<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Corona? Det er da noget for danskere

Medierne har stort set ikke beskæftiget sig med andet end corona i et helt år, og så aner disse mennesker i Danmark fortsat ikke, hvordan man passer på hinanden.

Det er næsten rørende at se, hvilke anstrengelser intelligente mennesker – overlæger, borgmestre, redaktører, journalister osv. – gør sig for at undgå at tale om kultur, når det gælder den udtalte overrepræsentation i coronastatistikken blandt danskere med ikkevestlig baggrund. I stedet arbejdes der målrettet på at tale de sociale årsager op, og medierne labber det i sig.

Nydanskerne bor i små lejligheder, har ingen penge, arbejder udsatte steder og har intet håndsprit i opgangen. De er i det hele taget ofre. Indvandrergrupperne er ”ramt” af corona. De har ikke selv noget med sagen at gøre.

Derfor uddannes nu såkaldte ”coronaambassadører” i de coronaførende forstæder, Ishøj, Gellerup og Vollsmose. På alverdens mest eksotiske sprog skal de fra dør til dør og forklare familierne, hvordan de skal beskytte sig bedst muligt mod smitte. Altså et år efter at resten af befolkningen startede på samme.

Vores medier har stort set ikke beskæftiget sig med andet end corona i samfulde 12 måneder siden nedlukningen for et år siden, og så aner disse mennesker i Danmark fortsat ikke, hvordan man passer på hinanden. Til gengæld fortæller afkoblingen os noget vigtigt om, at en stor del af de nyankomne end ikke lever i et parallelsamfund, men på en helt anden planet end resten af danskerne.

Kultur kan sandelig være en berigelse, men kultur er også en barriere. En boble. En ghetto. En klan. En vægring ved at høre til. En afgrænsning. En anden kultur. En modkultur.

Men jo, det er så rørende at følges ad. Bortset fra at danskerne netop ikke følges ad. Gammeldanskerne tager generelt vare på sig selv og hinanden, idet de nøgternt henviser til samfundssind, lader sig teste, bærer mundbind og støder albuerne sammen som hilsen, mens nydanskerne tilsyneladende ser stort på det meste. Som f.eks. på den vandpibecafé i Brabrand, som politiet opdagede forleden. Der var godt nok lukket, men indenfor var der proppet med stamgæster. Hyggeligt. Corona? Det er da noget for danskerne!

Tendensen slår i øvrigt igennem i hele Europa. I Norge, Sverige, England, Frankrig og Tyskland meldes der om særlige problemer med at få smitten under bare nogenlunde kontrol i boligområder med udenlandsk dominans. Som den tyske chef for lungeklinikken Moers lakonisk gør gældende, lader det til, at der findes en gruppe, som politikerne ikke er nået frem til med deres advarsler om corona.

Det tør siges. Den grund, ingen tør tale om, er kultur. Kultur kan sandelig være en berigelse, men kultur er også en barriere. En boble. En ghetto. En klan. En vægring ved at høre til. En afgrænsning. En anden kultur. En modkultur.

Hvis der er noget, vi tror på, er det sociale årsager. Hvis der er noget, vi har glemt, er det betydningen af kultur.

Jeg vil tro, at det er en af grundene til, at vi for længst har opgivet at passe på vores egen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.