<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Danmark må aldrig blive islamisk – derfor skal det forblive kristent

Vi har brug for at se os lidt over skulderen. Vi kan også kalde det historisk dannelse.

Én ting kan vi takke islams voksende demografiske og ideologiske indflydelse for her til lands: I takt med antallet af tørklæder, burkaer, moskéer, minareter, islamiske kulturforeninger, fremmedkrigere, terrorangreb, overfald, gruppevoldtægter og højlydte bønneopkald på arabisk er der de senere år kommet gang i diskussionen om politik og religion.

Jeg må tilstå, at jeg gerne var hele molevitten foruden, men når det nu ikke kan være anderledes, end at politiske, kulturelle og økonomiske eliter har hidkaldt en apokalyptisk plage over de vesteuropæiske nationer med 40 års vanvittig indvandring fra primært muslimske områder, så slipper vi ikke for diskussionen.

Den er for øvrigt slet ikke ny. Lige siden kristendommen for 2.000 år siden vandt frem og langsomt trængte grækernes skæbnetro, romerske kejsere og den jødiske lovreligion tilbage, har teologer og fritænkere funderet over og debatteret, hvad der menes med religions- og åndsfrihed og forsøgt at overbevise andre, ofte under pseudonym, i eksil eller i esoteriske kredse uden for hvilke det kunne være livsfarligt at udtrykke sig imod gældende norm og lov.

Med 1600-tallets religionskrige blev diskussionen endnu mere akut. For så vidt debattørerne var tilhængere af åndsfrihed, spurgte de sig selv og andre, hvordan man respekterer dissens i trosspørgsmål og opretholder statens indre sikkerhed samtidig?

Det var naturligvis ikke gjort med at acceptere alting fra nær og fjern, det siger næsten sig selv. Alligevel er der mange liberale i dag, der mener, at hvis blot vi respekterer folks forskellighed og det, der diffust kaldes menneskerettighederne, så går det alt sammen. Jeg ville ønske, det var så vel. Så kunne vi lukke diskussionen der og holde mindst en uges længere sommerferie.

Men den sociale virkelighed presser sig på. Det vidste de bedste og mest læste statsteoretikere kun alt for godt. For stor dissens kan destabilisere, udvikle enklaver hinsides kontrol og på længere sigt smadre kollektivet. Social og politisk sammenhængskraft kommer ikke ud af det blå, men kittes sammen af en vis fællesmængde af vaner, normer og idéer; sådan var det dengang, sådan er det nu. Ellers trives klaner, kumpaner og krigere med et helt andet og konkurrerende værdigrundlag.

Tolerance må derfor afstemmes med virkeligheden. Det har man vidst, siden de suveræne territorialstater etableredes i Europa, men utroligt nok ignoreret i min levetid.

Vi har med andre ord brug for at se os lidt over skulderen; vi kan også kalde det historisk dannelse. F.eks. kan vi lade os oplyse og inspirere af 1600-tallets retslærde filosoffer, tag nu sachseren Samuel Pufendorf, der beskrev forholdet mellem politik og kristendom i flere værker, som taler til os i det 21. århundrede.

I et af de kortere af slagsen med den latinske titel “De habitu religionis christianae ad vitam civilem” fra 1687, der blev oversat til engelsk i 1698, opridser han grundlaget for religionsfriheden, før han trækker en grænse ved den offentlige orden. Nok er Pufendorfs værk skrevet i forsvar for tolerance over for divergerende idéer, og her hentydede han til forskellige kristne konfessioner, men det indeholder samtidig en kølig erkendelse af tolerancens grænser.

Derfor hedder det da også, at de, der ønsker at blive tolereret i en stat, på alle måder skal leve fredeligt med alle andre, opføre sig som statsborgere (ikke verdensborgere!) og ikke dyrke en tro eller et virke, der opfordrer til oprør eller revolution, hverken i hemmelige selskaber eller i fuld offentlighed. Er der mere end én religion repræsenteret i et samfund, skal statsmagten holde et vågent øje med alle, der ønsker eller planlægger at ryste eller underminere borgernes sikkerhed i staten. Hvor våben- og myndighedsmonopolet ligger, bør der aldrig opstå tvivl om.

Man skulle næsten tro, at Samuel Pufendorf kendte til Sverige, det gjorde han faktisk også, først som huslærer for den svenske repræsentation i København i forbindelse med svenskernes belejring, siden som professor i natur- og folkeret ved det nyoprettede universitet i Lund, før han blev knyttet til hoffet og Karl 11. Men han kendte naturligvis ikke fortsættelsen.

Det ville være løgn at påstå, at historien slet ikke gentager sig. Se nu Morten Messerschmidts nylige formaning om, at Danmark er et kristent land. Det er kun godt, det bliver gentaget, for de fleste af os har en styg tendens til enten at være ligeglade eller tage det for givet. Den udbredte uvidenhed om og frygt for kristendom er mere udbredt, end selv kynikere kunne vide. Danmark må aldrig blive islamisk, det må være første bud i den katekismus, som danske magthavere bør lære udenad. Derfor skal det forblive kristent.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Harun Demirtas
30.09.20, 07:59
Er du i tvivl om, hvad der skal ske med Kofod, kære statsminister? Så spørg dig selv: hvad hvis det var min datter? Men der er åbenbart forskel på folk. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
29.09.20, 22:27
De storladne tanker har meget lidt med virkeligheden at gøre. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
29.09.20, 18:40
Forstå det nu, Folketing. Vi har brug for et mobilt politi og ikke mursten. Læs mere
Af Alex Vanopslagh
29.09.20, 16:26
Det skal gøres nemmere at bruge mere tid med sine små børn, hvis man for en periode ønsker at tjekke lidt ud fra hamsterhjulet. Det har familier meget ringe muligheder for i den socialdemokratiske velfærdmaskine. Læs mere
Af Nauja Lynge
29.09.20, 11:38
Vi er i rigsfællesskabet en betydende magt i Arktis. Står vi ikke klippestærkt fast på det, ender vores stat som et militært tomrum.   Læs mere
Af Mikael Jalving
29.09.20, 09:24
Ikke se, ikke høre. Hvis vi lader som om, det ikke eksisterer, forsvinder det nok. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
28.09.20, 15:29
Trump burde kunne trække Nobels Fredspris hjem, selvom det skurrer lidt i ørene. Læs mere
Af Isabella Arendt
28.09.20, 11:49
Når LA fremlægger et forslag om fradrag for at passe egne børn bevæger de sig i en verden, hvor alle forældre arbejder, tjener godt og ikke bliver syge. Sådan er virkeligheden ikke. Hvis man FAKTISK til give familier frihed til at passe egne børn, så må og skal det gælde alle familier. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
28.09.20, 09:26
Igen har grupper af indvandrere forsøgt at tiltvinge sig adgang til et hospital, så politiet må skride ind. Det vil vi ikke have i Danmark. Læs mere
Af Mikael Jalving
27.09.20, 10:00
Islam har i mere end 40 år befundet sig i en dyb indre krise, som bunder i, at alting begynder og slutter med Koranen. Læs mere