Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Lars Vilks fik ikke den død, han var tiltænkt

Lars Vilks overlevede flere attentater. Så satte han sig søndag ind i en bil sammen med to betjente. Det blev hans endeligt. Og deres.

Tegneren, maleren og kunstteoretikeren Lars Vilks er død, tilsyneladende dræbt i en trafikulykke på E4 ved Markaryd i Sverige. Han levede i årevis under politibeskyttelse på grund af en tegning af Muhammed tilbage i 2007 – ja, du læste rigtigt, en tegning. Straks efter at den blev trykt i en lille svensk avis, udbrød der protester i Sverige, Pakistan og Irak, mens terrorgruppen Islamisk Stat i Irak udlovede en klækkelig dusør for Vilks afhuggede hoved. 150.000 dollars for nu at være helt præcis. Al-Qaeda var også ude efter ham.

Lars Vilks stod over alt det. Han var interesseret i sagen, ytringsfriheden, resten var historie, som man siger, og i en relativ sen alder kom han til at leve et liv i pagt med den romantiske forestilling om den isolerede kunstner på kanten af samfundet og i opposition til den herskende mening. Det skyldtes det der med islam.

Lars Vilks overlevede flere attentater. Så satte han sig søndag ind i en bil sammen med to betjente. Det blev hans endeligt. Og deres. Ligesom føreren af den lastbil, de stødte sammen med, omkom af sine kvæstelser.

Der er som bekendt mange måder at leve sit liv på og lige så mange måder at dø på. Som den danske kunstner Uwe Max Jensen skriver så rigtigt på sin blog, overlevede Lars Vilks »flere muslimers forsøg på at slå ham ihjel, men han døde, fordi en af de livvagter, der var sat til at beskytte ham, kørte galt. Der er en vis bitter ironi forbundet med, at Lars Vilks døde i det, der efter alt at dømme var en ”banal” trafikulykke«.

Bittert og tragisk, det er det. Vilks blev 75 år, men var ikke færdig med at gøre op med den duknakkede svenske holdning til importen af militante muslimer. Han malede og udstillede stadig, selv om kunsteliten afskyede ham som pesten. Han var jo antimuslim, højreradikal og nok også en led satan – bortset fra at det hele var løgn. Lars Vilks havde, så vidt jeg kunne bedømme, intet udestående med muslimer som sådan og lå til venstre rent politisk. Og så var han en lattermild og intelligent mand med smag og forstand på kunst, kultur, samfund og livets absurditet.

Men du kender smøren. Den venstrepopulistiske smøre, som hældes ud over alle, der nægter at følge trop. Allerværst, naturligvis, i Sverige, men den findes skam også i Danmark, hvor selveste Uffe Ellemann-Jensen, Venstres daværende åndsfyrste, mente, at Vilks selv var ude om, at der var sat en pris på hans hoved. Han kunne jo bare have holdt sin lede kæft.

Jeg kendte Lars Vilks siden oprettelsen af Lars Vilks Komiteen i 2012, indtil vi afholdt komiteens sidste møde på Christiansborg i 2017 og formelt lukkede den i 2019 på grund af en masse ævl og kævl.

Lars Vilks stod over alt det. Han var interesseret i sagen, ytringsfriheden, resten var historie, som man siger, og i en relativt sen alder kom han til at leve et liv i pagt med den romantiske forestilling om den isolerede kunstner på kanten af samfundet og i opposition til den herskende mening. Det skyldtes det der med islam.

Jeg mødte ham flere gange, en gang sammen med en mindre delegation i Skåne i et sikret hus, ellers var det på forskellige lokaliteter, som først blev meddelt mig kort forinden. Eller på Christiansborg med bevæbnet politi udenfor. Eller i Krudttønden på Østerbro i København.

Denne ene gang serverede han øl, og vi skulle have snakket om Muhammedtegningernes fremtid. Men da vi drog på en lille tur til Kullen for at se hans installation ”Nimis” på skrænten ned til Øresund, snakkede vi mest om sport. Selv havde han været en habil håndboldspiller i sin ungdom, mens jeg prøvede at bilde ham ind, at jeg var god til at cykle. Adræt, som han stadig var, satte han de fleste, da vi kravlede op igen.

»Vänta, Lars, vänta!«

Men Lars ville ikke vente, det havde han for travlt til og fortsatte sin dybsindige sammenligning mellem håndbold og cykling. Kort efter skrev han et levende forord til den svenske udgave af min reportagebog, der udkom i 2012. Små tre år senere senere skrev komiteen danmarkshistorie, omend ikke på den måde, vi havde drømt om.

Lars Vilks vil blive husket for sin tegning, sin ukuelige karakter og for sin uventede død i trafikken. Æret være hans minde.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.