Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vil du være klovn eller væddeløber?

Må jeg ikke bede om Matti Breschels ærlige beretning fra landevejen frem for den kreative klasses utroværdige inklusionspædagogik?

Jeg kom desværre ikke ud på Aarhusbugten og se Rockwool Denmark Sail Grand Prix i den forgange weekend. Jeg ville ellers meget gerne have oplevet de vilde F50-katamaraner, som flyver henover vandet med op til 100 km/t, og heppet på den danske båd med skipper Sehested og hans besætning. Oplært i optimistjolle, flipperjolle, europajolle og laser slår de foilende hurtigbåde mig som noget helt nyt og fascinerende. Men det lod sig ikke gøre af praktiske grunde.

Til gengæld læste jeg nysgerrigt det reklametillæg om kapsejladsen, som fulgte med avisen fredag. Her udbredte en kommerciel direktør for noget, der hedder Purpose og Impact, Fiona Morgan sig om F50-klassens attraktion. Den handler åbenbart om alt andet end sejlsport. Det vil sige: noget med vindkraft, el og klima – og så en ting mere. For ved siden af klimadagsordenen arbejdes der tilsyneladende også på at gøre sporten mere inklusiv. Hvad det betyder, forklarer direktøren selv:

»Vi vil have sporten til at være for alle – uanset social baggrund, køn, seksualitet eller race (…) Sociale og miljømæssige systemer hænger sammen. Det handler om at gøre sporten bedre og i samme ombæring gøre planeten bedre. Vi tror på, at alle – ikke bare Sailgp – har gavn af denne holistiske tilgang.«

Direktøren for foretagendet Purpose og Impact må være meget, meget naiv – eller rigtig godt betalt.

Jeg ved naturligvis godt, at hendes holistiske bullshit er temmelig udbredt i den kreative klasse. Nu er den så også kommet til en af de mest specialiserede og selekterede hjørner af international sejlsport, hvor sportslig succes i den grad handler om sponsorer, netværk, logistik, struktur, koncentration og timer på vandet. Det vil sige om benhård konkurrence.

Men nej. Sejlsportens Formel 1 skal naturligvis redde verden og samtidig tiltrække uopdagede talenter fra Gellerup, Vollsmose og Tingbjerg – piger såvel som drenge – og nu vi er ved det, kan det jo sagtens være, at der gemmer sig sande søulke iblandt de afghanske ørkenfolk, der strømmer nordpå i retning mod Aarhusbugten.

Hvad forestiller direktøren sig mon? At de unge friske piger og mænd bare skal have en redningsvest på – og så ud på vandet og konkurrere mod nogle af verdens bedste professionelle sejlere, der har sejlet, før de kunne gå, og som år for år har tilkæmpet sig alt det, sportslig udmærkelse kræver på absolut topplan?

Måske. Intet er som bekendt umuligt for dem, der tror på det gode! Vi skal se muligheder, ikke begrænsninger. Be awesome! Choose to shine! Create the future!

Netop som jeg sad og morede mig over Fiona Morgans bullshit, blev jeg af min bogpusher gjort opmærksom på Matti Breschels kommende bog Væddeløber om noget så jordfræseragtigt som landevejscykling. Selv om man ikke må sammenligne æbler og pærer, er kontrasten slående. Den bog rummer nemlig alt det, Fiona Morgan ikke er: evnen til at være tro over for sig selv, direkte, sjov, intelligent og velformuleret.

Breschels bog bygger på 15 års professionelt slid, sved og tårer for nogle af sportens allerstørste hold, og særligt passagerne om det problematiske forhold mellem far og søn er rørende.

Matti skriver direkte uden dikkedarer, og jeg er fan. Alene kapiteloverskrifter sætter en prosaisk standard: ”Kør det væk”, ”Hvornår vinder du?”, ”Huller i osten”, ”Retur til en russer”, ”Skråt op”, ”Basta” og ”Motorsaven”.

På disse sider vil du finde vrede og kærlighed, frihed og pligt, sejre og nederlag, og hvis der er noget, man forstår, så er det, at man ikke kan inkludere og fantasere sig til alt muligt rart i cykelsporten, men at man må slide for føden og desuden skal være udstyret med et usædvanligt talent for at blive lukket ind i de professionelles rækker. Alt sammen er det formidlet på et ærligt dansk, f.eks. i dette afsnit om nordmanden Truls Korsæth, nyprofessionel og værelseskammerat:

»Under etapeløbet Arctic Race of Norway lå vi inden sengetid og læste i hver vores bog. Pludselig sagde han til mig, at han havde tænkt meget over, hvordan han skulle fremstå, efter han var begyndt at komme lidt i tv. Jeg spurgte ham, hvad han mente:

”Kan du ikke bare være dig selv og køre stærkt på cykel?

”Jo, men jeg vil gerne gøre mig mere interessant,” svarede Truls.

Jeg forklarede ham, at det nok skulle komme af sig selv, hvis han vandt en masse cykelløb. Som lidt af en vittighed sagde jeg så, at han også kunne klovne rundt på baghjul, lave lidt show ud af det og gøre åndssvage ting på de sociale medier.

”Valget er dit, Truls. Vil du være klovn eller væddeløber?”«.

Det er ikke alle forundt at blive væddeløber. Men alle kan arbejde på ikke at være en klovn.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.