Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Død over kernefamilien

Københavns Universitet importerer flere pseudoforskere, som vil "genopfinde familien".

Kønnet og familien er noget af det mest naturlige i verden. Derfor kan det heller ikke undre, at køns- og familieforskere har sat sig for at dekonstruere begge dele. For der er som bekendt ikke noget, den slags frygter og fornægter mere end naturen i mennesket.

Først kom dekonstruktivisterne flyvende fra Amerikas liberale, identitetspolitiske kystuniversiteter. Nu kommer de allevegne fra, og den akademiske danske andedam importerer dem velvilligt. Naturligvis. Man er vel omstillingsparat!

Lad mig give et dugfrisk eksempel.

»Et internationalt forskerteam vil genopfinde familien«, står der i en rubrik i Uniavisen under bjælken ”Videnskab”. På det ledsagende foto ser man fire unge, smukke mennesker, der arbejder på noget, de kalder ”The Future of Family Relationships” ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. To fra Italien, en fra Sydkorea og en enkelt fra Dannevang.

Andrea Bidoli, Ezio Di Nucci, Ji-Young Lee og Rikke Friis Bentzon er bioetikere og vil gerne udfordre kernefamilien, som tiden åbenbart er løbet noget så frygteligt fra. Hvad værre er: Den er direkte skadelig.

Som den ene bioetiker siger til den anden: »Jeg er sikker på, at hvis du googler ”familie”, så får du et billede af et gift, heteroseksuelt, hvidt par med børn.« De har sikkert ret. Det er forfærdeligt. Nogen må gøre noget.

Heldigvis mener de fire unge, smukke mennesker at vide, at den omsiggribende digitale cyberteknologi snart vil afløse kernefamilien, f.eks. ved at gøre det muligt for kvinder at erstatte den biologiske graviditet med kunstige livmodere uden for kroppen. Det lyder godt.

Derefter udspiller der sig en sigende sekvens. Da Ji-Young Lee forklarer journalisten, hvad deres projekt går ud på, udbryder hendes kollega, Ezio fra Italien, som formelt leder projektet: »Du er god til at få det til at lyde som et neutralt projekt.«

Den lader vi lige stå et øjeblik. For selvfølgelig er projektet ikke neutralt. Det er normativt – som al anden pseudovidenskab, der bedrives inden for især køns-, migrations-, hvidheds og mellemøststudier over hele Vesteuropa. Det er politik forklædt som videnskab. Og betalt af andre folks penge.

De fire bioetikere ønsker at dekonstruere familien. Den er allevegne, og den er et ideal. Idealet må knuses. Som Ezio Di Nucci uddyber: »Vi siger, at familien måske nok kan give nogle meningsfulde relationer, men på den anden side kan de være et undertrykkende system med patriarkalske strukturer«.

Åh, ja. Kunne man bare slippe af med alt det, man er født ind i. Kernefamilien er, som Rikke Friis Bentzon siger, »et levn fra en anden tid«, og hendes »største mål i livet« er at få sine søstre fra sammenbragte familier til at acceptere, hvad de er hinsides biologi: hendes søstre.

Stakkels kvinde. Hvad hendes liv ikke kan, skal hendes ”videnskab” korrigere og indfri. Må jeg i stedet anbefale Rikke Friis Bentzon at læse Jonathan Franzens mesterlige roman Korrektioner (2002), hvis hun ikke allerede har gjort det. Her vil hun kunne finde al den støtte og personlige indsigt, som universitetsstudier i sagens natur ikke kan levere, og forstå, at man ikke skal bruge sit liv på at korrigere alting.

Nå, hele sagen er faktisk tragisk. Tænk sig, universitetet bruger midler på den slags; det er penge lige ud ad vinduet, herfra og til Sydkorea.

De fire tror tilmed, de er progressive.

Progressivt ville det derimod være at værne om familien, sikre, at den i en skandinavisk sammenhæng kan klare sig i forhold til staten, kommunen og politikerne, give den gode økonomiske vilkår at trives i, så børn og unge ville få et bedre udgangspunkt, og så flere ville og kunne forædle de bånd, vi mennesker fødes ind i – uanset om det er vores køn eller familie. Se, det ville være noget nyt. Det ville være et kulturelt og politisk projekt.

Det ville ikke være et videnskabeligt projekt, dertil er det for normativt. Videnskaben skal hverken opbygge eller dekonstruere kernefamilien, men studere den og forstå, hvorfor den stadig – trods alle disse år og skuffelser – har det med at appellere til så mange mennesker over hele den forunderlige klode.

Det sidste ville sågar være et studie værd.


Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.