Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Fremmede pletter på danmarkskortet

Steder som Skt. Klemens ved Odense bliver stille og roligt underlagt stupid dominanskultur.

Min farmor havde en frisørsalon i Skt. Klemens. I den stod hun og klippede, permanentede og nettede sine trofaste kunder i mere end 50 år. Jeg forstår stadig ikke, at hun holdt til det fysisk.



Det gjorde hun så også kun lige, og jeg savner hende med jævne mellemrum, især på kølige efterårsdage, når den svale temperatur ude foran min egen hoveddør minder mig om hendes tempererede opholdsstue med musik, bøger og fjernsyn. Dengang hed det fjernsyn.



I min farmors stue kunne man tænke og trække vejret frit, den var en hule, et refugium, et tilflugtssted. Ikke at jeg var den store filosof, det er slet ikke det; jeg var barn og siden en ung mand, begge dele er længe siden, men jeg husker stemningen i den stue og min kære farmor meget tydeligt. Vil du ikke lige ha' et par klemmer, var hendes typiske spørgsmål. Eller kaffe? Eller en Hof?



Kun meget sjældent blev hun vred. Det var som regel over noget, nogen i familien havde gjort. Tyveknægte fyldte hende med retfærdig harme. Det samme gjorde indvandringen fra de varme lande, hvorimod jeg som ung mand bagatelliserede tilstrømningen, når talen faldt på den lokale ghetto »Lille Somalia« for enden af busrute 2.



Du skal se, Farmor, det skal nok gå, sagde jeg beroligende. Jeg kan huske, at jeg skammede mig over hendes holdninger og tilskrev dem hendes alder. Det var før, man kaldte folk ældre end én selv for boomere, men jeg følte mig alligevel klogere.

Farmor købte ikke min gratis omgang. Hvad vidste en ung fløs som jeg om den sag; mit sammenligningsgrundlag var temmelig ringe. Hun kiggede mig ret i øjnene og sagde:



Dét der, det går galt en dag. Jeg er ked ad at sige det, men de der folk, de har en anden kultur, og den kommer du og dine børn til at slås med.



Hun havde desværre ret, og jeg tog fejl ligesom så mange andre.



Jeg kom til at tænke på Skt. Klemens, da bynavnet forleden dukkede op på de sociale medier efter en tendenshistorie i Fyens Stiftstidende, der engang var en avis, jeg læste. Eva Agnete Selsing havde delt historien om, hvordan almindelige danskere i den tidligere så fredelige forstad til Odense blev chikaneret af unge mænd med en anden kultur end den traditionelle.



Historien kom ikke bag på mig, min farmor havde jo advaret mig for mange år siden, ligesom hun havde berettet om både det ene og det andet efter at have hørt det fra sine kunder i lokalområdet. Lignende historier kender vi fra utallige andre bydele rundt omkring i landet. det er blot blevet værre.

Vi kalder stederne udsatte. Den er egentlig god nok: Folk der bor der, bliver typisk udsat for den slags stupid dominansadfærd.



Det journalistik typiske ved de eksempler, der dukker op i mainstreampressen er, at de er kemisk renset for information om gerningsmændenes herkomst. Hvorfor mon? Fordi den ikke betyder noget? Næ, lige omvendt: Akkurat fordi den ikke oplyses, kan vi være sikre på, at den betyder noget.

Sandheden er stadig ilde hørt, det må helst ikke komme frem, at det er somaliere, arabere eller andre fremmede stammer og klaner, der forsøger at dominere fysisk over et nyt territorium.



Men læserne, seerne og lytterne skal helst ikke få den slags tanker. Det er jo racisme. Virkeligheden er, som, den er, men at spejle den er racisme.



Forskellen på svenske og danske tilstande er derfor i grunden ikke så kolossal, som nogle, herunder jeg, har ment. Alene tempoet er anderledes.



Jeg tror ikke engang, at min farmor vender sig i graven. Hun så det jo ske, mens hun stadig levede.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen