Ifølge min Facebookven, cand.polit. Eva Gregersen gentog den socialdemokratiske undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, hele 10 gange under et samråd i den forgangne uge, at det er »uacceptabelt«, at skolelærere er utrygge ved at inddrage Muhammed-tegninger relevante steder i deres undervisning.
Selv om disse tegninger langtfra er det eneste, muslimske elever bliver aggressive over, agter ministeren ikke at gøre noget ved det, bortset fra at lærere, der trues eller intimideres af elever, opfordres til at kontakte politiet. Det lyder som hån, fordi det er en hån. Som Gregersen selv formulerede det i en kronik her i avisen i forrige uge:
»Politikerne kan gentage nok så mange gange, at de ikke vil acceptere udviklingen. Mette Frederiksen kan underskrive nok så mange erklæringer om, at ekstremister ikke skal kunne diktere undervisningen i Danmark. I fraværet af handling klinger ordene så hult, at sætningerne ligefrem begynder at betyde det modsatte.«
”Uacceptabelt” er blevet acceptabelt. Ikke skal kunne betyder, at ekstremisterne kan diktere undervisningen; det urimelige er blevet nødvendighedens politik. Hvad der med et fint ord hedder voldsmandens veto, som egentlig bare betyder, at bøllen bestemmer, regerer i spørgsmålet om Muhammed og fortolkningen heraf, mens ledende politikere slår ud med armene og prøver at finde en passende grimasse.
Vi er således ikke kommet et eneste skridt videre siden Muhammed-krisen, konkluderer sognepræst Marie Høgh i den seneste udgave af min podcast, Jalving ser rødt. Vist taler vi højstemt om ytringsfrihed i den bedste sendetid og ved festlige lejligheder, men glemmer, hvad der informerer, former og betinger den. Ja, hvad er det mon? Det er kristendommens etik om det enkelte menneskes værdighed. Den ser vi bort fra, skønt det akkurat er her, det frie ord, den frie tanke og streg begynder; ikke i en klinisk rettighed, men med en lang tilblivelseshistorie.
Nu, vi er ved den enkeltes værdighed, lader den ikke til at betyde stort i den dominerende tolkning af islam, som er blevet vakt i Danmark af fire årtiers hovedløs indvandring. Derfor er striden mellem vor vestlige civilisation og den udefrakommende ikke alene en civilisationskamp, men også en religionskrig. Her er jeg enig med Høgh. Den skal føres med ord og politik, ikke med våben.
Lad os huske på, at de seneste 50 års tilstrømning til Vesteuropa ikke har været diffus og mangfoldig. Den har været af en særlig karakter og er især kommet fra muslimske lande og områder. Sammen med de nye globale og digitale påvirkningskanaler har denne migration bragt islamiseringen hertil i anden og tredje generation, og nu har den slået rødder.
”Islamisering” lyder abstrakt, men er såre konkret, som når almindelige danskere trækker over på det andet fortov, hvis indvandrerdrenge kommer spankulerende i flok. Måske fordi de har hørt, at halvdelen af mandlige palæstinensere og marokkanere ml. 30 og 34 år, født og opvokset i Danmark, ifølge Danmarks Statistik har en fængselsdom. Halvdelen!
Islamisering er også, når synagogen og den jødiske skole i København skal beskyttes af ordensmagten, eller når jeg må gå gennem en sikkerhedsdør for at komme ind til JP’s lokaler på Rådhuspladsen, eller når biografforestillinger bliver intimideret af larmende araberdrenge, der kaster med håndtegn og råber »Allahu akbar«, eller når samme slags drenge, helt ned til 10-12 år, kaster sten ind mod min bolig, ikke fordi de ved, jeg er en fæl ”racist”, men bare fordi de kan og øver sig i plump aggression.
Islamisering på dansk er også, når virkelige bandemedlemmer poserer i en ny musikvideo fra et berygtet gadehjørne i Vollsmose, hvor der ifølge byens borgmester længe er blevet solgt narko m.m., mens den hippe musikanmelder Rune Skyum-Nielsen forveksler poseringen med kunst og finder det »populistisk« at kritisere bandemedlemmernes voldsforherligelse. Folket kan nemlig kun tage fejl. Endnu er islam ufolkelig, dvs. ny og spændende. Derfor er islam interessant for eliten.
Tag f.eks. Jørgen Carlsen, tidligere højskoleforstander på Testrup Højskole, som nu pludselig synes, at den 19. udgave af Højskolesangbogen skal afspejle samtiden og lære os artigt om islam, i stedet for – som han førhen mente – at højskolen skal bære kvaliteten i sig snarere end tiden. Ergo fortsætter islamiseringen.
De kloge vil den, som når professor i islamiske studier ved Københavns Universitet Jakob Skovgaard-Petersen – på linje med erklærede islamister – kalder alle, der ikke deler hans anskuelser, for »antimuslimer«.
Islamiseringen sker med små skridt, glidende og gradvist, men repræsenterer et afgørende skred. Islamisering betyder forråelse, tavshed, og vi nakker dem, der snakker. Islamisering betyder, at det, der engang var unormalt i Danmark, bliver normalt, hvorved der opstår en ny almindelighed.
Islamisering betyder, at vi tilpasser os helt andre normer, og at vi og vores børn på længere sigt vil få dem. Islamisering ændrer ikke alene vores adfærd. Den undergraver vores livsform.
