<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vesten er fanget i en tofrontskrig

Krænkelsesfundamentalisme siver ned i samfundet fra ghetto og universitet og spiser sig ind på vores levevis.

Vi lever i labile tider. Ængsteligt åbner man netavisen og håber det bedste; tit er det ikke nok. Dér røg en skolelærer, dér var det en kirkegænger, så en præst, så var det en teenager, der fik tæsk af en flok kulturberigere, og en 5-årig pige, dræbt af en ung araber. Vi går fra trafikdrab over dominansvold til terrorangreb, store som små, og imens skal vi tæmme en pandemi med alle de økonomiske trængsler, det indebærer for folk og finanslov.

Men det er ikke alene vores ve og vel, som er i spil, det er tillige vores vestlige etik. Stedse klarere står det klart, at vor levevis – baseret på kristendommens grundlæggende skelnen mellem religion og politik og en historisk tilkæmpet ret til at ytre os frit og møde tolerance af blasfemi og dissens – er under dobbelt pres. Truslen kommer fra to forskellige typer af krænkelsesfundamentalisme. Fra hvert sit hjørne af verden stræber de efter vidt forskellige indretninger af samfundet, men er fælles om én ting: den svages ret.

Den ene fundamentalisme udgår fra revolutionen i Iran for 40 år siden og næres af den oldgamle konflikt mellem shiamuslimer og sunnimuslimer. Revolutionens arvinger er bevæbnet med dynamit, automatvåben, krumsabler, kebabknive, kæppe, sten og trives i arabiske lande og det åbne Vesten, hvor andelen af unge, mandlige kulturberigere er høj, som f.eks. i Frankrig og Storbritannien, takket være årtiers lempelige indvandringspolitik. Storsindede, som vi er, har vi importeret den islamiske krise i miniformat og gjort det nemmere for de krænkede at indføre islamiske normer i Vesten og standse islamkritik overalt på kloden. Allevegne er midlet trusler om vold eller vold. Målet er at vinde over antimuslimerne. Det er dem mod os. Paradis eller helvede.

Den anden fundamentalisme kommer fra progressive amerikanske universiteter, på humaniora og samfundsvidenskab, hvor fagene slutter på noget med ”Studies” (studier, red.) og er blevet bragt til Vesteuropa af progressive og karriererigtige rektorer, professorer og politikere, bevæbnet med dekonstruktiv teori, der kategorisk afviser, at sandheden findes, og mener, at ethvert udsagn er afhængigt af, hvem der siger det. Følgelig henviser de til, at den fælles virkelighed er en illusion. Især på grund af sproget.

Sproget er den store gerningsmand, fordi det ifølge teorien skaber, hvad det nævner. Gamle ord og vurderinger gør kvinder, sorte, etniske og seksuelle minoriteter til objekter for majoritetens sprogligt baserede magtstruktur, der er hvid, mandlig og udtjent. Ligesom militante fundamentalister ønsker akademiske fundamentalister at vende svaghed til styrke og besejre undertrykkerne via normkritik. Hvis valget står mellem dekonstruktion og Danmark, som vi kender det, vælger de gladelig førstnævnte.

Det er akkurat derfor, det er så vigtigt for de akademiske fundamentalister, om vi siger ”indianer”, ”eskimo” eller ”perker”. Den slags tolereres ikke. I stedet opfindes nye ideologiske betegnelser som ”udsat”, ”tosproget”, ”ikkehvid”, mens læseplaner og fag i hastigt tempo erstattes af studier, der skal fremme ”kønsbalance”, ”social retfærdighed”, FN’s 17 verdensmål eller bekæmpe ”tykfobi”. Det lyder uskyldigt, men kan indebære universitetets undergang.

Nå, kan jeg høre nogen indvende, de skal alligevel ikke på universitetet. Problemet er blot, at krænkelsesfundamentalismen siver ned i samfundet fra både universitet og ghetto.

Når f.eks. Dansk Industri bruger tid og kræfter på at oplyse deres medarbejdere om, at de skal kunne gå på arbejde uden at blive krænket, er det ikke kun seksuelle krænkelser, ledelsen eller HR-afdelingen tænker på. Det er krænkelser i vid forstand, hvor krænkelsen i pagt med tabet af den fælles virkelighed defineres som den krænkedes subjektive følelse.

Tænk lige over betydningen af dette hellige krav. Det er umuligt at indfri, al den stund mennesket er et krænkende væsen. Knap nok en dag går, uden at vi krænkes eller krænker andre på vor vej gennem skole, ungdom, venskaber, studier, arbejdsliv, familie, sygdom, massemedier, dumhed med mere.

Evolutionshistorisk set har vor evne til at blive krænket og krænke andre været stærkt medvirkende til, at vi overhovedet har kunnet overleve i alle disse år. Trækker du krænkelsen ud af mennesket, er der knap nok nogen ånd tilbage.

Derfor kan ingen garantere, at de skal kunne gå på arbejde uden at blive krænket. Det sker hver dag. At forestille sig et samfund uden krænkelser er en moderne illusion oven på den vildfarelse, at den krænkede altid har ret.

Ja, du læste rigtigt: Den svage har ikke nødvendigvis ret. Heller ikke, når den svage får mere og mere magt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.