<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Da postmodernismen kom til Sverige

Ganske få personers ideer, netværk og vennetjenester lagde den svenske kulturarv i graven.

Sverige er et vidtstrakt, tempereret og jordbundet land. Alligevel er det netop i den svenske granit, at de mest fantasifulde og løsrevne forestillinger om indvandring, islam, æresdrab, strukturel racisme og kulturel mangfoldighed har slået de dybeste rødder. Det er noget af et paradoks – hvis ikke ligefrem et mysterium: Hvordan kunne det ske?

Det har litteraturhistorikeren Johan Lundberg sat sig for at undersøge i en ny bog med titlen När postmodernismen kom till Sverige, der har vakt opsigt på de bonede gulve i Stockholm, fordi den retter lyskeglen mod flere kulturpersonligheder, såsom Horace Engdahl, Jean-Claude Arnault og Sara Danius i og omkring det skandaleramte Svenske Akademi, som uddeler Nobelprisen i litteratur. Ifølge forfatteren er det dem og deres venner, der er hovedansvarlige for nedrivningen af den svenske kulturarv og postmodernismens succes i Sverige fra 1980 til i dag.

Som læseren nok har gættet, er der tale om en polemisk bog. Men den bygger på 40 års iagttagelse af det svenske kulturliv med særligt henblik på avisernes kultursider og udviklingen inden for humaniora. Kortlægningen af, hvem der gjorde hvad, hvor og hvornår, giver stærke mindelser om en detektivhistorie, og man må beundre forfatterens grundige hjemmearbejde.

Pointen er, at postmodernismen trængte ind i Sverige via små og lukkede miljøer i Stockholm, der anså sig selv for eliten, hvor man minglede med hinanden og anmeldte venners og kollegers bøger positivt og karrierefremmende. Der var tale om et belønningssystem af stipendier, priser og ansættelser. Kronen på værket var Akademiet, der i sin tid blev grundlagt på Oplysningstidens idealer om rationalitet, logisk stringens og tankefrihed, men i vor ulykkelige samtid gik i ét med teorier, som netop vil disse dyder til livs. Missionen lykkedes, postmodernismens kritikere faldt fra én efter én og blev afløst af pseudovidenskab og varm luft på importerede franske flasker.

Johan Lundberg definerer klogeligt postmodernismen bredt som et opgør med traditionen fra Oplysningstiden og moderniteten frem til ca. 1950, en reaktion, som får ny næring med ungdomsoprøret i 1968 og kendes på franske intellektuelle som Jacques Derrida, Michel Foucault og Roland Barthes.

De nye postmoderne teorier efter ’68 angreb almenbegreber som f.eks. familie, kultur, viden og civilisation og søgte at nedbryde skellet mellem videnskab og ideologi. Det sidste lykkedes til fulde og medførte en uhørt ideologisering af videnskaben, især på humaniora og samfundsvidenskaberne. Den forestilling, at sproget skaber virkeligheden snarere end beskriver den, gik fra at være en fiks idé til at blive hvermandseje, som nu gentages af gymnasieelever i kor. Ethvert udsagn er afhængigt af, hvem der siger det. Sandheden er diskursiv. Kønnet er en konstruktion. Æresdrab kan ske i alle familier, terror ligeså. Man må ikke generalisere. Den slags.

Forfatteren deklarerer sin arbejdsmetode som litteratursociologi. Men den rummer samtidig en klassisk fortælling om unge mænd og kvinder, der stræber efter magt og anerkendelse – og får det. Arenaen er kulturens – lige fra avisernes kultursider til netværk, forlag, universiteter, akademier, ferniseringer og cocktailparties. En anden af bogens fortjenester er at vise, hvordan de radikale teorier siver ned igennem systemet og invaderer skolevæsenet i Sverige.

Den svenske skole, der af myndighederne bliver opfattet som et pilotprojekt for ligestilling, er allerede fortid, selv om bygningerne stadig står der, og flere og flere elever fra hele verden frekventerer dem. Pensum består af indoktrinering af såkaldt normkritisk pædagogik. Eleverne forventes at kritisere deres lærebøger i stedet for at lære noget og at finde frem til, hvilke diskurser og tekster der ekskluderes, frem for at få formidlet kundskab og færdigheder.

Den svenske skole skal, lidt ligesom Kvindemuseet i Aarhus, »tage stilling til aktuelle konflikter og udfordringer«, herunder »global lighed og planetens velfærd«, sådan som museets direktør Julie Rokkjær Birch skrev i JP sidste år, eller som fodboldlandsholdet knæle for de amerikanske vandaler i Black Lives Matter.

Med Lundberg kan vi konstatere, at postmodernismens triumftog indebar en tiltagende politisering og ideologisering af stort og småt, ligesom teorierne er vandret gennem samfundets kulturinstitutioner med bravour. Hvad marxisterne ikke formåede i deres Maosko, lykkedes for de hippe postmodernister med franske referencer. Johan Lundberg har skrevet den første samlede historie om postmodernismens triumftog i landet, hvor man elsker at marchere i takt. Den læses som en thriller med sidevogn. Thi næsten det samme er sket i Danmark. Se op, der sidder en postmodernist i chefstolen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Søren Gade
23.09.21, 22:24
Hvis man forbyder fly, vil de fleste formentligt i stedet vælge bilen, hvilket det europæiske vejnet slet ikke er gearet til. Læs mere
Af Isabella Arendt
23.09.21, 22:19
Jeg kan godt forstå, at landbruget føler, at regeringen lyver for dem - og danskerne. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
23.09.21, 18:30
Vi har desværre aldrig kunnet tage os sammen til at få ryddet den kriminelle fristad – nu er det tid. Læs mere
Af Nauja Lynge
23.09.21, 17:34
Selvstændighedsslæden er ikke køreklar for Grønland. Derfor manipuleres der med præmisserne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.09.21, 21:00
Grønlands udenrigsminister ønsker stemmeret ud fra etniske skillelinjer, og får en særdeles blid behandling i P1 Morgen. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.09.21, 08:45
Vi har de senere år talt meget om, at mænd taler grimt og nedladende til kvinder. Vi har ikke talt så meget om det modsatte. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
18.09.21, 19:05
Hvornår melder man afbud, og hvornår vælger man at tage afsted til et arrangement med en lille tvivl i maven? Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.09.21, 19:00
Konstant vækst har vist sig at være skadeligt, både for det enkelte menneske og for planeten. Selvfølgelig kan et alternativ skabes. Det starter først og fremmest med, at vi tror på det, selvom liberalisterne altid vil fortælle jer det modsatte. Læs mere
Af Harun Demirtas
17.09.21, 16:40
Spørgsmålet om, hvorfor sygeplejerskerne er så vrede, og hvad mon man har udsat landets sygeplejersker for, siden de har nået hertil, har stadig ingen forholdt sig til. Læs mere