<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Mette Frederiksen interesserer sig ikke for familien. Den er bare et levn fra fortiden

Forældreskabet ​er blevet institutionaliseret og ideologiseret. Politikerne ved bedst.

Her er et moderne velfærdstabu: Familien er blevet overhalet af begge køns afhængighed af lønarbejde, et flot cv og stedse længere åbningstider i daginstitutionerne. Helt uden diskussion sender vi vores poder i institution fra étårsalderen, først i vuggestue, så børnehave, SFO og klub – af hensyn til os selv og vores galopperende arbejdsliv.

Politikere elsker det, opmuntrer os og sørger for, at mere end 75 pct. af udgifterne til en vuggestue- eller børnehaveplads finansieres af skatteyderne. De mener, at vi skal fortsætte med at aflevere vores børn på institution af hensyn til ligestillingen, også selv om mange mødre hader sig selv for at vende ryggen til deres grædende børn i vuggestuen. Derfor ser mange pædgoger da også helst, at faderen afleverer. Han er mindre berørt og bedre til at vinke farvel uden for mange dikkedarer.

Denne observation stammer fra Anne Kirstine Sørensens nye debatbog Moderland – når staten kupper børnene, der er et skarpt og personligt opgør med velfærdsstatens institutionalisering af barndommen. Hovedbudskabet er, at børneanbringelsen, som koster en formue i tilskud, svækker forældreskabet.

Forældreskabet er således blevet sekundært. Sekundært i forhold til kvindefrigørelsen, arbejdsmarkedet og de svageste børn. Den negative sociale arv skal knækkes, hvorfor de ressourcestærke familier bare har at aflevere børnene i kommunens varetægt. Om ikke andet så for integrationens skyld. Hvide forældres børn skal med andre ord hjælpe ikkehvide forældres børn med at blive integreret. Igen er det de små, der skal trække det store læs, eller som Mette Frederiksen understregede allerede i 2005: Vuggestuen er demokratiets vugge.

Det var i hvert fald noget i den retning, den senere statsminister hentydede til, da hun i en folketingsdebat allierede sig med De Radikales Lone Dybkjær og nævnte betydningen af gode daginstitutioner, »hvor vores børn får den faglige og pædagogiske ballast, der skal til, for at den sociale mobilitet muliggøres, og for at vi for eksempel kan få blandet vores børn«. Blandet vores børn? Hvad mente Mette Frederiksen mon med det? Hun tænkte på integrationen af såkaldte nydanskere. Kort efter tilføjede hun nemlig, at hun var modstander af at »pumpe penge ud i private paningsordninger, som ikke fremmer integrationen, og som ikke styrker den sociale mobilitet, der er afgørende for, at vi reelt kan kalde os et demokratisk samfund«.

Citatet er gengivet i Sørensens debatbog, og jeg bruger det for at illustrere, hvor mange drømme vuggestuen skal indfri. Danske forældre har i årtier skullet lægge børn til alt muligt i velfærdsstatens navn. For de siddende magthavere er moderidealet blevet til et ideal om den uberørte mor, hende, der føder børn og derpå traver videre, som om alt er det samme, mens faderidealet er blevet afløst af et ideal om, at mænd kan det samme som kvinder, når det gælder børn, måske bortset fra at amme.

Ellers er der ingen forskel – eller bør ikke være det. Det er ren ønsketænkning.

Hvad børnene angår, er de tydeligvis ikke længere børn, men midler til sikring af det ene eller andet samfundsgode, herunder fabrikationen af superdemokrater. Som Anne Kirstine Sørensen køligt observerer, er der »næsten ingen grænser for, hvad tumlingernes hverdag på de kommunale daginstitutioners nedtrampede legepladser skal løse af samfundsproblemer: integrationsindsatsen, muligheden for at bryde med den negative sociale arv samt kvindernes frihed og selvstændighed afhænger tilsyneladende af, at vi sender vores små børn i vuggestue, fra de er ét år«. Samtidig er det politisk bekymrende, hvis de små passes af nogle, der ikke er uddannet til det, for eksempel deres forældre. Det skaber »ulighed« og øger de sociale spændinger.

Forældreskabet er blevet institutionaliseret, instrumentaliseret og ideologiseret. Politikerne ved bedst – sammen med landets ca. 60.000 pædagoger, organiseret i Bupl og Foa i tæt alliance med Socialdemokratiet og venstrefløj. Målet er social lighed, midlet er børneblanding og multikulturalisme, og helt karakteristisk for denne udvikling nævnes familien ikke med så meget som ét ord i den samarbejdsaftale fra 2019 mellem Socialdemokratiet og dets støttepartier, som ligger til grund for den siddende regering.

I socialdemokraternes egen 2025-plan ”Altid på børnenes side” foreslås det simpelthen, at alle nyfødte skrives automatisk op til indkøring i en vuggestue. Hvis forældrene fravælger pladsen, skal de opsøges af en familiepædagog, og »i sidste ende« skal det »kunne pålægges, at man sender sit barn i vuggestue«. Frivillig tvang kaldte man den slags i min barndom. Imens er familien havnet i den blinde vinkel. Magthaverne interesserer sig ikke længere for den. Familien er der bare. Som et levn fra fortiden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Gitte Seeberg
21.10.21, 08:19
Danmark tager ikke ligestillingen alvorligt nok, og det har konsekvenser for placering på internationale ranglister, så det er på høje tid, at sagen tages op i Folketinget. Læs mere
Af Mikael Jalving
17.10.21, 08:45
Igen og igen møder vi indvandringens iboende dilemma, som tvinger os til at tage politisk stilling. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.10.21, 13:00
Han ville få min stemme, hvis jeg var fransk. Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.10.21, 19:00
Der er vel ingen, som er i tvivl om, at nutidens mantra er blevet vækst og velstand. Det kapitalistiske system tillader simpelthen ikke, at vi stopper op og lige trækker vejret. Læs mere
Af Marie Høgh
15.10.21, 17:00
De eneste, der kan drage til ørkenlandet alene for sportens skyld, er fodboldspillerne. Alt andet er politik i rå form. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
15.10.21, 16:09
Den bedste måde at fejre fodboldslandsholdets succes på er at blive hjemme. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
15.10.21, 14:58
Regeringen og dets socialistiske parlamentariske grundlag giver flere penge til DR. Læs mere
Af Harun Demirtas
14.10.21, 14:00
Ingen forældre kommer i paradis for at begå overgreb på et barns kønsorgan – og slet ikke under dybt bekymrende forhold. Stop med det! Læs mere