»Mange demonstrerer for retfærdighed i USA«, står der på forsiden af Børneavisen, der udgives af Politiken og JP i fællesskab, over et foto af demonstrerende afroamerikanere.
Sådan kan man jo også formidle nyheder. Som en utvetydig sympatierklæring serveret for børn. Så de fatter sympati for den gode sag. Man tager sig til hovedet, men det hjælper ikke. Hjernevasken er så massiv i de danske mainstreammedier, når det kommer til dækningen af USA, at den er blevet skamløs, sådan som professor Ole Bruun var inde på i går. På sæt og vis er de fleste mainstreammedier blevet til børneaviser. Beregnet til hjernevask.
En retvisende rubrik kunne have været: Unge afroamerikanere demonstrerer imod politivold, for det er jo det, de gør, sådan helt konkret og uabstrakt. Men nej, det er ikke engagerende nok. På med paletten, smør tykt på.
Inde i Børneavisen er TV 2’s reporter Jesper Steinmetz citeret for, at han tror, at Black Lives Matter er en fredelig bevægelse. Han ved naturligvis ingenting, det er ikke hans job på TV 2. Hans job er at tro, håbe og elske den gode sag og vilje, og sådan fortsætter det derudad, som når DR med hjælp af en venstreorienteret aktivistakademiker fra Aalborg Universitet beredvilligt laver en lille guide til, hvordan danskerne kan kurere sig selv for hverdagsracisme.
Hvad vi oplever i disse dage, er en parade for de sidste dages hellige. Nu er også Danmark gone woke. Sort er blevet det nye sort. Mens det farveblinde fællesskab forvitrer i USA, forsøger den europæiske venstrefløj at gøre ødelæggerne kunsten efter.
»I er så bange for, at sorte bare kan få en lille smule rettigheder,« udtaler arrangøren af søndagens Black Lives Matter-demonstration i København, Bwalya Sørensen.
En lille smule rettigheder? Hvad snakker damen om?
Som dansk statsborger har man samme rettigheder uanset hudfarve. At der er flere hvide end sorte mennesker i Danmark skyldes oplagte historiske og demografiske årsager, ikke diskrimination. Men ret skal være ret: Black Lives Matter ligger helt på linje med Hitzb-ut-Tahrir, som i et nyt communiqué (»i Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige«), bekendtgør, at statsracismen også kendetegner Danmark.
Sjældent har det været mere dem og os. De gode mod de onde. Sidstnævnte bør følgelig holde sig i baggrunden, når de sorte demonstrerer. Reglen hedder Protest Etiquette for White Folks, sorte forrest, hvide bagerst, lidt ligesom ved muslimske begravelser, her er det blot kønnene, der skal være adskilt med mændene forrest. Hos BLM sker adskillelsen selvfølgelig i antiracismens navn.
Man tror, det er løgn, men det er den skinbarlige sandhed. Amerikaniseringen er over os for fuld skrue og forlængst internaliseret på diverse redaktioner, hvorfor det kom helt bag på Politikens wokejournalister, at søndagens demonstration på 15.000 mennesker i København måske var i strid med måneders coronalogik med tanke på smittefaren. Gud, var der nogen, der blev stødte over det? Det var jo ellers de unge jesusser, der gik på gaden!
Løbet lader til at være kørt i et USA, som flækker på kryds og tværs. Den hvide majoritet i USA var, som Henrik Jensen gør opmærksom på i dagens avis, »de sidste til at advokere for en fælles amerikansk identitet, som ingen længere tager alvorligt«. Jeg gætter på, at konflikterne og de voldelige konfrontationer vil gøres deres til, at Donald Trump genvælges til november.
Vi har lige hørt om debatredaktøren på New York Times, der blev fyret for at bringe et indlæg, som avisens venstreorienterede journalister ikke brød sig om.
Her er en mere: Da en redaktør ved avisen Philadelphia Inquirer anvendte overskriften »Buildings Matter, Too«, blev han straks anklaget for krænkelser af sortes følelser. Fjernet efter 20 års tjeneste. På grund af en overskrift. Som for øvrigt er sand.
Det er dette vanvid, vi er oppe imod, og som vi kraftedme ikke skal importere, men det ser ud til, at vi kun står ved indgangen til en identitetspolitisk besættelse, som er maskeret under den tilsyneladende pletfri betegnelse antiracisme.
Det er en bevægelse, der rummer alt det, den beskylder andre for.
