<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Familien er samfundets immunforsvar

Familie er det, der får os til at hænge sammen. Utroligt, at der skulle en virus til for at vise os det.

Familien har fået en renæssance under coronaen. Krisen har lokket familien frem fra kælderen op i lyset. Vi havde næsten glemt, at den fandtes og betød noget, bortset fra ved højtider og fest.

Men nu er den her pludselig som ramme om vort usikre lod på den blå-grønne klode. I stedet for at flygte bort fra vores nærmeste som under tidligere pestepidemier, og som det f.eks. beskrives af Giovanni Boccaccio, forfatteren til ”Dekameron”, har krisen givet familien ny betydning og rolle som bastion i karantænen.

Modsat hvad nutiden prædiker, er det gode liv ikke blot det, du selv vælger, men hvad du gør det til på baggrund af arv og gæld.

Bedst som vi troede, at jurister, økonomer og embedsmænd i Finansministeriet bestemte alting, trådte epidemologer og virologer frem på scenen og indførte nødret i det ene land efter det andet. Nedlukningen var straffen for at have svigtet beredskabet.

Når der ikke er styr på det mest elementære som iltmaskiner, sengepladser og felthospitaler, og når de bærende konstruktioner i sundhedsvæsenet er skåret ned til det rene Bjarne Corydon, så kommer biologerne farende og fortæller, hvor skabet skal stå. Det har vi så i det mindste lært nu. Som min datter på elleve formulerede det forleden: »Far, det ser ud, som om vi har kontrol over alt muligt, men det har vi slet ikke!«

Familiens renæssance styrkes af og styrker kampen mod smittefaren. Den er selv biologi.

Men den er mere end det. Familien er så meget større end mennesket, at selv deltagerne i DR’s overlevelsesprogram ”Alene i vildmarken” – vi taler om udprægede naturnørder og økoflippere, der kan bygge alt muligt med deres bare hænder og en god økse – må give fortabt. De savner den hurtigere, end de vil.

Sammen med sult og udmattelse kommer den snigende i deres selvvalgte isolation blandt elge, fisk, fugle og insekter, og pludselig sidder de og stirrer på et foto af deres kære og flæber som små børn.

Først er de kry og forlader gladelig næsten nyfødte børn i moderens varetægt, for nu skal de på eventyr. Naturens muntre sønner. Men de bukker under; familien er stærkere end dem.

Til sidst er de nødt til at trykke på knappen, så de kan blive hentet og bragt tilbage til normaliteten. Bemærk tillige, at dem, der holder længst, også har kone og børn, de bruger dem bare positivt. De har nemlig nogen at bevise noget for.

Familien er det mest normale, der findes i den naturhistorie, mennesket er en del af. Familien er samfundets immunforsvar. Hvis familierne går i opløsning, går alt i opløsning. Vi er nemlig ikke fri i naturen, sådan som romantikerne troede. Vi fødes ind i familien, vi dør i én. Vi er medfødte, allerede formede og rynkede, når vi ser dagens lys. Vi er aldrig bare os selv, men altid noget mere, et kompliceret mix af fortid og frihed.

Vi står på skuldrene af andre, og sådan som jeg læser hende, er det derfor, den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt taler om nataliteten og det grundlæggende forhold, at vi fødes ind i verden, dvs. ind i allerede eksisterende fællesskaber: Vi er født partiske som sønner eller døtre af et konkret sted og bestemt øjeblik, vi ikke selv har valgt. Sådan er vores naturlige disposition: kulturel.

Modsat hvad nutiden prædiker, er det gode liv ikke blot det, du selv vælger, men hvad du gør det til på baggrund af arv og gæld. Sandheden finder du ikke inde i dig selv, men i mødet med den konkrete verden og – hvis du er så heldig at have den – en tro på en højere mening. Men den højere mening begynder lavt; med familien, som altid er et led i en længere fødekæde.

Individualismen siden 1968 og 1989 har imidlertid villet det anderledes. Med den blev næsten alt til et spørgsmål om valg og frihed. Mennesket skulle være uberoende og lige så ubundet som i eventyret om Pinocchio, hvilket sognepræst og JP-blogger Katrine Winkel Holm så rammende har fremhævet: »Der er ingen og skal ikke være nogen bånd, der binder mig«.

Her har vi »tanken om det enkelte menneske som frit i luften svævende, i evig kamp mod enhver forpligtelse, der kan føles snærende«, altså en tanke, der er lige så opblæst som ophøjet, og som desuden strider mod den antropologiske sandhed, at mennesker mere end noget andet er sociale væsener, der higer efter opmærksomhed, bånd og mening. Vi søger afhængighed, ikke af den dysfunktionelle slags, men af den slags, der beriger og understøtter vores liv, så det giver mening på længere sigt.

Indimellem er familien ligesom fortiden naturligvis til besvær. Familien er både en base og en grænsepost. Men vi hverken kunne eller ville være os selv uden den, vi lader bare som om. Tænk, at det skulle være en skide virus, der fik os til at forstå det.

Lyt også til Jalving i podcasten ”Jalving ser rødt”

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten