<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

SAS-reklamen er en ideologisk kopivare

Man er ikke ”krænkelsesparat”, fordi man kritiserer noget for at være dumt eller skadeligt.
SAS

Jeg forbløffes, når min kære medblogger Martin Ågerup fra Cepos faktisk har en mening om noget. Det er lidt som med Jakob Ellemann-Jensen, den stakkels fyr. Min opfattelse af Martin er muligvis forkert, men jeg ser ham som en af flere kulturliberale stemmer, der gerne forsøger at hæve sig over politik, populisme, lidenskaber, enkeltsager og den slags griseri.

Som han selv nævner i sit seneste blogindlæg, havde han da heller ikke tænkt sig at blande sig i de seneste dages strid om den famøse reklamefilm fra SAS. Men det gjorde han så, modstræbende.

Jeg vil gerne kvittere med en ærligt ment tak, ligesom da Martin Ågerup tilbage i november pludselig stod i min podcast sammen med den konservative redaktør og historiker Christian Egander Skov og talte, hvis ikke varmt, så naturligt om folket. Det var helt udenfor normalen. Tænk sig, i de knap 15 år, Cepos har eksisteret, har jeg aldrig hørt direktøren tale om et sådant, endsige interessere sig for det. Jeg tog det som et tegn på, at Martin Ågerup var blevet ikke alene ældre, men også klogere.

I går gik han så i rette med min og Morten Uhrskovs vurderinger af den famøse SAS-reklame, der med garanti har skaffet virksomheden mere omtale, men næppe flere kunder. Hans tekst kalder på et svar.

At SAS – som alle andre – har ret til at ytre sig, er selvindlysende. Jeg siger det straks for at undgå flere fejltagelser. Min kritik af SAS-fimen handler ikke om ytringsfrihed, men netop om reklamens budskab, og hvorfor det er værd at hæfte sig ved.

Det får Ågerup oversat til noget med, at jeg skulle være krænket eller krænkelsesparat. Her får jeg sådan en lyst til at sige med de unge: Ej, ved du hvad? Jeg er ikke krænket, jeg er kritisk. Det med at føle mig krænket gemmer jeg et hemmeligt sted (selvfølgelig kan man være privat krænket; at føle sig offentligt krænket er noget andet og handler gerne om at gøre sig til).

Man er ikke ”krænkelsesparat”, fordi man kritiserer noget for at være dumt eller skadeligt, lad os lige få det på det rene: SAS må sige og mene, hvad de vil. Og højrefløjen, venstrefløjen, midterfløjen, alle vi andre skal kunne reagere verbalt og i fuld offentlighed uden at få skudt psykiske motiver i skoene, det er sådan folkestyret virker bedst, punktum.

Nå, tilbage til den forpulede film, som påstår, at alt i Skandinavien er ”kopieret”. Det samme kan man så sige om filmen selv: Den kopierer, hvad der har været god tone på de såkaldt højere læreanstalter i årtier: Åbenhedsprofeti og Ned-med-os-relativisme.

Jeg har set filmen flere gange, først troede, jeg som sagt, det var en spøg, siden gik alvoren op for mig. Jeg mener fortsat, at filmen repræsenterer et ideologisk indspark i den nye bullshitkapitalisme, som jeg har forsøgt at beskrive flere gange, og som iværksætter Lars Tvede og folketingsmand Henrik Dahl taler med mig om her.

Martin Ågerup efterlyser en mere præcis analyse af filmen. Den bedste har jeg fundet på Facebook. Den kommer fra seminarielektor Ulla Nørtoft Thomsen, der har givet mig lov til at citere fra den. Nørtoft Thomsen kan sin berettermodel, som jeg selv kun husker svagt fra dansktimerne. Men her kommer den:

»ANSLAG
Mød de levende døde i deres campingstol ved siden af deres campingvogn.

PRÆSENTATION
Gamle, hvide kvinder. Gamle, hvide mænd. Purunge, hvide piger. Ingen hvide drenge og ingen hvide unge mænd, kun en enkelt sørgelig type med lange brune permanentkrøller. ”Copied”, lyder det, mens man ser ind hans triste øjne, der kun udtrykker længsel efter kønsskifte. ”What is truly Scandinavian?”, lyder det (...) spørgsmål, der er filmens titel. Vi ser kitschede billeder af tatoveringer og fed sovs. ”Nothing”, lyder svaret ind over et klip, hvor en lys pige puster lysene ud. Der klippes om til en hætteklædt rødhåret pige, der vogter får alene på heden. Hun trækker på skuldrene. Et barn, der ikke er vores.

UDDYBNING
Den chokerende indsigt bundfælder sig. Døde øjne, døde sjæle, der står fremmede og mærkeligt små i deres omgivelser. Et sygt sæt tvillingepiger taler i kor fra noget, der ligner et sindssygehospital. Fortabt alderdom og ungdom uden sjæl. De gamle kigger væk, de unge kigger ind i kameraet, udtryksløse. Dunkende trommer tager til, intensiteten stiger, mens de fremmede brune og sorte mænd træder ind. Ydmygelserne gennemgås. Vi ser en mandlig salafist på forældreorlov. Dunken. En brun mand, der spørger bekymret til rugbrødets oprindelse. Dunken. En brun mand i en knallertbande, der spørger til lakridsen.

POINT OF NO RETURN
En gammel hvid kone spørger ind til midsommerstangen (!) Ja, også den kom udefra. Dunken ophører. Hun snøfter lidt. En blond ung kvinde med døde øjne, slasket hår og ingen omgivelser introducerer noget, der ligner en spøgende tone: ”And it gets worse”. Herpå tyk, gammel, hvid dame, der sidder alene på restaurant og spiser kødboller. Fra Tyrkiet.

KONFLIKTOPTRAPNING
Dunken kommer tilbage. En japaner med lyserødt hår fortæller os sandheden om wienerbrød, en ung pige i nationaldragt forråder sandheden om papirclips, en vred teenagepige på et badeværelse giver os sandheden om kvindebevægelsen, og en sort mand erklærer, at han ikke er bedre end sine vikingeforfædre. Vi vikinger tager nemlig, hvad vi kan lide fra udlandet, justerer det en lille smule, og ”Voila!”, lyder det, mens man ser en skandinavisk designet stol, præsenteret af en brun kvinde, ”it’s a unique Scandinavian thing”. Mens de sidste ord lyder, vises en rød pølse. Som den sorte viking derefter spiser. Vi ved, at kampen er tabt.

KLIMAKS
Kampen afgøres. Af kvinder med lukkede øjne og åben mund, som gør sensuelle gymnastiske bevægelser. Tykke gamle mænd forsvinder ud i vandet, en lille blond pige stikker hovedet ind i kameraet, og så går de unge piger ellers amok med bjergvandring, kampsport, dans og karneval under aggressive råb, ekstatiske bevægelser og stadig hastigere billedskift.

UDTONING
Så kommer de, de rejsende, som vi venter på med flag og længsel. Med goder bragt tilbage hertil af ”everyday people” med store islamiske tørklæder. Og så tændes lysene.«

Resten er tomhed. Absolut tomhed.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Jens-Kristian Lütken
25.02.21, 14:15
Brexit er elitens projekt og folket lider Læs mere
Af Annika Smith
25.02.21, 12:43
Vi har brug for et retorisk paradigmeskifte i dansk politik. Læs mere
Af Gitte Seeberg
25.02.21, 08:31
Loven åbner mulighed for historisk registrering af borgernes adfærd. Læs mere
Af Louis Jacobsen
24.02.21, 21:23
Det en stor fejltagelse, når Dennis Nørmark i søndagens Politiken kalder til intern klassekamp. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
24.02.21, 20:07
Lempelse af restriktioner er en kold kalkule om, hvor mange menneskeliv vi er villige til at ofre på bekostning af trivsel. Læs mere
Af Mikael Jalving
24.02.21, 13:30
Klimabevægelsen er kun lige begyndt at marchere. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
24.02.21, 13:05
I så fald risikerer man at få ”udsat” sit forskningsseminar. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
21.02.21, 16:59
Studier af race, køn, hvidhed og postkolonialisme er ikke forskning, men holdninger, der skaber had. Læs mere
Af Martin Ågerup
21.02.21, 16:21
Erfaringerne fra både forår og vinter viser lille risiko for, at smitten løber løbsk Læs mere
Af Mikael Jalving
21.02.21, 10:00
Selv om det er 500 år siden, han levede, vil det være en god idé at stoppe op og lytte til den italienske forfatter, der regnes blandt magtfilosofiens klassiske stemmer. Læs mere