Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vil coronaen gøre os mere konservative?

Jordkloden er inddelt i stater, og det er kun grænser, der kan lukkes, som rettelig er grænser.

»Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden«.

Sådan åbner den berygtede tyske retsfilosof Carl Schmitt sit berømte essay ”Politisk teologi” fra 1922. Titlen hentyder til, at staten har religiøse rødder og tillægges egenskaber, som tidligere kun var Vorherre forundt. Politik er forskudt religion, det er et spørgsmål om liv og død. Undtagelsen er med andre ord forudsætning for normalen snarere end omvendt. Statens forfatning kan højst angive, hvem der træffer afgørelsen, mens suverænen bestemmer hvornår og hvordan.

Jeg plukker Carl Schmitt ned fra hylden for at forstå coronakrisen bedre. Lukkede grænser, karantæneregler, social kontrol og måske snart også udgangsforbud som i Sydeuropa; skole- og butikslukninger, aflysninger, forbud – alt sammen med kolossale økonomiske konsekvenser. Men gennemført med en politisk determination, som er snakkende demokrater fremmed.

Nationalstatens evne til at træde i karakter, anført af regering, støttet af et enigt Folketing, har overrasket mange, også mig. Siden 1989 har vi vænnet os til, at staten var en flødeskumskage eller badeferie, hvor alt var tilladt. Nu sidder vi så pludselig i karantænens jernbur, begrænsede som aldrig før; kan ikke gå ud, omgås, dyrke sport, være sammen. Det er en ganske ny oplevelse for voksne såvel som for børn. Jeg vil ikke påstå, jeg nyder den, men den vækker til eftertanke.

Carl Schmitt ville sige, at det politiske atter bliver synligt for enhver. I modsætning til, hvad liberale eller upolitiske mennesker gerne går rundt og forestiller sig, er det politiske ikke adskilt fra vores private tilværelse, men derimod integreret i det meste og helt elementært i forsvaret for vores hjem. Selv noget så upolitisk som en virus, en reklamefilm for SAS, en satirisk tegning af det kinesiske flag eller af Muhammed med en bombe i turbanen kan sætte en dominoeffekt i gang. Det politiske er allestedsnærværende. Det er bare først nu, vi forstår det.

Det er blevet sagt mange gange før, at det ikke er ideer, der ændrer vores syn på verden, men begivenheder. Således også med denne forbandede smitte. I 30 år har vi grint ad den nationale suverænitet og kaldt den romantisk, fiktiv eller idiotisk. En småstat som Danmark kan ingenting, sagde de på universitetet og i tv. Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde slet ikke andet.

I stedet henviste man til internationale konventioner, til FN og EU og andre bogstavskombinationer og understregede, at Danmark var bundet på hænder og fødder og alene kunne gøre det nødvendige. Nødvendighedens politik var fatalistisk. Nu ser vi derimod, at det er stater, der handler, mens det såkaldte internationale samfund er pist borte. Den territorielle stat er genopstået – og med den det politiske.

Årti efter årti har jurister, økonomer, teknokrater og liberale meningsdannere villet lære os, at verden er upolitisk, grænseløs og åben og ment, at den løbende politiske og religiøse strid var uhensigtsmæssig eller det rene spild af tid. Coronakrisen og Carl Schmitt minder os om det modsatte. Jordkloden er inddelt i stater, og det er kun grænser, der kan lukkes, som rettelig er grænser. Undtagelsestilstanden illustrerer liberalismens krise, ikke demokratiets krise, eftersom ethvert demokrati må hvile på en vis homogenitet og en vis identifikation mellem stat og lov. At Carl Schmitt gik i nazisternes tjeneste i 1933 og derpå tabte al sin akademiske kapital, skal ikke forhindre os i at læse ham i dag, for der er stadig kampe, der er værd at kæmpe, og fjender, der er værd at besejre.

Spørgsmålet er, hvad coronakrisen betyder for os på længere sigt. Står vi ved indgangen til en ny tidsånd, som vil bestemme, hvad der debatteres og hvordan? Vil virussen simpelthen medføre en ny politisk atmosfære med større lydhørhed for personlige ofre og sammenhængskraft? Har smitten gjort os mere realistiske og konservative? Vil puslingelandet vågne op efter krisen og langsomt forstå den dobbeltkrise, vi lever i, at vi på den ene side er udfordret af naturens luner og vor egen dødelighed og på den anden side af den demografiske befolkningskrise, der vokser i takt med, at de europæiske befolkninger skrumper, mens de ikkeeuropæiske ekspanderer? Vil undtagelsestilstanden åbne døren på klem for nye normer i de brede lag og blive det piskesmæld, som ryster de normalliberale eliter og vækker det folkelige engagement på ny?

Det er for tidligt at konkludere. Men den akutte virus har allerede vist os, at friheden kan suspenderes, og at det store flertal accepterer indskrænkningen sammen med den politisk ukorrekte sandhed, at store beslutninger træffes nationalt, ikke i diverse internationale og ansvarsfrie fora. Det er i sig selv en helt ny og vigtig erkendelse, der peger fremad.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Lars Boje Mathiesen
07.04.20, 10:22
Jeg er dødtræt af de partier, som mener, kunstnerne skal have bedre vilkår end alle andre. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
07.04.20, 07:57
Det er godt for folkesundheden, at statsministeren har fokus på hygiejnen. Men utroligt, at det skal være nødvendigt at lære os at være renlige. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
06.04.20, 23:30
Markedsøkonomien er – med alle sine mangler – den eneste form for økonomi, der kan bringe velstand og derfor også mere fred og fordragelighed. Læs mere
Af Nauja Lynge
06.04.20, 22:22
Men vi må gerne stille spørgsmål ved, om alle grupper i samfundet er tænkt ind i genåbningsstrategien. Selvfølgelig må vi det i et demokrati. Grønlændere i Danmark er ikke tænkt ind. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
06.04.20, 12:54
Partiet ønsker statsstøtte til aktionærer. Og viser dermed sit sande ansigt - og hvem, de mener, der skal slippe for at være med til at betale for krisen. Læs mere
Af Isabella Arendt
06.04.20, 10:35
KD vil gøre op med den helt grundlæggende fejl i systemet, at alle arbejdsløse bliver betragtet som lønmodtagere og dermed afhængige af, at andre giver dem et job. Vi har brug for et system, hvor man først og fremmest ses som et ansvarligt menneske, der selv kan skabe sin indtægt. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
06.04.20, 02:00
Klimakrisen er den absolut største og mest katastrofale udfordring, som menneskeheden nogensinde har stået over for. Men efter coronaen ved vi nu, at vi kan løse den. Det kræver blot, at vi vil. Læs mere
Af Nauja Lynge
05.04.20, 20:29
Kriser har sine ofre - og vi er ikke forpligtet til at holde hånden under dem, der alligevel ikke ville klare sig. Eller rigmændene. Læs mere
Af Nauja Lynge
05.04.20, 18:44
Lad os vinke til dem, i stedet for at gå en stor bue udenom: Corona rammer alle, men særligt udfordrende er det at være udsat og uforstående overfor forandringer langt væk hjemmefra. Læs mere