Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Modsat Søren Brostrøm er jeg ikke stolt af min seksualitet

Mennesket er mere og andet end sin seksualitet, men denne erkendelse kniber det med i en seksualiseret tid.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er åbenbart umanerlig stolt af sin seksualitet. Det sagde han selv begejstret i tv efter modtagelsen af en pris, som uddeles i hovedstaden til noget, nogen kalder ”Årets LGBT+-person”.

Det er jeg ikke, altså stolt af min seksualitet. Vel har jeg én, men foretrækker at have den i fred og føler ikke noget behov for at bryste mig af at være til kvinder i stedet for mænd. Min seksualitet er der ligesom bare, indtil den ikke er der mere, og denne antagelse ville jeg ønske også gjaldt for homoseksuelle. I stedet har nogle af dem meget travlt med at prale med deres seksuelle præference til Regnbuedanmarks store begejstring. Det kunne derfor heller ikke falde mig ind at ønske nogen tillykke med, at de er homo, trans, queer – eller hvad det alt sammen hedder. Jeg bruger heller ikke flertalsform om et menneske, selv om vedkommende insisterer. Alligevel forventes det mere og mere, måske allermest af børn, der er de første til at opsnappe, hvad de voksne gerne vil have dem til.

Vi er kommet dertil i Vesterlandets historie, at homoseksuelle og folk med ualmindelige køn opfattes som en slags modstandsfolk, som enten kæmper mod overmagten i det skjulte eller som tapre soldater går i land på Omaha Beach og tvinger tyranniet til kapitulation. Homoer er blevet helte, som havde de besejret først nazismen og derpå verdenskommunismen og i kraft af deres helt særlige seksualitet ikke kan tage fejl, men til evig tid befinder sig på den rigtige side af historien, mens vi, de heteroseksuelle, enten er vanvittigt ordinære eller undertrykkende.

Hvis jeg havde tjenestefolk i huset, ville jeg gøre Maude kunsten efter: Jeg ville gå op og lægge mig. Men det har jeg desværre ikke råd til, så jeg bliver på posten. Gid flere ville være med til at tale tidsånden imod. Den trænger til en flad.

For 100 år siden kunne der være god grund til at ønske tillykke eller kokettere med sin homoseksualitet, sådan som f.eks. forfatteren Herman Bang gjorde i et oprør mod, hvad man dengang kaldte ”omgængelse mod naturen” og blev straffet med fængsel. De tider er heldigvis forbi, i hvert fald hertillands – modsat i store dele af Afrika, Mellemøsten og Asien – hvor homoseksualitet var forbundet med fare og førte til social udstødelse. I stedet er homoseksualitet blevet en fjer i hatten.

Da er det, jeg spørger: Hvorfor skal vi gå fra den ene yderlighed til den anden? Fra udskamning til fejring. Kunne vi ikke bare nøjes med at kneppe lidt mere og snakke lidt mindre om med hvem og hvorfor? Er der ikke blot en lille flig af eksistensen, som må være hemmelig? Skal alting udbasuneres, fejres eller fordømmes af den progressive avantgarde på Twitter?

Det er her, jeg står helt af al den celebre omfavnelse af seksuel identitet. Den frister en narcissisme i tiden, en overstyret dyrkelse af, hvad vi gør med vores kønsorganer, og får os til at forveksle denne nydelsesfulde, men strengt taget trivielle aktivitet med, hvem vi ”er”. Overstyringen gør også noget andet, som hverken klæder dem, der modtager eller giver den: udløser prestige, anerkendelse, priser, taletid, benovelse.

Mennesket er mere og andet end sin seksualitet, men denne erkendelse kniber det med i en seksualiseret tid, hvor vi på den ene side partout ønsker at hylde forskelligheden, men ender der, hvor alting er op til én selv. Som andre har været inde på, er identitetspolitikken en erstatning for kristendommen og har sin egen arvesynd, herunder Vestens slaveri, landbrug, industrialisering, ejendomsret og politivæsen, ligesom den har sine egne myter, helgener, tabuer og ritualer og konstant stræber efter at materialisere en ny Helligånd: den enkeltes autenticitet.

Seksualiseringen af alting indgår således i en identitetspolitisk sammensværgelsesteori, der fremmes af vestlige medier, lobbyorganisationer og læreanstalter, hvorfra der udklækkes stedse mere narcissistiske studerende, undervisere, aktivister og journalister, der ikke kan se udover deres egne næsetip, og som besjælet af et utal af autentiske minoriteter fordømmer de klassiske fags metoder og genstandsfelter og anser den vestlige civilisation for så vederstyggelig, at den bør fjernes fra Jordens overflade.

Hvis jeg havde tjenestefolk i huset, ville jeg gøre Maude kunsten efter: Jeg ville gå op og lægge mig. Men det har jeg desværre ikke råd til, så jeg bliver på posten. Gid flere ville være med til at tale tidsånden imod. Den trænger til en flad.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen