Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Løsningen af det polske problem viser, hvor EU er på vej hen

Hvis den danske regering og Det Konservative Folkeparti var til noget, stod de last og brast med den polske regerings forsvar for polsk lov i Polen. Thi alternativet er, at vi en dag ikke længere har dansk lov i Danmark.

Alle har gjort noget dumt i deres ungdom. Jeg var medlem af Europabevægelsen.

Jeg var netop flyttet til hovedstaden og havde ikke så mange venner. Jeg var også politisk interesseret og tilhørte ja-siden i de turbulente 90’ere, hvor der stadig blev diskuteret EU.

Vi mødtes i foreningens lokaler på Bremerholm i København; i begyndelsen var det blot til oplæg og snak, men hurtigt blev formatet, hvis jeg må bruge det ord, mere konkret. Vi skulle skrive læserbreve, skulle vi. For EU. Når vi gjorde det, fik vi pizzaer og øl.

Vi skrev og skrev, og nogle af epistlerne kom i avisen. Såvidt jeg husker, fik jeg et i selveste Politiken. Budskabet var noget med, at hvis ikke vi havde mere at have vores fædrelandskærlighed i end den danske krone, så kunne det være lige meget.

Hvad med lidt respekt? Forsvaret for det føderalistiske princip stinker af vor nærmeste fortid, og her hentyder jeg ikke til Melodi Grand Prix.

Men hey, jeg var ung, og med årene begyndte min mistanke at vokse. Når hele præmissen for EU er, at det er union med stadig snævrere politiske bånd, hvor ender vi så? Svaret giver næsten sig selv: i Europas Forenede Stater. Hvis der er noget, jeg har lært om EU igennem alle disse år fra den ene afstemning til den næste traktat og så videre og videre, så er det, at EU ikke er en konstant ting, men en bevægelse fremad mod mere og mere føderalisme.

Vi er godt på vej, bortset fra at Storbritannien har meldt sig ud, og Visegradlandene slår sig i tøjret. For tiden er det Polen, der får med spanskrøret, og forleden gik et dansk og konservativt medlem af Europa-Parlamentet ved navn Pernille Weiss planken ud i DR’s bla-bla-program ”Deadline”.

Skal Polen smides ud af EU, lød overskriften. Baggrunden var, at Polen forbeholder sig ret til at sætte den polske forfatning over EU-traktaterne. Noget lignende giver den danske grundlov danskerne mulighed for, uden at vores politikere dog synes, det er praktisabelt eller ønskværdigt. Deres svar er altid noget med ”nødvendighedens politik” eller ”det forpligtende samarbejde”.

Pernille Weiss, der må kende konservatismen meget dårligt, når hun mener sig at være berettiget til at blande sig i det kommende polske valg, udtalte ikke desto mindre: »Det, vi skal have fokus på lige nu, er, at vi skal støtte den polske opposition, sådan at den kommer til at vinde valget.«

Øh, mine øjne var ved at trille ud. Kort efter skar hun sin hensigt ud i pap: »Vi skal have en ny regering i Polen.« Et øjeblik senere: »Det gælder om at få skubbet den regering væk fra magten, så det er de rigtige, der kan komme til magten i Polen.«

Hendes modstander i studiet, en kollega fra SF, erklærede sig enig i »Pernilles analyse«, som hun var så sød at sige.

Den ”konservative” Pernille Weiss’ bemærkning om de »rigtige«, og hvad der skal til for at fjerne de »forkerte«, er klarsprog, klarere end jeg kan huske at have hørt det meget længe. Men det er tydeligvis sådan, politikere, der er rundet af EU’s indre logik, tænker og taler.

Det er sådan, føderalismen ræsonnerer: i rigtige og forkerte, ven og fjende, god, ond; gennem moralsk udskamning, verbale tæsk og medial dominans.

Sådan har det været siden 1973.

Jeg ved det ikke mindst, fordi jeg i en årrække selv bidrog til festen.

Tilbage til Pernille Weiss. For når et ”konservativt” parlamentsmedlem tænker sådan, kan du være 100 pct. sikker på, at de røde og grønne parlamentsmedlemmer i Strasbourg tænker præcis det samme, og at embedsværkets forgyldte kommissærer mener præcis det samme. Ret ind – eller ryg ud!

Eller som EU’s justitskommissær, Didier Reynders, for nylig udtalte på et pressemøde i Bruxelles, viet til det polske problem: »EU-traktatens forrang over anden lovgivning er selve kernen i unionen, og dette princip vil blive beskyttet med alle de midler, der står til rådighed.«

Akkurat!

Det er bare ikke sådan, de europæiske folkeslag skal behandles. Hvad med lidt respekt? Forsvaret for det føderalistiske princip stinker af vor nærmeste fortid, og her hentyder jeg ikke til Melodi Grand Prix.

Hvis den danske regering og Det Konservative Folkeparti var til noget, stod de last og brast med den polske regerings forsvar for polsk lov i Polen. Thi alternativet er, at vi en dag ikke længere har dansk lov i Danmark.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.