Det var en af de gode aftener. Tre gamle venner mødes over vin og mad, og sommersolen kigger kortvarigt frem. Minder dukker op: ”Kan du huske dengang, vi …?” Der var episoder fra Italien, Vesterbro, Bornholm og Col de l’Iseran. Vi talte om fester, konflikter, sjove, pinlige og groteske situationer, smerte, glæde, tab.
Og så talte vi om kvinder. Dem, vi havde kendt, dem, vi aldrig fik; særligt sidstnævnte var genstand for stor moro og interpretation. Vi talte naturligvis også om mænd, venner, fjender, konkurrenter, ligesom vi talte om kønnenes indbyrdes afhængighed, dvs. om alt det, der drager os mod det andet køn, og alt det, der frastøder os; vi talte om det hele med en nøgtern ubekymrethed, der varmede mit gamle hjerte og satte gang i tidsmaskinen.
Mand og kvinde. Uden disse vidt forskellige skabninger og kampzoner ville der knap nok være noget liv, ingen kunst, musik, videnskab, udvikling eller mening med tilværelsen. Hiv kvinden ud af ligningen, og du står tiltage med lutter svin og fadbamser. Træk manden ud af ligningen, og du må finde dig i hvad som helst. Køn er skabt, køn er større end du og jeg, køn er den motor, der driver mennesker i modgang, medgang og ulykke. Vi er ikke født lige, men forskellige. Som hankøn og hunkøn. Sådan er det bare.
Dét skriver jeg, vel vidende at det ikke længere er god tone i de klæbrige, urbane saloner. Takket være den amerikanske kulturrevolution, som i disse uger, måneder og år importeres ukritisk til Europa, er køn blevet til en konstruktion ligesom så meget andet. Køn er noget, man gør eller påvirkes af omgivelserne til at blive, og derfor skal ingen komme at sige eller tro, at du er en kvinde, hvis du ligner én. Du kan lige så vel være en mand eller noget helt tredje. Væk med alle fordomme og antagelser baseret på fysik, erfaring eller mønstergenkendelse. Alt er nyt og ubeskrevet.
Det ligger implicit, at køn kun er retfærdigt, hvis man selv vælger det. Der er ingen identitet bag ”mand” og ”kvinde”, betegnelserne er kontingente. Derfor kan man løbende omgøre, hvad man er skabt som, og blive, hvad man føler, man er lige nu. Valget varsler en afsked med naturen: Du kan blive, hvad du ønsker, når blot du ønsker det nok, og behandlerstaten hjælper gerne til. Kønnet er kun et spørgsmål om at være ”åben” og i kontakt med sit ”indre” jeg.
Det frie valg er roden til megen af vor tids ideologiske djævelskab. Det er her, identitetspolitikken begynder – i kroppen – med den fundamentale afvisning af det biologiske køn. Idéen om, at køn skabes, er socialkonstruktivismens mest radikale forestilling. Ifølge den er ingen skabt af Gud eller naturen, enhver er fri til at vælge og vrage, hvilket naturligvis lægger et yderligere pres på unge menneskers selvforståelse og karakteropbygning. Som om det ikke er svært nok i forvejen at være ung, skal du nu også være dit eget køns forløser. Stakkels børn: Hvad skal de ikke tænke om den ubegrænsede frihed: Mand i forgårs, kvinde i går, trans i dag? Det er ikke sært, at nogle teenagere bliver smaskforvirrede.
Friheden fra biologi skaber ikke alene forvirring blandt unge. Den vender tillige vores gudsforhold på hovedet og ophøjer mennesket til en gestalt, der mildest talt ikke er dækning for, når man husker, hvad mennesker er i stand til alle ugens hverdage, selv om der gerne lyder andre toner ved festlige lejligheder eller på Facebook. Det er en gammel påstand, at Gud er død. Men nu genopstår han. Ikke som i Bibelen, men som i Amerika: Jeg er Gud.
Frigørelsen fra vores køn indebærer, at spørgsmålet om, hvem man er, bliver kronisk og allestedsnærværende. Det kan fortolkes eller fravælges til alle tider, alle steder. Frigørelsen er til gengæld i konflikt med al empiri.
Alle, der har børn eller arbejder med børn, må kunne nikke genkendende. Uanset hvad de korthårede feministiske kvinder siger på universitetet, og hvad deres klakører gentager i medier og underholdningsbranche, er drenge og piger vidt forskellige. Ikke alle, men generelt, dvs. langt, langt de fleste.
Vordende forældre tror måske, at drengebørn og pigebørn er ens. De bliver klogere. Og når det sker, bliver de også bedre forældre, som behandler deres børn ens ved at forstå, at de er forskellige, dvs. har uens dispositioner og tilbøjeligheder. Forskellen, der kan være lille eller stor, er afgørende. Glem hudfarve og kolonialismebeskyldninger i bare 10 minutter.
Biologi betyder også noget, og tak for det.
