Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Bogen, der vil forstyrre de selvretfærdiges nattesøvn

Kasper Støvrings nye bog vil blive ignoreret af den liberale presse, fordi den ikke passer ind i dens optimistiske tunnelsyn.

Det er sommer, og jeg læser ikke aviser. Heldigvis har forfatteren Kasper Støvring givet mig en bog med på ferie, så jeg ikke går helt i frø i Nordjylland, hvor solen, vandet og cykelture henover den jyske ås får mig til at opgive alle intellektuelle aspirationer i lykkelig forglemmelse af livets korthed og altings alvor.

Støvring har såmænd skrevet bogen selv, og den er så ny, at den ikke er udkommet endnu. ”Fragmenter fra malstrømmen” er den urovækkende titel, som formentlig vil blive ignoreret af den liberale presse, fordi den ikke passer ind i dens optimistiske tunnelsyn og – hvis den blev læst og anbefalet – ville forstyrre de selvretfærdiges nattesøvn. Bogen er den første af sin slags til at pege på, at vi lever midt i et tidehverv af skabelse og ødelæggelse. Som sårede dyr ligger vi vesterlændinge og bløder i krattet, men vil bide fra os, når vi bliver trådt for nær.

Formen er temmelig udansk. Umiddelbart ligner de korte tekster vraggods ved Vesterhavet, men er snarere spor eller små tableauer, som veksler mellem hverdagsobservationer, naturoplevelser og fortættede refleksioner over kultur og normløshed med dramatisk blik for de illusioner, vi har bygget op i løbet af snart en menneskealder.

Indvandringen er et gennemgående tema, ikke i form af statistik og økonomi, men som den dynamik, der i kombination med ny teknologi og islamisk terror forandrer europæernes sociale virkelighed mest fundamentalt.

Fragmenterne er brudstykker af den kulturrevolution, der medfører stedse mere vold og patriarkat, censur og tabubelægning i de vestlige samfund, der troede sig i stand til at importere millioner af kulturfremmede mennesker og få dem til at opføre sig ligesom de indfødte.

Projektet mislykkedes med et brag, og Støvrings lapidariske kapiteloverskrifter om usikkerhedens tidsalder sætter billedrige ord på tingene: turbulens, sugende spiral, hvirvler, erosion, grumsede kanaler, revlehuller og sedimentering. Det, vi ser ned i, er vores egen fremtid. En tragt, et maskefald, et gensyn med et forhistorisk kaos og politikernes bedrag: »Vi vil gøre alt. Vi kan intet gøre.« Eller som det hedder her:

»Vi åbner vores samfund for vores fjender, vi lader dem gå frit omkring, understøtter dem med kontanthjælp, uddeler pjecer og tilbyder terapi. Fjenden opfatter vi slet ikke som fjende, men som et offer, som et uoplyst, sygt eller kriminelt tilfælde. Vi hengiver os til narrebilleder«. Eller mere mystisk: »Den hvide dame, der nedkaldte ulykkerne, ses stadig snige sig omkring i det europæiske slot.« Mon ikke der hentydes til Angela Merkel?

I et andet fragment beskrives præsident Macron mesterligt som verdens mest ensomme mand. I et tredje besøges den store kongekirke Saint Denis i Paris, der ligger midt i den mest islamiserede zone i det kristne Vesten: »Svimmel af uro vandrer man på vejen op til kirken.«

»Der stiger røg fra indkøbsvogne, hvor forhutlede typer steger kød, høje tilråb høres i gaderne, det flyder med affald, og murene er hærget af grafitti, de få tilbageværende hvide mennesker går ludende rundt med slukkede blikke og stramme læber, fra grillbarerne lugter en verden af friture og fattigdom, og osen fra togene minder om dunsten af svovl. Men pludselig tårner katedralen sig op med majestætisk marmorlys. Inden for roterer kong Karl Matel i sin grav.«

I lande som Frankrig og Italien ville en bog som Støvrings høste store anmeldelser; de har tradition for den slags kulturkritik fra højre. I Danmark dumper den til jorden som et lille uheld; i Sverige ville den slet ikke kunne udkomme, men blive affejet som ”racisme” og ”diskrimination”.

Som Støvrings svenske kollega Lars Åberg noterer i en kronik i det nystartede netmedie Bulletin, har den tumultariske indvandring medført en ny landsbylignende bosættelse i Sverige. Her – og i den politiske klasse – bliver ”diskrimination” forklaringen på alt. Hvorfor er bosætternes lejligheder så små? Hvorfor har bosætterne ikke job? Hvorfor er deres karakterer i skolen så dårlige? Hvorfor pløkker de hinanden ned? Hvorfor brænder bilerne? Hvorfor bliver kvinderne voldtaget? Aha, det må være diskrimination!

Denne politiske mytologi rører fordomme og omsorg sammen til en pærevælling, mens flere og flere kommunale projekter og midler går til at håndtere de nye bosættere. Forår, sommer, efterår, vinter, ned i malstrømmen.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen