Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Føjer vi minoriteternes tyranni?

Snart er det sidste almene hensyn erstattet af sitrende singulariteter, som skriger på ufortjent anerkendelse.

Da kulturjournalist ved Politiken, Lucia Odoom, i sidste uge klagede over, at avisen har alt for få afrikanere ansat, var ikke et øje tørt på Rådhuspladsen.

»Jeg går ind på en arbejdsplads hver dag, hvor jeg er den eneste minoritet«, udtalte hun fra trappen i Politikens Hus, idet hun understregede: »Afrikanske danskere betaler også skat og medielicens, men de er ikke repræsenteret i medierne«.

Klagen gjaldt dog ikke hvide sydafrikanere. Det var sjovt nok en anden hudfarve, hun efterlyste.

Det er en bizar tid, vi lever i. Ingen vil længere være, hvad de er.

Lucia Odoom blev straks mødt af forståelse og klapsalver fra ledelsen. Koncerndirektøren lagde sig fladt ned og beklagede på sit klæbrige twitterdansk: »Jeg forstår godt, at @Odoom protesterer. Og er taknemmelig for, at hun har modet og viljen til at råbe op. Vores ringe diversitet er en ren tilståelsessag.« Taknemmelig, ligefrem?

Avisens kulturredaktør fik også våde øjne og erklærede, at hverken Politiken eller andre danske medier lever op til deres samfundsansvar. Med den tilføjelse blev anklagen skærpet til at gælde alle medier. Hvad mon kulturredaktøren baserer det på? Det ved hun formentlig ikke engang selv. Til gengæld kan vi regne med, at den næste journalist, der ansættes på Politiken, får jobbet på grund af sin hudfarve.

Det er en bizar tid, vi lever i. Ingen vil længere være, hvad de er. Skoler vil ikke være skoler, universiteter ikke universiteter, mænd ikke mænd, kvinder ikke kvinder, aviser ikke aviser. Alle ønsker i stedet at tilfredsstille de mange få, formentlig for at fremstå tolerant og bevare magten lidt endnu.

Som forkælede børn råber minoriteternes narcissistiske talerør op og klager over systemisk diskrimination og racisme, og straks viger voksne, som ikke vil være deres opgave voksen, tilbage af frygt for at blive opfattet som levn fra fortiden. Resultatet er, at minoriteterne ruller henover alting.

Majoriteten tør ikke længere være majoritet; jorden skrider, centrum er væk. Snart er det sidste almene hensyn erstattet af sitrende singulariteter, som skriger på ufortjent anerkendelse.

Hvis mindretallenes forurettede stemmer gad interessere sig for det samfund, de er født eller bor i – eller er tilvandret til – ville de vide, at der for eksempel ikke er ret mange afrikanere i Danmark, heller ikke inden for fag som teoretisk fysik, lingvistik eller på journalistuddannelsen. Det kunne eventuelt betyde noget for den statistiske repræsentation, selv på Politiken.

Jeg er naturligvis helt på det rene med, at demografien forskyder sig hastigt i vores del af verden i disse år, men her er det som bekendt Stormellemøsten, som tager teten.

Samtidig kan man konstatere, at anklagerne om uretfærdighed sjældent kommer fra asiater, sydamerikanere eller østeuropæere i Danmark. Hvorfor? Fordi disse grupper enten er integreret i Danmark eller har travlt med at blive det, godt hjulpet på vej af deres kulturbaggrund, som gør det nemmere for dem at kravle over de lokale barrierer på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt.

Minoriteternes aktivistiske bannerførere fra Stormellemøsten, Afrika – eller fra amerikanske universiteter – har tydeligvis travlt med noget helt andet. De vil lave Danmark om. Det vil sige: Sådan formulerer de naturligvis aldrig selv deres mission. I stedet efterlyser de større mangfoldighed eller – endnu mere luftigt – at der skal være højere til loftet.

Disse politisk korrekte floskler slører den ubekvemme sandhed, at mere diversitet betyder mere indvandring og mere positiv særbehandling. Det første har desværre vist sig at være en tiltagende trussel mod både national- og velfærdsstater fra Sveriges nordspids til Italiens sydspids. Sidstnævnte er en hån mod ethvert meritokrati, der stræber efter at være netop det.

Det er med andre ord en meget alvorlig værdikamp, vi befinder os i. Giver vi efter ligesom Politiken – eller har vi nosser til at bekæmpe minoriteternes tyranni? Det er spørgsmålet, som efterhånden rejses hver eneste dag, uanset om det skyldes en forkælet journalist i København, en vandalisering af et historisk mindesmærke eller en strid om, hvad en flødeis med chokoladeovertræk overhovedet må hedde.

Der var engang, hvor vi morede os over den politiske korrekthed og troede, at den ville fordufte som lattergas og ikke havde fantasi til at forestille os, hvor grassat den ville gå. Nu er morskaben ovre.

Det er alvor – lige midt i sommerferien. Nyd den, men kom så tilbage og kæmp for, hvad du har kært.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
07.08.20, 20:31
Vejen frem er ikke at hakke på de unge, for uden deres opbakning løser vi ikke coronakrisen!   Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
07.08.20, 18:08
Danske aviser vælger at citere den nok mest krigsglade mand, John Bolton, i Washington D.C. Hvorfor? Læs mere
Af Marie Høgh
07.08.20, 15:30
Kritikken af DF'erens udmeldinger om kristendommen afslører det dybe dannelseshul, han taler ind i. Læs mere
Af Signe Munk
06.08.20, 17:00
De borgerlige partier er røget helt op i loftet over forslaget om at fjerne benzin- og dieselbiler fra vejene på sigt. Men hvad har de selv at byde ind med? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
06.08.20, 13:50
Lige nu sker der ting og sager, der er værd at holde alvorligt øje med i Hviderusland. En brutal diktator kæmper for sin trone. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
05.08.20, 18:55
Religionsfriheden er udvidet ved lov i 1992. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
05.08.20, 18:17
Og det skyldes selvsagt deres i snit langt lavere kvalifikationer. Læs mere
Af Christina Egelund
05.08.20, 17:30
”Forstå det, hvem der kan. Jeg kan ikke.” Sådan afslutter Mikael Jalving sit blogindlæg ”Importen af muslimske migranter er en kronisk fiasko”. Den afslutning er et rammende resumé. For helt ærligt, så er det en lang opvisning af, at Jalving ikke forstår ret meget, når det kommer til udlændingepolitik. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
05.08.20, 10:27
Grundtvig ønskede større frihed, end grundloven giver Læs mere