Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Venstrefløjen har taget patent på moralen: Frigørelse er blevet svaret på alt

Fra barndom, familie og køn til dannelse, skønhed, folk og Gud: Vi skal frigøres! Fra det hele!

En gang om måneden har jeg fornøjelsen af at medvirke i DR’s radioprogram ”4. division” sammen med en række erfarne værter. Vi har gæster i studiet og diskuterer aktuelle kulturnyheder i form af bøger, musik, udstillinger, sport, debat m.m. I sidste uge havde vi besøg af en museumsinspektør fra Den Hirschsprungske Samling i København, som fortalte om en ny udstilling om kunstmalerne Marie Luplau og Emilie Mundt, der virkede omkring forrige århundredeskifte, uddannede andre kvindelige malere og levede som par med en adopteret datter og Maries far i en stor lejlighed på Frederiksberg. Altså, en rigtig regnbuefamilie.

Efter at museumsinspektøren havde fortalt begejstret om kunstnerparret, blev museets nye ambition om ”queering the collection” nævnt, og inspektøren forklarede, at der er »rigtig mange, som er queerpersoner eller allierede, og som har brug for at gå til fortiden og genopdage og genspejle sig selv«. Jeg spurgte ham derfor forsigtigt, om der var tale om et identitetspolitisk projekt, hvortil han svarede, at alle mennesker har brug for at gå på opdagelse i historien. Og tilføjede så: for det handler jo om ”frigørelse”!

Frigørelse? Hvem kan have noget imod frigørelse? Jeg kan ikke – og så alligevel lidt. Frigørelsens frugter afhænger naturligvis af, hvad man frigør sig fra. I det nævnte tilfælde var det 1800-tallets forestillinger om, hvad kvinder kunne eller ikke kunne, de to kunstnere ville frigøre sig fra, og som museumsinspektøren så gerne ville alliere sig med.

Vi er moralske væsner. Men når vi ikke længere tør være det offentligt, overlader vi moralen til dem, der galper op og marcherer i takt.

Men hvor standser frigørelsen? Hvornår er vi frigjorte nok? Det er vi tilsyneladende aldrig.

Frigørelsen er blevet en evighedsmaskine. Det skyldes først og fremmest, at venstrefløjen har taget patent på moralen. Historisk set var det den, der fandt på det med frigørelsen og fremskridtet, og det er stadig venstrefløjen, der ser sig selv som de progressive med de rigtige meninger, mens mere almindelige, borgerlige mennesker ikke længere orker at tale om moral. De har simpelthen givet op og har sendt moralen uden for døren eller hjem i privaten. Åh, skal vi nu til det igen? Nu ikke så snerpet!

Det er derfor, frigørelsen har fået så let spil hos os i Vesten og er blevet til en ny religion.

Glemt har vi, at det faktisk er godt at forsvare den uskyldige barndom mod Greta Thunberg og hendes følgere, at det faktisk er godt at vokse op i kernefamilier med både en far og en mor, at det er godt, når børn føler sig tilpas i deres køn, at det faktisk er godt og opbyggeligt at kende lidt til historie, og hvad der gik forud for Twitter og Tiktok, at det også er godt og i pagt med den menneskelige disposition at stile efter skønhed og endda værdsætte den i kunsten, at det er godt og trygt at tilhøre et folk, og at det tilmed kan være godt at tro bare en smule på Gud eller i det mindste forstå, at vi er faldne skabninger, og at alternativet er værre.

For når kristendommen forsvinder, kommer der noget værre i stedet. Så får vi de vaktes tyranni og en ny konformisme, der dikterer, at børn skal være voksne, at alle familieformer kan være lige gode, at dannelse er forældet, at køn slet ikke findes, at skønhed er en løgn eller kolonialistisk, at folket er nazistisk, og at Gud er en fornærmelse mod tanken.

Frigørelsens konformisme er blevet institutionaliseret. Se på statslige og private bygninger, se på institutioner, uddannelsessteder, på HK, DBU, DI og hele det kommercielle halehæng: regnbueflag overalt. Alle står vi sammen om at frigøre os fra hinanden i minoriteter og individer. Aldrig har det været mindre attråværdigt at kalde sig almindelig. Ingen er normale, alle er anderledes, forstå det så! Jeg er også queer, jeg ved det bare ikke.

Det er en menneskeløgn. Mennesker er temmelig ens, for så vidt gælder behovet for tilknytning. Vi interesserer os stærkt for de andre, for fællesskabet, for kultur, for det, der binder os sammen. Vi er dybt afhængige af hinanden, står ikke alene, men har brug for at sympatisere med andre, føle, vækkes, hade, himle, synes, håbe, elske – og tro på noget. Vi er moralske væsner. Men når vi ikke længere tør være det offentligt, overlader vi moralen til dem, der galper op og marcherer i takt.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen