<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Offentligheden er blevet privatiseret til ugenkendelighed

Stille flanerer vi rundt mellem venners statusopdateringer, hashtags og parader af selvgodhed, det er en flyvetur ind i intetheden.

»Det må jo vende på et tidspunkt ... En skønne dag vil folk blive trætte af at glo ned i deres mobiler og måske endda ringe til hinanden!« Sådan sagde vi for nogle år siden, da vi stadig troede, det var muligt at skrue bare en lille smule ned for den omsiggribende digitale afhængighed.

Men nej. Aldrig har så mange i vores del af verden været så afhængige af data, sociale medier og selvpromovering som i dag, selv i ferien eller ægtesengen. Jeg er ingen engel og en del af problemet. Men jeg poster mindre og mindre og slet ikke noget med min familie, den vil jeg gerne beskytte mest muligt fra techindustri, jihadister og nyfigne blikke. Desuden er der forskel på offentligt og privat. Eller det bør der være.

Men grænsen er skredet. Selv folk, jeg respekterer, lægger skamløst ting og sager op på de sociale medier, hvor de praler med deres lækre liv, opadstigende karrierer, dejlige feriedestinationer eller dekadente måltider. Aktiviteten efterlader mig ofte med en kold følelse af noget, jeg ikke helt kan sætte ord på. Hvad fanden sker der for folk? Hvad blev der af deres gamle jeg? Hvad blev der af mine fysiske venner? Hvorfor er alting blevet så overfladisk?

Udviklingen falder i flere ryk. Først fik vi reality-tv, det var slemt nok, men imødekom en kronisk efterspørgsel i underklassen efter brød og skuespil. Siden blev det langt værre med de sociale medier, der fik især middelklassen til at ”dele” alt og ingenting for ”venner” og ”følgere” og ”like” det ene, andet og tredje ligegyldige pladder.

Derefter begyndte de etablerede medier at efterabe de sociale medier, gerne med det tvivlsomme formål at nedbryde tabuer og fremstå åbne og liberale. Og endelig talte og agerede både overklasse, kendisser og kongehus, som medvirkede de i et reality-program. Ringen er sluttet. Det private er blevet offentligt, overalt den samme grød af sentimentalitet og moralsignalering. Vi har vænnet os til grøden. Ja, vi ænser den slet ikke. For hvis der er noget, vi ikke vil, er det at gå glip af vores daglige skefuld.

For 50 år siden var sociologer og kulturkritikere bange for, at kapitalismen og massesamfundet ville afskaffe offentligheden og nedbryde idealet om det oplyste og demokratiske menneske. De fik ret, men tog fejl! Thi offentligheden er ikke forsvundet, den er blevet privatiseret til ugenkendelighed.

Samtidig oplyser vi ved hjælp af vores glødende mobiler og platforme hinanden med stroboskoplys: Se mig, se mig, se mig! Det er den amerikanske og asiatiske computer- og techindustri, som har gjort privatiseringen mulig, men det er forbrugerne, der aktivt har valgt den til og gjort den normal.

Vi plejer at beskrive massesamfundet som uhyre larmende. Det er det selvfølgelig også. Men det fremmaner samtidig en eksistentiel gru, hver gang mobilen findes frem med udsigt til nye intime opdateringer, fotos og feriefestivitas. Larm og pral på den ene side; indre rædsel på den anden.

Stille flanerer vi rundt mellem venners statusopdateringer, hashtags og parader af humblebragging, det er en flyvetur ind i intetheden. Ingenting synes længere at være virkeligt, hvis det ikke dokumenteres og offentliggøres digitalt, smukt og appetitligt. Så så man lige mig være en god far! Og se min smukke kone! Jeg elsker dig, hjerte, hjerte, hjerte!

Vi ved allerede, at de unge tager skade af al den digitale intimitet og narcissisme. Det forstyrrer ikke alene deres søvn, men deres selv, mens de forveksler offentlighed med Instagram og TikTok og tror, at de følger med i verden, endsige gør noget godt, ved at donere en hund til Amnesty, Dansk Flygtningehjælp eller Black Lives Matter. Overalt, selv i skoler og uddannelse, lærer de ældre de unge at sympatisere med de rigtige i stedet for at forstå, analysere og blive klogere.

Styr din kulturpessimisme, vil nogle sikkert svare. Men jeg tror, det er værre endnu. Eftersom vores menneskelige erindring er lagt i hænderne på galopperende digitalt netværk og algoritmer, bliver vor hukommelsen stedse dårligere. Til sidst vil den være overflødig.

Da vil jeg være død og borte. Men husk så i det mindste, at du læste det først – her: Det vender ikke, det bliver kun værre.


Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
19.09.21, 08:45
Vi har de senere år talt meget om, at mænd taler grimt og nedladende til kvinder. Vi har ikke talt så meget om det modsatte. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
18.09.21, 19:05
Hvornår melder man afbud, og hvornår vælger man at tage afsted til et arrangement med en lille tvivl i maven? Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.09.21, 19:00
Konstant vækst har vist sig at være skadeligt, både for det enkelte menneske og for planeten. Selvfølgelig kan et alternativ skabes. Det starter først og fremmest med, at vi tror på det, selvom liberalisterne altid vil fortælle jer det modsatte. Læs mere
Af Harun Demirtas
17.09.21, 16:40
Spørgsmålet om, hvorfor sygeplejerskerne er så vrede, og hvad mon man har udsat landets sygeplejersker for, siden de har nået hertil, har stadig ingen forholdt sig til. Læs mere
Af Marie Høgh
17.09.21, 15:30
Det er til at græde over, at ligestillingskampen er blevet så afstumpet, at moderskabet omtales som et biologisk pligtarbejde, man i virkeligheden er for kompetent og for ligestillet til at udføre. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
17.09.21, 13:14
Den nye barselsordning er et udtryk for en forfejlet gammeldags tilgang til ligestilling og familielivet. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
17.09.21, 11:32
Vild natur er ikke at sætte et hegn omkring naturen og sætte semivilde dyr derind. Det er at lege noget, som ikke er. Læs mere
Af Carl Holst
17.09.21, 11:29
Hvem havde forestillet sig, at regeringen ville give myndighederne mulighed for tvangsvaccination og ekspropriation? Det er i tilspidsede situationer, man får forstærket folks styrker og svagheder. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
17.09.21, 09:57
Kære medborgere på Vestegnen. Nu ved vi så meget om vaccination, at vi tør lade os vaccinere. Læs mere
Af Søren Gade
16.09.21, 16:10
Jeg er umådeligt trist over, at EU blander sig i folks barsel. Som liberal arbejder jeg for at give familier flere valgmuligheder, ikke færre. De nye barselsregler er ikke liberale. Læs mere