<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Europa er vokset op nedefra

Ethvert unionsprojekt, der begynder fra oven, er dømt til at mislykkes.

En nysgerrig journalist udbad sig for nylig min vision for Europa. Bare mellem 75-100 ord, præciserede han. Visionen skulle bruges i et oplæg til en tv-venlig debat om Europas vision på tv-kanalen dk4. Den tænkte jeg lidt over. En vision ligefrem? Men så gik jeg med på legen ud fra et lønligt håb om, at jeg måske kunne lære noget.

Europa har i mere end et årti været præget af kriser og opsplitning, forklarede journalisten. Det afgørende spørgsmål i vor tid er ikke kun, hvordan det europæiske projekt kommer videre, men også hvad det skal videre mod. Deri har han ret. Hvad er formålet egentlig med det europæiske projekt, som p.t. går under forkortelsen EU?

Kodeordene er integration og mainstreaming, og anledningen synes ikke blot at være magthavernes ambitioner på egne og deres partiers vegne, men tillige Kinas voksende indflydelse, USA’s svækkelse, Ruslands nærhed og Europas isolation. Hvad skal vi stille op geopolitisk?

For at kunne svare på dette aktuelle spørgsmål må vi have en idé om Europas identitet. Uden kendskab til, hvad der har formet kontinentet, bliver alle visioner de rene skrivebordsprojekter. Dem findes der mange af, især blandt politikere, lobbyister og aktivister, der flokkes om Bruxelles. Først må vi spørge: Hvem er vi? Hvad er vi? Hvor kommer vi fra?

Europa er vokset op nedefra. Fra bystater til regioner, stater, folk og nationer. Fra land til by, fra det flade til det høje, fra floder til kyster, fra familier til det civile samfund, fra kristendom til kirke, fra landbrug til industri, fra bønder til borgere. De dramatiske konflikter i Europas modningstid rummer en vigtig pointe: Her ser vi, hvad fyrster og konger kom op imod, hvis de forsøgte at dominere kontinentet. Små stater er Europas særkende, og de vandt deres selvstændighed, fordi de fandt nye alliancepartnere og således undgik, at én magt gik hen og blev for magtfuld.

Europas historiske dna har med andre ord netop været magtbalancens. I et verdenshistorisk perspektiv udgør denne pluralisme – koblet til intern rivalisering i staterne mellem konge, gejstlige, adel og byeliter – en undtagelse og er præcis, hvad der definerer den europæiske erfaring og praksis siden Romerrigets undergang: Europa er imperiet, der aldrig blev et imperium.

Noget anderledes forholder det sig i den muslimske del af verden, hvis historie fremviser en lang række af enevældige klaner, kaliffer, underudviklede civilsamfund og endeløs strid mellem sunni- og shiamuslimer. Samtidig præsenterer islam sig som en tidløs og universel sandhed, der ikke respekterer politik og territorialgrænser eller sekulære fredstraktater.

Derimod lagde de europæiske fredsaftaler for 400-500 år siden grunden til det europæiske statssystem og sekulariserede med tiden international politik. Hvad de kristne lærte på den hårde måde gennem blodige konfessions- og borgerkrige, lærte stærke og vedholdende kræfter i islam netop ikke: at religiøs magt skal tøjles af verdslig magt.

Den særlige europæiske erfaring må indgå i enhver bæredygtig vision for europæernes fremtid. Hvis vi anerkender, at Europa er vokset op nedefra, vil ethvert projekt, der starter i den anden ende, være dømt til at mislykkes. Folkene skal med. Borgerne skal føle, de har aktier i visionen, og den er nødt til at vedstå sig både den kristne kulturarv og det vesterlandske nærdemokrati.

Når det gælder Europas fremtid, skal vi ikke tænke ”ud af boksen”, sådan som de progressive i politik, kultur og virksomheder plejer at mene, men inden for boksen. Boksen er ikke problemet, den er netop en del af løsningen.

Coronakrisen har kun understreget nationalstatens relevans og nødvendighed. Det var den – og ikke de overnationale organisationer – der traf beslutningen om at lukke grænser og indstille den almindelige aktivitet. Det var mod den, vi vendte os, da vi stod over for det ukendte. Og det er til den, vi retter nye og rimelige krav om et bedre stående beredskab, flere iltapparater, sengepladser, felthospitaler osv.

Alt for længe har nationalstaten været udskældt, og alt for længe har vi sat føderalisme og fromme drømme i stedet. Krisen viser os, hvor meget der stadig står og falder med det, mange stadig kvier sig ved at kalde vores hjem.


Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
30.11.20, 08:29
DFs nye forslag rummer et afgørende perspektiv for at redde et samlet Danmark Læs mere
Af Nauja Lynge
30.11.20, 07:22
Usandsynligt at Kim Kielsen fortsætter som landsstyreformand. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
29.11.20, 23:42
Hvad blev der af ansvarsfølelsen og fællesskabet, hvis det enkelte land sætter egne økonomiske interesser over Europas borgeres helbred? Læs mere
Af Mikael Jalving
29.11.20, 10:00
Den socialdemokratiske regering sniksnakker om Muhammed og overlader problemerne til næste generation. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
28.11.20, 01:48
At forlade trygge velfærdsdanmark for at tilslutte sig ISIS gør det svært at tro på, at selvsamme mennesker vil dele værdier med det velfærdssamfund, de vendte ryggen. Læs mere
Af Utku H. Güzel
27.11.20, 21:03
Hvor stiller det så os helt almindelig dødelige? Ja, vi ser vel bare pænt på, imens politikerne - altså de mennesker, som vi ikke stoler på, men som styrer landet og sætter reglerne for, hvad vi må og ikke må m.m., endnu engang udstiller deres hykleri. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
27.11.20, 20:17
Man bør gøre sig endog meget store anstrengelser for at lade være, fordi man ellers er uden selvkontrol. Læs mere
Af Nauja Lynge
27.11.20, 19:48
Jeg vil have demokratiet tilbage, og kampen om corona skal foregå på befolkningen præmisser. Læs mere
Af Mikael Jalving
27.11.20, 14:53
Det sværeste af alt på en sort fredag: At komme arvesynden i hu. Læs mere
Af Marie Høgh
27.11.20, 14:00
Det uhyggelige​ er ikke Mette Frederiksen, men den socialistiske tyrkertrostat som ”den gode hyrde”. Læs mere