Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Velfærdsstaten er ikke udødelig

Den er ikke nogen selvfølge, velfærdsstaten. Derfor skal vi passe på den og sørge for, at den ikke går amok og smadrer sig selv indefra.

Den borgfred, der har hersket i dansk politik siden regeringens beslutning om at lukke Danmark ned, er så småt ved at slå revner. Som flere kommentatorer har været inde på i bl.a. Berlingske og Altinget haster det med at få åbnet økonomien igen, ikke mindst efter at Nationalbanken har indikeret, hvor dyr nedlukningen og de lynbehandlede hjælpepakker bliver for skatteyderne på den anden side af krisen. Ikke alene økonomisk. Suspenderingen af samfundsøkonomien vil også koste liv i den anden ende.

For en gangs skyld er jeg enig med Cepos’ Martin Ågerup, når han i et interview til Politiken beder os overveje, om en fortsat nedlukning er prisen værd – moralsk set. For det er nemlig ikke bare sådan, at man »sidder på den moralsk høje hest, hvis man siger, at det er lige meget, hvad det koster at redde menneskeliv her og nu. For så siger man i virkeligheden, at det er et andet liv, der skal gå til i en anden sammenhæng«. Man kan som bekendt kun bruge pengene én gang.

Her har de borgerlige nok overladt scenen for meget til statsminister Mette Frederiksens chokterapi på baggrund af en umiddelbar og prisværdig patriotisme. Men nu er det tid til at overveje næste skridt, før vi alle bliver socialdemokrater og ser bort fra konsekvenserne.

Tendensen er ikke ny; epidemien har blot bøjet vores langvarige tilbøjelighed i neon. Som allerede Henning Fonsmark pegede på med sin fremstilling af efterkrigstidens politiske hovedstrømninger i ”Historien om den danske utopi”, der fylder 30 år i år, skyldtes velfærdsstatens succes historisk set en særlig succesfuld kreds af højskolefolk, forfattere, kommunister, kulturradikale og en række centralt placerede cand.polit.’er. Det var dem, der støbte de kugler, der nu bliver fyret af.​​

Fonsmark fandt det især forunderligt, at økonomerne advokerede for velfærdsstaten med en sådan ildhu, eftersom de jo udmærket vidste, at dens ekspansive vækst ville gøre flere og flere borgere afhængige af offentlige ydelser. Men det så de bort fra. Velfærdsøkonomerne var i stedet optaget af, at industri og virksomheder ikke måtte udnytte befolkningen, f.eks. ved at få dem til at blive alt for glade for materielt forbrug, deres fritid eller kernefamilie. Det almindelige borgerlige menneske var et fjols og måtte retledes, lød dommen fra Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg og Suzanne Brøgger.

Kommunisterne ville gerne helt socialisere økonomien ligesom i Østeuropa og Sovjetunionen. Men det var slet ikke nødvendigt. Langt nemmere og nænsommere var det at socialisere vælgerne. Efterhånden blev det i vælgernes egen interesse at lade den offentlige sektor vokse, knopskyde og blomstre, og snart kunne velfærdsstaten slet ikke reformeres, men fik sit eget liv, bestyret af en ny, herskende klasse, de offentligt ansatte i stat, amter, kommuner, styrelser, råd, universiteter og uddannelsesinstitutioner, Danmarks Radio osv. En herskende klasse, der med held gjorde sine vælgere til sociale klienter, behøvede slet ikke argumenter og begrundelser. De var end ikke efterspurgt. Valget traf sig selv. Pludselig var vi alle socialdemokrater.​​

Som en tidlig, omend modvillig understregning heraf fastslog den konservative finansminister Palle Simonsen i 1989, at »velfærdssamfundets oprindelige idégrundlag er slet ikke til diskussion«. Velfærdsstaten med sit stedse større bekymrings- og magtområde var ikke bare et socialdemokratisk projekt; den var blevet et nationalt projekt anført af de nominelt konservative. Men projektet var en utopi, konstaterede Henning Fonsmark. For velfærdsstaten kan alene holdes i gang ved uafbrudt gældsætning.

Fonsmark fik ret. Tre ugers nedlukning, og hele fundamentet ryster. Hvis der er noget, vi har lært af coronakrisen, er det, at velfærdsstaten ikke er udødelig. Hvad dens håbefulde arkitekter opfattede som en politisk evighedsmaskine, viser sig nu at have en udløbsdato. Hvornår den er, kan ingen vide præcist, men fordi den er gearet så hårdt og hviler på sårbar eksport og velstandsskabelse i den private sektor, skal der skal mindre til at destabilisere velfærdsstaten, end vi troede for blot en måned siden.

Går det bedre i USA? Nej, det gør det ikke. Alle stater er under pres i disse måneder. Men i pandemiens nye og ukendte terræn aner vi, at selv velfærdsstaten er truet. Derfor skal vi også passe på den og sørge for, at den ikke går amok og smadrer sig selv indefra uden blik for, hvad sit grundlag: kreativ foretagsomhed, protestantisk arbejdsetik, tillid, stærke institutioner og familier, der kan få tingene til at hænge sammen.​​

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}