil bekræftes?

Skal de nuværende samlinger virkelig nedlægges og bortadopteres til lokale museer, dvs. i praksis gemmes væk i deres magasiner? Er det kun de mest oplagte, populære genstande, som kan bruges? Skal det være lige så let at gå på Nationalmuseet, som det er at bestå statsborgerskabsprøven?

Tænk, hvis museets skatkammer af klenodier, redskaber og andre fund i al deres vælde kunne kombineres på ny og få os til at forstå det måske mest grundlæggende, der at at forstå om fortiden: at den er fremmed for os, at den er noget andet end nu og her, og at det netop er det, der gør den spændende.

At den var der, og vi er her, og at man aldrig, aldrig bliver færdig med den, fordi den vokser år for år. Når tiden bliver fjern, mangedobles dens mysterier.

Agter Nationalmuseet at slukke dem?

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.