<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Den socialdemokratiske skoledreng reduceres til smittebærer

Det vilde er ikke corona. Det vilde er, hvad der kommer efter corona.

Det var Thomas Aastrup Rømer, der gjorde mig opmærksom på reklamen. Jeg havde ikke selv lagt mærke til den og befinder mig nok heller ikke i målgruppen, eftersom vi taler om en reklame for Socialdemokratiet. Den kan ses på partiets profil på Facebook og har allerede skabt en del røre dér.

Reklamen viser et fotografi af en rødhåret dreng med briller. Han bærer mundbind, selv om børn under 12 år som bekendt er fritaget. Han er iført en fornuftig grå Paddington-frakke og strikket hue, men har ingen handsker på, selv om det sner. På ryggen har han en skoletaske. Han vinker til fotografen. Det er ikke noget hjerteligt vink, blot en formel hilsen.

Til venstre for ham står en tekst, den lyder:

»VELKOMMEN TILBAGE
Nu kan de yngste
vende tilbage til
deres venner og
hverdag i skolen«

Det ser nu ikke særligt normalt ud. For det første sner det i februar, det burde det slet ikke ifølge teorien om klimaforandringerne, men lad nu dem ligge. Det væsentlige er udtrykket, konnotationen. Hvad er det, den dreng symboliserer?

Han udtrykker social isolation. Der er ingen andre børn omkring ham, ingen leg, ingen sjov, intet glædeligt gensyn; heller ingen voksne eller forældre, ikke engang en bus, en bold, en lille kat eller en hundelort på fortovet. Drengen er i karantæne, selv om han klinisk set har fået lov til at tage i skole. Verden omkring ham er væk, retoucheret bort. Samtidig har drengen selv valgt at tage et mundbind på. Det behøver han ikke, men gør det alligevel. Hvorfor?

Han har vel fornemmet, hvilken vej det går. Der er alligevel staten, der bestemmer over familier og samfund. Drengen er camoufleret, tildækket og underkastet en stærk social kontrol. Ikke af kvarterets imam, men af statsministeren, hendes parti og regering – og dertilhørende medier. Drengen er reduceret til smittebærer. Han er Palle alene i verden.

Jeg kan knap nok udtrykke, hvor meget jeg afskyr det billede. Men det illustrerer den nye normal, som statsministeren anslog på det allerførste ekstraordinære pressemøde for 11 måneder siden, da hun antydede, at epidemien ville forandre Danmark mere, end vi kunne forestille os. Et år senere begynder vi at forstå, hvad statsministeren mente. Hun har selv haft mere end en finger med i spillet.

Hvis du synes, jeg overdriver, kan du læse Mikkel Vedby Rasmussens nye fremstilling af ”Krisesamfundet”, som jeg anmelder for JP i denne uge. I den beskriver forfatteren indgående, hvordan vi efterhånden er blevet så kriseparate, at vi selv skaber kriserne, og hvorledes kriser bruges til at vise, at man selv hører til de gode, hvorfor modstanderne jo må være onde mennesker.

Tilbage til den rødhårede dreng.

Gid nogle ville tage ham i hånden, nej, give ham et kram, svinge ham rundt, følge ham i skole, så han kunne snakke og lege med de andre uden socialdemokratisk mundbind, lære noget og få appetit på mere, sluge indholdet af sin madpakke (roastbeef, frikadelle og pålægschokolade skyllet ned med rød saftevand), drille parallelklassens dumme og fesne drenge i det store frikvarter, få skældud af gårdvagten, lave lektier i en ruf, svinge en tur forbi sin farmor og komme hjem til en skål pasta med kødsovs og parmesanost og så ud med de andre rødder fra cykel- eller fodboldklubben.

Se, det ville være normalt og opbyggeligt. Og endda være til gavn for den folkesundhed, socialkammeraterne altid snakker om.

Rigtigt, jeg ved det godt. Det kommer ikke til at ske, før Mette Frederiksen har fuldstændig epidemikontrol.

Som om nogen sådan lige får det. Vi kommer efter alt at dømme til at leve og dø med corona og andre mutationer i flere år. Fuldstændig statskontrol får vi næppe, uden at samfundet er smadret til uigenkendelighed.

Det vilde er ikke corona. Det vilde er, hvad der kommer efter corona.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Desiree Ohrbeck
26.02.21, 05:52
Børn bliver måske ikke så syge af Covid, men det gør deres bedsteforældre. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
25.02.21, 14:15
Brexit er elitens projekt og folket lider Læs mere
Af Annika Smith
25.02.21, 12:43
Vi har brug for et retorisk paradigmeskifte i dansk politik. Læs mere
Af Gitte Seeberg
25.02.21, 08:31
Loven åbner mulighed for historisk registrering af borgernes adfærd. Læs mere
Af Louis Jacobsen
24.02.21, 21:23
Det en stor fejltagelse, når Dennis Nørmark i søndagens Politiken kalder til intern klassekamp. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
24.02.21, 20:07
Lempelse af restriktioner er en kold kalkule om, hvor mange menneskeliv vi er villige til at ofre på bekostning af trivsel. Læs mere
Af Mikael Jalving
24.02.21, 13:30
Klimabevægelsen er kun lige begyndt at marchere. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
24.02.21, 13:05
I så fald risikerer man at få ”udsat” sit forskningsseminar. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
21.02.21, 16:59
Studier af race, køn, hvidhed og postkolonialisme er ikke forskning, men holdninger, der skaber had. Læs mere
Af Martin Ågerup
21.02.21, 16:21
Erfaringerne fra både forår og vinter viser lille risiko for, at smitten løber løbsk Læs mere