Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Verden er ikke så god, som vi tror

At læse nyheder fra den store verden er som at at se ned i et dybt hul, og der er ikke en skid, vi kan gøre. Bortset fra, selvfølgelig, at holde orden i vort eget hus.

Der skal ikke mange minutter med morgenaviserne til, for at forstå at verden ikke er så god, som vi går rundt og tror.

Observationen har jeg sakset fra socialdemokraternes udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, der i en kommentar til den nylige protest fra Den Afrikanske Union over regeringens udmærkede planer om at flytte den danske asylbehandling langt ned i Afrika, udtaler i JP: »Selvfølgelig ville det bedste være, hvis vi bare fik ros for den politik, vi gerne vil føre. Men så god er verden ikke«.

Nej, det er verden ikke, det ses tydeligt i Afrika, men sandelig også i Europa og på tilstødende kontinenter. I Grækenland og Tyrkiet brænder skov og by, i Hviderusland hænger man dissidenter, i Libanon, Tunesien og andre af Mellemøstens fejlslagne stater, der eksporterer mennesker og klaner nordpå, stikker den økonomiske og politiske krise dybere end nogensinde.

Samtidig bliver de rige rigere i USA og Vesteuropa, og de fattige fattigere, mens socialisterne overraskende nok tager de riges parti, og Taliban marcherer frem i Afghanistan, ligesom uroen vokser i Mellemamerika efter præsidentmord i Haiti, demonstrationer i Cuba og forfølgelse af oppositionen i Nicaragua.

Og så har jeg end ikke nævnt Kina, Rusland eller Sverige. At læse nyheder fra den store verden er som at at se ned i et dybt hul, og der er ikke en skid, vi kan gøre. Bortset fra, selvfølgelig, at holde orden i vort eget hus.

Det sidste kniber det så med. Måske fordi vi har så travlt med at spejle os i internationale konventioner og danser om Danmarks ”internationale omdømme”, som var det en guldkalv. I princippet skulle globalismen have virket lige omvendt og gjort os til verdensborgere, men jo mere ”internationale” vi bliver, jo mere selvoptagede bliver vi også. Aldrig har den nationale narcissisme været større end i den globale landsby. Se os, se, hvor gode de andre synes, vi er!

Det må være derfor, vi tror, vi kan redde verden og fikse det hele, som var verden et samlesæt fra Lego eller Ikea, hvor alle brikker og dele passer, hvis blot man har en halv time og et stort hjerte. Det med hjertet er vigtigt, hvorfor vi hylder mænd, der græder, og kvinder, der græder endnu mere.

Vi har glemt det allervigtigste, som er, at verden er både gammel og kroget og mindst lige så kompliceret.

Tag nu f.eks. klimaet. Det redder danskerne da!

I hvert fald, hvis man spørger forfatteren Carsten Jensen, der åbenbart er blevet naturvidenskabsmand på sine gamle dage og stadig går for at være Danmarks samvittighed i Sverige og Norge. Det vil sige: Hr. Jensen mener, at danskerne, anført af Socialdemokratiet, skal redde klimaet og åbne grænserne. Lige nu! Ellers svigter de ungdommen. Nogenlunde sådan sagde han for nylig til en svensk avis, hvorpå det slog mig: Sådan taler kun en magiker eller troldmand.

Ligesom med så mange andre af sin slags med ”sympatiske” og ”progressive” synspunkter er det tilsyneladende nok at tro, erklære og bebude ligesom for flere af personerne i Henrik Pontoppidans romaner. Uden helt at vide det foretrækker de drøm for virkelighed, luft for jord, ord for erfaring.

Skulle de danske socialdemokrater i et lille land kunne redde klimaet og samtidig huse det meste af verden?

Hvor kommer den slags griller fra?

Det skal jeg sige jer, de kommer fra overdrevet, hvor de også hører hjemme, fra en verden af magi, hvor store løfter går hånd i hånd med lige så vilde moralske fordømmelser af folk og partier, der ikke straks ser rationalet. Det er magi, ikke politik.

Det har socialdemokraterne endelig indset – efter 40 år ude på overdrevet. Det har taget dem tid og kostet dem kræfter, men de er kommet et langt stykke, siden lederne hed Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Poul Nyrup Rasmussen eller Mogens Lykketoft.

Men ros skal de have, for med Rasmus Stoklunds formulering tilsyneladende at have forstået at verden er gammel og ej kan genskabes som glansbillede, men må beskyttes som et fysisk sted og hjem, der er mere skrøbeligt og mindre ideelt, end alle vore selvbestaltede troldmænd lader forstå.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.