Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vrede og had er en kreativ motor

Mens folk ser mere og mere skærm, boghandlere lukker på stribe og fine forfatterakademier falder fra hinanden, er det glædeligt, at der stadig findes modstandsfolk med ammunition i kælderen.

Hvis blot det havde været det lille uheld, var der ikke noget at skrive hjem om. Men da germanist og cykelrytter Søren R. Fauth spildte den honningberigede bergamotte ud over sit eksemplar af Arthur Schopenhauers Verden som vilje og forestilling, som han havde brugt fem år på at oversætte til dansk, var det ikke bare en banal episode på kontoret.

Han hamrede højre næve ned i skrivebordet og skreg af raseri, jalousi og fortvivlelse. Forbandede te! Se nu Schopenhauer! Forbandede kone! Forbandede liv!

Det hele hang sammen, ligesom det hele hænger sammen i Søren Fauths nye langdigt Moloch. En fortælling om mit raseri, der udkommer på forlaget Vandkunsten. Et hele: banalitet og tragedie, liv og tekst, kærlighed og afmagt.

Vred, det er han. Konen har knaldet ved siden af og bedraget ham i månedsvis. Med en kollega. På et hospital. I Odense. Men det er ikke det værste. Det værste er, at hun tilmed har forelsket sig i idioten. Eller endnu værre: At han agter at føre alle deres børn sammen på en gård på Lolland. Det er kraftedeme ikke i orden, selvfølgelig er det ikke det, men historien kunne i og for sig være stoppet der.

Det gør den så ikke. Søren Fauth tager ikke tingene let og hænger fast i forestillingerne om det, der er hændt, idet han insisterer på både fortid og fremtid, erindring og grænser og nægter at gamble med sin familie.

Søren Fauth er hverken hasardspiller, romantiker eller eksistentialist. Han tror ikke på selvudvikling og frigørelse. For ham er det almindelige, borgerlige liv ikke tomt, men tværtimod meningsfuldt. Hans frihed ligger i begrænsningen og gentagelsen. Ikke i progressivt oprør, men i kontinuiteten. Stor er kærligheden, »mennesket derimod« er noget mindre.

Jeg vil tro, det er derfor, han er så vred over, at konen er skredet. Hendes kvindelige fleksibilitet og omstillingsparathed sætter hans egen mangel på samme i relief og får ham til at flygte til bjergene omkring Málaga, hvor han kan cykle solen sort, »direkte ind i den store stilhed« med 80 km/t nedad mod Middelhavet for derpå at »skyde hjernen ud med sit alfabet«. Han kan ikke glemme, men han kan skrive, og det er præcis sådan, han forærer os et levende eksempel på, at vrede og had har det med at skabe den bedste litteratur.

Som den tyske litteraturhistoriker Karl Heinz Bohrer minder os om, bygger lange stræk af den europæiske åndshistorie på had og grufulde metaforers skønhed og kraft, tænk bare på Homer, Shakespeare, Baudelaire, Bellow eller Houellebecq for slet ikke at nævne musikken fra Richard Wagner.

Vi bryder os blot ikke om at blive mindet om den ubekvemme sandhed. Kunst kan være opbyggelig, vist så, men den kan også rive ned og rase ud og rense luften – apropos Yahya Hassan. Vreden, hvor ville vi være uden den? Som her:

»Hun svarer selvfølgelig ikke

absolutes Schweigen

i stedet bare en enkelt mail fra klub SPORTMASTER i min indbakke

den ultimative fornedrelse

den ultimative hån

klub SPORTMASTER.«

I en tid, hvor folk ser mere og mere skærm, boghandlere lukker på stribe og fine forfatterakademier falder fra hinanden, er det glædeligt, at der stadig findes modstandsfolk med ammunition i kælderen.

Jeg ved ikke, om Søren Fauth egentlig digter, men har man hørt ham læse bare nogle få af sine digte højt, er man ikke i tvivl om, at det netop er det, han gør. I hans prosalyriske tilstedeværelse møder vi ingen ydre corona, men et indre drama, som forvisser os om, at det ikke er nok at overleve; man må også leve og betale prisen for det.

Selv mener han at være vidne til børneofring. Det er galanen, den »læbeløse læge«, der enten er eller ofrer sine børn til Molok, den afgud, som allerede israelitterne blev advaret imod i Det Gamle Testamente, og sådan oversættes virkelighed til mytologi, måske et gear for meget. F.eks. er det nok på kanten at bringe to af bejlerens kærestebreve som indstik i bogen.

At tilværelsen er skrøbelig og lykken lunefuld, det vidste vi nok, men her får vi erkendelsen med renters rente. Lykken skal man nemlig ikke stole på, selv ikke når den finansieres af velvilje og velfærdsstat eller er båret frem af smukke kvinder med røde kinder.

I stedet må man cykle og arbejde, opdrage sine børn, tage autoriteten på sig, huske, hvor man kommer fra, passe sin have, betale sine regninger og håbe på, at konen ikke har en affære. Resten er medvind og luksus eller i heldigste fald: kunst.

Lyt også til podcasten Jalving ser rødt:

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen