Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vi havde lullet os selv i søvn

Fordi krig var gået hen og blevet utænkelig, var også epidemier, kriser og katastrofer ladt ude af betragtning i hele den vestlige verden.

Under Den Kolde Krig var det antallet af kampvogne og mellemdistanceraketter, der afgjorde, hvilken stat der var den stærkeste. I dag er det den med flest iltapparater. Nogenlunde sådan afrundede DR-værten Clement Kjersgaard en radiodebat for nylig, og det er en rammende beskrivelse. Igen lærer vi, at beredskabet er livsvigtigt. Dengang var det militært, i dag er det hospitals- og sundhedsmæssigt.

Her er der plads til forbedring. Efter de glade og lykkelige begivenheder i 1989 lukkede vi ikke alene øjnene for den islamiske trussel, men også for muligheden af andre ekstraordinære trusler båret frem af vores tiltagende globale samkvem og levevis. En uhumsk markedsplads i en fjern kinesisk provins – og de kinesiske myndigheders forsøg på skjule epidemiens omfang – har slået verdens stærkeste økonomier ud af kurs og bragt de stærkeste stater i undtagelsestilstand – guderne må vide hvor længe.

30 år efter afslutningen af Den Kolde Krig og 80 år efter Nazitysklands besættelse af Danmark kan vi trække et par linjer op, som handler om værdien af beredskab.

Som militærhistoriker Hans Chr. Bjerg gjorde opmærksom på i en glimrende kronik den 9. april, så var det ikke givet, at Hitler ville invadere Danmark i 1940. Kansleren havde helst været foruden, så han kunne bruge sine trods alt begrænsede militære kræfter i vest og øst, men efter dannelsen af det tyske kejserrige i 1871 var det danske territorium blevet en del af Tysklands svage nordflanke – militærstrategisk set. Problemet var bare, at Danmark havde nedrustet sit militære forsvar efter Første Verdenskrig, fordi skiftende regeringer tvivlede på, at det nyttede noget at forsvare sig med militære midler.

I stedet satte danskerne deres lid til Folkeforbundet, selv da Tysklands oprustning tog fart med Hitlers magtovertagelse. Den 9. april var Danmark chanceløs, men med et militært troværdigt dansk forsvar ville Hitler have haft mindre grund til at angribe os for at sikre de danske stræder mod englændernes indtrængen. Vist kunne Danmark være blevet trukket ind i krigen alligevel, men læren er, at det bedste grundlag for neutralitet er styrke, ikke det modsatte.

Vi springer til 1989, hvor champagnepropperne sprang, og folk brød ud i tårer. Koldkrigen var ovre, en ny tid kunne begynde, og det gjorde den med tiltagende digitalisering, globalisering, udlængsel og masseindvandring. Men samtidig bredte der sig, hvad man kunne kalde en liberalsocialistisk sorgløshed, i hvert fald i de herskende og snakkende klasser. ​​

Det var lige meget, hvor man placerede produktionen, bare den var billigere end i Silkeborg. Det var lige meget, at staterne gældsatte sig med kolossale velfærdsstater med råd til alt, for vi kunne som bekendt købe hele verden. Det var lige meget, hvor mange kulturfremmede mennesker der slog sig ned i Vesteuropa; vi skulle være åbne, og de skulle være velkomne. Der var fred og ingen fare.

Hospitalsvæsenet fulgte trop. Det hele blev mere og mere lean, glat og effektivt. Djøf’erne havde kronede dage og byggede stedse mere bureaukratiske sundhedsportaler og alarmcentraler, mens felthospitaler og reserver forsvandt.

Bjarne Corydon var konge, og vi opførte super- og universitetshospitaler som aldrig før; det hele blev finere og flottere og parret med arkitekternes hede drømme om glasfacader og skæve vinkler.

Imens blev der færre sengepladser og respiratorer. Fordi krig var gået hen og blevet utænkelig, var også epidemier, kriser og katastrofer ladt ude af betragtning, ikke alene i Danmark, men tilsyneladende i hele den vestlige verden. Så meget, at en relativt ufarlig virus som corona på få uger kunne slå bunden ud af sundhedsvæsenet og få alle til at stirre nervøst på antallet af ledige iltapparater.

I dag er vi belejret, men fjenden er ansigtsløs, og ingen kender konsekvenserne, hverken de dødelige, de økonomiske eller de sociale. Vort beredskab har endnu engang vist sig at være mangelfuldt. Vi var slet ikke forberedte på denne slags krig med værnemidler, håndsprit, social afstand, et samfund i karantæne og en økonomi på vej mod nul. ​​

I al vor effektivitet og fremtidsoptimisme har vi ”nedrustet” hospitalsvæsenet og set stort på robustheden.

Men påskedag må det være tilladt at sige, at der forhåbentlig kommer en dag, hvor vi kan begynde genopbygningen. Med et helt anderledes forhøjet beredskab.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}