<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Velkommen på Statens Museum for Korsfæstelse

Skynd dig ind og se de to tyske ekspressionister Nolde og Kirchner på Statens Museum for Kunst i København. Det bliver formentlig sidste gang, de udstilles i Danmark. Fremover vil deres malerier være tabu.

Jeg er normalt ikke den store museumsgæst, slet ikke når det gælder moderne kunst, som rager mig en høstblomst. Men udstillingen ”Kirchner og Nolde” om de to tyske ekspressionister Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938) og Emil Nolde (1867-1956) på Statens Museum for Kunst er værd at bruge krudt på. Den har fået en blandet modtagelse – pænest i de pæne borgerlige blade – mere kras i Kristeligt Dagblad og Information, og det antyder, at der er noget på spil. Det er der også. Udstillingen vil blive én, man snakker om også om 10 år. Hvorfor? Fordi den er den første af sin slags. Landets tungeste kunstmuseum er simpelthen gået ”woke” som en anden politisk teenager.

Den amerikanske politisering begynder allerede ved indgangen. Her mødes de besøgende af et hvidt ”statement”, som det hedder, på sort baggrund: »Denne udstillingen kaster et nyt og kritisk perspektiv på Emil Noldes og Ernst Ludwig Kirchners kunst. Vi stiller skarpt på det verdenssyn og de værdier, som vi mener, er indlejret i værkerne. Specifikt har udstillingen fokus på tysk kolonihistorie som baggrund for værkerne.«

Tag ikke fejl. De udstillede malerier, skitser og tegninger er stærke, smukke, gribende. Jeg er specielt glad for Kirchners gule kvinder med blomsterbuket og ”Rygvendt model med spejl og mand” fra 1912. Men det er ikke malerierne, der er i centrum; de hænger sådan lidt tilfældigt mellem store belærende plancher, kort og skærme. Udstillingens røde tråd er det bagvedliggende verdenssyn og de værdier, kunsten påstås at repræsentere, altså den racisme, kuratorerne mener at se i billederne.

Det er langt ude. De afbildede mennesker er netop ikke stereotyper eller karikaturer, men levende, seksuelle, dystre, faldne, smukke, afrodisiske, vegeterende, biologiske, varme, frysende, gule, mørke, blå og mangfoldige – dvs. alt hvad moderne installationskunst ikke er. Billederne taler til os henover århundredskiftet, Nolde med sin brede pensel, de vilde farver og sit barnlige patos, Kirchner med en større sans for detalje, lys og suggestion som i ”Negertanz”, en titel, kuratorerne end ikke tør oversætte.

De tør til gengæld godt fordømme kønsrollerne i Kirchners atelier: »Magtforholdet mellem kunstnere og modeller har ikke været ligeværdigt«. Fra 20’ernes Tyskland spoles der 100 år frem i tiden. Notér venligst, at de to tyskere netop søgte væk fra den borgerlige tilværelse med al dens Ordnung, Wissenschaft og storbyliv. Til Femern, Rusland, Papua Ny Guinea, og som udstillingen endda selv gør opmærksom på, fandt Nolde netop ikke urmennesker, da han kom til Oceanien, men kulturmennesker, præget af geografi og lokal historie, ja, nogle af dem var sågar allerede påvirket af vestlig civilisation – hat, parasol og bukser – lidt ligesom i ”Tintin” og andre populære fremstillinger. Nolde blev skuffet. Det oprindelige fandtes slet ikke derude.

Denne oplysning bruger udstillingen slet ikke til noget. I stedet handler den om tysk kolonialisme fra 1894-1912 og den diffuse skam, der tilsyneladende er forbundet hermed for de politiske korrekte kuratorer i København K 100 år senere. De vil gerne sige undskyld. De gør det ved at korsfæste kunsten.

Kontekstualiseringen af de to tyske ekspressionister er med andre ord helt skæv. Det er 2020’ernes syn på 1910’ernes kunst, der kurateres, hvilket understreges på en planche ved udgangen: »Kirchner og Nolde berører en række aktuelle og følsomme emner som racisme, undertrykkelse og den måde, kulturmøder finder sted på.« Fra start til slut får beskueren besked på, hvad vedkommende skal mene om fortiden. Politiseringen foregår med ske. Det er Weltanschauung anno 2021.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad andre gæster tænker. Selv hastede jeg ud i regnvejret for at få ilt. Men udstillingen vil danne skole. Offentlige museer vil bade i skyld og skam og gøre ældre og klassisk kunst til tabu. Moralismen, importeret fra Amerika, vil sejre. Engang var kunst bare kunst. I dag er vi havnet i den anden grøft, hvor kunst er et spørgsmål om rigtigt eller forkert. Hvad 68’erne drømte om, men ikke kunne realisere, er deres børn i fuld gang med gennemføre. Revolution. Ikke fra neden, men fra oven.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Pia Kjærsgaard
18.06.21, 12:42
Regeringen skal spille med åbne kort – ikke bruge myndighederne som bølgebrydere. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
18.06.21, 11:00
Det er bekymrende, når fagfolk sår tvivl om, hvorvidt de jurister, der uddannes nu, er dygtige nok. Den advarsel kan man ikke sidde overhørig. Læs mere
Af Nauja Lynge
17.06.21, 21:01
Måske skal også grønlandske politikere besinde sig på, at medierne agerer vagthund over for magtmisbrug. Læs mere
Af Louis Jacobsen
17.06.21, 20:45
Sygeplejerskerne viser mod ved at insistere på blive både hørt og taget alvorligt. Læs mere
Af Utku H. Güzel
17.06.21, 20:19
Billederne af holdkammeraternes beskyttende-cirkel omkring Eriksen, sekunderne efter hans kollaps og alle de ‘god bedring’ beskeder som både fansene, men også mange andre kendte og ukendte personer, sendte til Eriksen, fik mig til at tænke på, at vi som mennesker faktisk godt kan samles om én ting, nemlig vigtigheden af et menneskeliv. Læs mere
Af Carolina M. Maier
17.06.21, 13:00
Alt for mange bruger alt for ofte alt for meget tid på brok og kvæl. Episoden i Parken mindede os om, hvor meget kostbar tid vi risikerer at spilde i vores liv på knubbede ord. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
15.06.21, 16:47
Det er helt i orden at mobbe medlemmer af Krifa, mener SF's folketingsmedlem. Læs mere
Af Henrik Dahl
15.06.21, 09:15
Kampen imod aktivistisk skodforskning er ikke blot en politisk markering. Det er en kamp for at beskytte fredelige og uskyldige borgere imod, at komplet skøre teorier pludselig bliver gjort til den virkelighed, de er nødt til at acceptere. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
14.06.21, 12:10
Peter Starup kan ikke se for sig, at Danmark tager et opgør med måden at fortolke de internationale konventioner på. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.06.21, 10:00
Et sundt samfund reflekterer over tidens toneangivende sandheder og ligger hverken under for magelighed eller konspirationsteorier om hudfarve og køn. Læs mere