Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

De, der smadrer historien, er dømt til at gentage den

Vestlige raceaktivister styres af en hypernutid med ekstrem følsomhed og lynjustits.

Forleden faldt jeg over et kort over Storbritannien, som blev delt på de sociale medier. Det lignede et almindeligt geografisk kort, men havde markeringer, ikke af byer, floder og veje, men af politisk ukorrekte statuer. Statuer og mindesmærker, der hurtigst muligt skulle fjernes eller vandaliseres. Kortet var en plan over, hvad der måtte gøres i antiracismens navn. En bebudet udradering af Storbritanniens racistiske fortid i sten, kobber og marmor.

I USA er man som altid længere fremme, selv Norge er kommet med på bølgen, og herhjemme kræver Enhedslisten, hvis idelogiske forfædre har dyrket kommunistiske tyranner og regimer over den ganske verden, at gadenavne ændres, sådan at Danmarks imperialistiske fortid viskes bort.

Det er en værdikamp mellem et abstrakt ideal om renhed og historien på godt og ondt. Lige nu er det renheden, der dominerer. Men svaret må være at gøre historien gældende.

Konger og krigere, bønder og arbejdere, købmænd og sømænd, sønner og døtre, kirker, videnskabsfolk og drømmere har gjort Danmark mulig, og det er deres arv og gæld, vi andre står på skuldrene af. Vi skal ikke fornægte vores historie, men kende den. Uden den er vi ikke ret meget, og denne grundlæggende erkendelse slår os i øjnene netop i disse uger.

Coronaen har sluppet sit tag i os, men til gengæld er unge mennesker, hipstere og gamle hippier blevet ramt af en uvidenhed, der grænser til det kriminelle. Hvad tror I? At det hjælper sorte amerikanere, at I river statuer af Columbus, Churchill og Holberg ned? Hvor dum kan man egentlig tillade sig at være?

Ak, hvis bare det var dumhed. Kræfterne i og omkring Black Lives Matter lider formentlig ikke af lav IQ, ligesom deres oprør bunder i meget mere end politivold i USA. Kræfterne søger at destabilisere de vestlige samfund og – om muligt – at udrense fortiden for at kunne forme en fremtid, hvor race, etnicitet og kønsidentitet trumfer alle andre hensyn. Bevægelsen drømmer om revolution, hvis indledende øvelser giver håb om mere og mindelser om kulturrevolutionen i Kina og Talebans målrettede ødelæggelser i Mellemøsten.

For at skabe må man først ødelægge. Det ved revolutionære til alle tider. Aktivisterne styres af en hypernutid med ekstrem følsomhed og lynjustits. Alt, hvad der ikke passer ind i den, er suspekt og må væk. De vestlige samfund skal ”dekoloniseres”, dvs. renses for ethvert træk af tidligere tiders uretfærdighed og ”had” lige fra symboler på gadeplan til pensum på universitet. Symbolpolitikken er vigtig og næres af følelser og bedrevidenhed: De sorte er ofre og fremtidens helte. De hvide er historiens undertrykkende gerningsmænd, der må knæle og sone.

Jeg kan naturligvis ikke undgå at få en kontrarevolutionær tanke. For hvis opgørets time er kommet, hvad så med Muhammed? Skal den stolte profet, krigsherre og slaveejer ikke også have hammeren?

Tilfældet Muhammed er faktisk ekstra graverende. En ting er statuer. Langt værre er det vel at tillade skoler og moskeer at undervise i slaveejerens lære, liv og hans nedværdigende syn på sorte? Hvis Londons borgmester Sadiq Khan vil fjerne alle de racistiske mindesmærker i byen, må den logiske konsekvens være også at lukke de muslimske skoler i London.

Hør nu her. For 250 år siden var slaveri en del af langt de fleste samfund, hvis ikke alle. I USA og Europa havde man sorte og hvide slaver i stor stil. I Afrika, Asien og Indien havde alle slaver. Den arabiske slavehandel er ældre end islam, og blev kun forstærket af islams ekspansion i Mellemøsten og Nordafrika af af tyrkerne i Det Osmanniske Rige. Historikere anslår, at mere end 12 mio. afrikanere blev fanget og solgt som slaver til de muslimske besiddelser eller lige så mange som den europæiske slavehandel over Atlanterhavet. Skal vi udradere hele verdenshistorien?

Statuer og vejnavne hædrer og ærer ikke nødvendigvis folk. Måske da de blev sat op, men nu om dage ser vi jo anderledes på dem. Vi ser dem som mindesmærker, som med det tyske udtryk Mahnmal, ”maner” over en tid i stedet for at glorificere den.

Bortset fra muslimske ekstremister er alle i dag modstandere af slaveri. Men verden har nu engang en historie, og følgelig vil der være spor af slaveritiden i vore samfund. I en vis forstand er det godt: Så vi mindes om, at verden var meget anderledes engang, og at den historiske bevidsthed må kunne tåle og forstå forskelle og nødvendige distinktioner.

De, der derimod smadrer fortiden, er dømt til at gentage den.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.