<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kampen mod historien er aflyst

Det amerikanske præsidentvalg har overrasket alle de kloge – igen.

Uanset hvem der vinder det amerikanske præsidentvalg, har den identitetspolitiske venstrefløj tabt. Meget mod mediernes progressive forventning blev valget helt tæt, og i Senatet vil der sandsynligvis stadig være republikansk flertal. Kommer præsidenten til at hedde Joe Biden til januar, får han svært ved at få sin politik igennem, og hans partifæller er dømt til at gentænke strategien.

Trumpismens motto om at sætte amerikanske interesser øverst har sammen med appellen til en konservativ familie- og arbejderbevægelse til overraskelse for især de kloge vist sig at tiltrække nye vælgergrupper og minoriteter, især blandt katolske latino-amerikanere, som tydeligvis ikke er woke, og Trump har i det hele taget forøget sin vælgerbase siden 2016.

Det ved Demokraterne naturligvis godt. De ved også, at Republikanerne nu får fire år til at finde en kandidat, som ikke i samme grad har sin person imod sig og samtidig vil kunne føre dele af Trumps politik videre, især den del, der handler om andet end Wall Street og økonomisk frihed. Selv om Demokraterne har vundet valget med en snæver margin, har de formentlig tabt kampen om Amerikas sjæl. Der er simpelthen ikke bred opbakning til radikal identitetspolitik.

Husk lige baggrunden: I langt mere end den seneste valgperiode har venstrefløjen siddet på meningsmagten, underholdningsindustrien, de hippe techgiganter i Californien og reklamebranchens kroniske opfordring til frigørelse fra tradition, normer og historie med slogans som f.eks. ”Stay Wild. Have no Fear”, ”Never look Back”, ”Create the Future”, ”Free your Mind” og ”Shine like a Star”.

Imens har donorer, skuespillere, redaktører og sportsstjerner stået i kø for at bakke Demokraterne op mod ”racisten” Trump og igangsat den ene shitstorm efter den anden mod deres modstandere, ligesom højt betalte meningsmålingsinstittutter løbende har fortalt, at præsidenten var mere og mere upopulær i befolkningen.

Parallelt hermed er verdens mest citerede aviser, New York Times og Washington Post, sprunget ud som partiorganer med en helt særlig ideologisk dækning og vinkling. Det har været beskæmmende at følge og endnu værre at se danske medier løbe med som små hundehvalpe.

Samtidig stod voldelige aktivister og pustede de etablerede medier i nakken, og de skyndte sig at bukke og neje og forære dem mikrofon og forside. Black Lives Matter gik på gaden midt under en epidemi, og selv i København strømmede tusindvis af byboere ud for at vise deres hjertensgode vilje, raceopdelt, naturligvis, de sorte forrest, de hvide undermennesker bagved, mens det danske fodboldlandshold gav sig til at knæle og erklære, at holdet, anført af en tidligere spindoktor for kulturminister Brian Mikkelsen, fremover vil bekæmpe uretfærdighed over hele kloden.

Pludselig så det ud til, at den politiske korrekthed faktisk var blevet mainstream, til trods for at førstnævnte for længst er blevet verdens mest ulykkelige religion.

Dette præcise skudsmål kom fra den australske sangskriver Nick Cave, som besøgte Danmark i den forgangne uge og talte om sin store kærlighed til litteratur, også den, der i dag opfattes som eksplosiv og krænkende. Over for JP fremhævede han to, nu kontroversielle forfattere:

»Flannery O’Connor og William Faulkner – forfattere, som var fundamentale for min udvikling – bliver taget af pensum på universiteter og skoler. De havde komplekse og nuancerede syn på livet, på køn og race. Forestillingen om, at vi ved at fjerne de her bøger på en eller anden måde kan rense vor fortid eller gøre fortiden til et bedre sted, er – som jeg ser det – ganske enkelt vanvittig. Det er en fornærmelse mod selve ideen om kunst, og jeg kan ikke se, hvor det skal ende.«

Kampen mod historien er ikke alene en bombe under kunsten. Den er en trussel mod tilværelsen og den humane kompleksitet, idet den foregøgler os, at netop vores generation eller de unge har set lyset. Det har ingen generation. Til gengæld er det fælles for alle, at historien er vores bagtæppe og afsæt, uanset hvad vi synes om den i nutidig optik.

Vi skal ikke gøre historien til et bedre sted og rense ud i den ved at smadre statuer, mindesmærker, fjerne tekster fra pensum og afskrive historiske perioder, fordi vi ikke bryder os om dem, sådan som den radikale venstrefløj vil have det. Fortiden er en del af os, og vi skal betragte den så nøgternt som overhovedet muligt og forsøge at forstå, hvorfor mennesker før os gjorde og tænkte, som de gjorde.

På samme måde med dagens amerikanere. Ideologiseringen har ramt muren. Den var et narrativ, ikke en virkelighed. Når skolebørn, venner og journalister spørger, hvordan så mange kunne stemme på en personage som Donald Trump, så vend spørgsmålet om: Hvad ved du egentlig om USA? Hvad ved du om historien? Hvorfor tror du, at hele verden er så forbandet ens?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.