<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Var Den Kolde Krig forgæves?

EU’s nye eurofond trækker på en planøkonomisk føderalisme, vi kender fra en helt anden union.

Én ulykke kommer som bekendt sjældent alene. Coronavirussen har udløst en kæmperegning, særligt i lande, der i forvejen er plaget af dårlig offentlig administration og statsgæld.

Derfor har landene i eurozonen, anført af regeringerne i Frankrig, Spanien og Italien, fået Tyskland med på den idé at låne 500 mia. euro på kapitalmarkederne og give dem direkte til de sektorer, regioner og brancher i eurozonen, der er hårdest ramt af krisen.

Hvem skal administrere gigafonden? Ja, det skal genierne i EU-Kommissionen.

Det ligner ærligt talt noget fra en ond drøm.

Herhjemme er ideen blevet promoveret fidelt af ingen ringere end Enhedslisten og de Radikale, som siden marts har presset på for at få regeringen til at sige ja til fælles gældsætning med eurolandene for at udvise, hvad de kalder solidaritet. »Fælles gældsstiftelse må finde sted«, udtalte den radikale EU-ordfører Jens Rohde, som dermed ikke kan beskyldes for at feje noget ind under gulvtæppet. Fælles gæld. Tak, men nej tak!

To spørgsmål melder sig. Det ene blev stillet af JP’s lederskribent (22/5) og er aktuelt og pekuniært: Skal danskerne virkelig sætte deres relativt gode kreditværdighed på spil for tyske bilproducenter, fransk olieindusti, den sydeuropæiske turistbranche eller alle mulige andre sektorer her og der, som naturligvis er ramt af drakoniske nedlukninger og regeringernes mangelfulde beredskab?

Skal vi hæfte for, hvad Emmanuel Macrons regering gjorde, eller hvad den socialistiske regering i Spanien ikke gjorde? Det forekommer at være en mærkværdig og fuldkommen uigennemsigtig disposition.

Det andet spørgsmål stikker dybere og knytter an til den nyere europahistorie. For hvad er det egentlig, EU-Kommissionens eurofond repræsenterer? Bag den åh så solidariske hensigtserklæring vækkes en planøkonomisk tankegang til live, som vi er nogle, der forestillede os, var død og borte med afslutningen af Den Kolde Krig. Derfor er der god grund til at spørge, om koldkrigen virkelig var forgæves?

Det var jo ikke alene den kommunistiske ensretning og militarisering, dele af Vesten bekæmpede fra 1945-89; det var også plan- og kommandoøkonomien, som nu bliver genoplivet af en helt anden union end Sovjetunionen.

Vor tids føderalisme ligner planøkonomien derved, at den ikke bryder sig om landegrænser, nationale sympatier og forskelle og helst ser nationalstaterne reduceret til zoner, regioner og delstater, mens forbundsregeringen skal have og i vid udstrækning allerede har bemyndigelse til at dele og herske over det samlede territorium, juridisk, politisk og økonomisk.

Det ligner ærligt talt noget fra en ond drøm.

Det skal tilføjes, at Danmark takket være vores forkætrede forbehold stadig råder over en række ventiler, som giver os større politisk manøvrerum, ikke mindst den, at vi står uden for euroen.

Men det samlede føderale pres stiger, i takt med at unionstrætheden breder sig i de europæiske befolkninger, hvor flere og flere forstår, at den hårde kerne i EU først og fremmest er ude på én ting: at tilrane sig mere magt. Man mærker desperationen og bliver forstemt.

Men der er også sket noget positivt de seneste måneder. Det er ikke mange år siden, at suverænitetsbegrebet blev latterliggjort uge efter uge af mainstream-meninger i mainstreammedier. Coronakrisen har gjort latterliggørelsen til skamme. På den hårde måde har vi erfaret, at national suverænitet findes og kan gøres gældende politisk.

Præcis, hvad den tidligere regering ikke turde i 2015 under migrantkrisen, gjorde den nuværende regering i begyndelsen af marts, da den resolut lukkede territorialgrænsen. Nationalstaten fandtes, findes og virker, for »suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden«, sådan som den tyske retsfilosof Carl Schmitt skrev så emblematisk for 100 år siden. Og suverænen hed ikke Ursula von der Leyen.

Den gradvise åbning af nationalstaterne ledsages af samme erkendelse. Suverænitet findes, herunder valutasuverænitet. Den har landene i eurozonen netop ikke; de hænger på og hæfter for hinanden, og så ved vi godt, hvem der kommer til at betale – det gør nordeuropæiske skatteydere.

Ligesom grænser er valuta af langt mere end symbolsk karakter. De er hårde og kontante, og de er nationalstatens og dermed også demokratiets forudsætninger.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Jens-Kristian Lütken
26.07.21, 17:53
Kontanter er ulækre og gør livet lettere for kriminelle Læs mere
Af Mikael Jalving
24.07.21, 14:00
Stille flanerer vi rundt mellem venners statusopdateringer, hashtags og parader af selvgodhed, det er en flyvetur ind i intetheden. Læs mere
Af Utku H. Güzel
23.07.21, 19:00
Hvis man begynder at kræve regler og normer, som er meget fjernt fra nutidens Danmark, indført, må man også forvente en modstand fra majoriteten i landet. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
23.07.21, 14:45
Breivik var et ødelagt menneske, der hadede alt, hvad hans diplomatfar stod for Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
23.07.21, 14:00
Tager vi overhovedet ved lære af naturkatastroferne? Ikke meget tyder på det, for regeringen taler om klimaplan, som når små børn skriver ønskeseddel til jul. Læs mere
Af Nauja Lynge
22.07.21, 20:00
Danmark og Grønland kigger den anden vej, mens de skubber problemet ind under gulvtæppet. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
22.07.21, 12:15
Kirkefolket har naturligvis samme ytringsfrihed som alle andre. Om igen, Venstre. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.07.21, 20:00
Krænkeren er problemet. At vende det på hovedet er provokerende og blokerer for løsninger. Læs mere