Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Europa kan ikke tale med én stemme: Brexit kan blive begyndelsen på en ny æra

Man kan ikke have en stat uden et folk, og det europæiske folk findes ikke.

Mens brexit på tredje år hænger i en tynd tråd, står det klart, at man ikke længere skal stole på dem, der kalder sig liberale; slet ikke hvis de sætter adjektivet europæiske foran. Det skyldes, at de sværger til abstrakte principper for at sikre en politik, som de aldrig vil kunne vinde folkelig opbakning til, sådan som den politiske filosof John Gray skriver i et forrygende essay i det normalt venstreorienterede tidsskrift New Statesman om den politiske situation i Storbritannien.

Gray, der selv har indtaget forskellige standpunkter i en efterhånden lang og omtumlet karriere, mener i dag, at de liberale principper er blevet eskatologiske: Enten er du på lysets side – eller også tjener du mørkets kræfter. Engang, da hippierne og deres politiske kommissærer dominerede tidsånden, var man enten rød eller død. I dag er du enten liberal eller illiberal. Er du det sidste, er du også hjernedød.

Det er EU-administratorerne, som har brygget denne trylledrik, som nægter at anerkende mere konservative sentimenter og analyser, ligesom førstnævnte længe har dæmoniseret nationale strømninger og præferencer. Det ligger i deres politiske dna. De har altid set ned på nationalisme og op til imperialisme. Deres tjenstivrige entusiasme for EU udgør en alternativ patriotisme – bare uden en nation.

Man kan ikke have en stat uden et folk, og det europæiske folk findes ikke, uanset hvor smukt og opbyggeligt det ville være.

Skadefro betragter eurokraterne det politiske kaos på de britiske øer, mens de lader, som om Le Pen og de gule veste ikke findes i Frankrig, og tier om de eskalerende stridigheder mellem Spanien og Catalonien – for slet ikke at tale om de tragiske konsekvenser af årtiers masseindvandring til Vesteuropa.

At modsætte sig sidstnævnte er nedrigt, populistisk, ondt, grænsende til racistisk. Og de toneangivende medier sekunderer fra sidelinjen: Boris Johnson er grim, dum og forblændet, en slags mini-Trump i familie med suspekte og illiberale ledere i det tidligere Østeuropa. Tsk, tsk.

Når EU-Parlamentets belgiske overkommandør, Guy Verhofstadt, der selv kommer fra en fejlslagen stat, taler henført om EU som det kommende imperium, klappes der begejstret i EU-bunkeren og i de liberale eliter i de europæiske hovedstæder. De seneste 30 års kritik af EU har været spildt på disse topstyringens disciple. Det skyldes mestendels deres selvforståelse, som er, at de personificerer selve fornuften. De er verdensånden, måske ikke til hest som Napoleon, men så på eldrevne løbehjul på vej til vigtige møder og konferencer i Bruxelles hinsides demokratisk mandat og kontrol.

For disse højtbetalte bureaukrater er politik en idé hævet over partikulære forhold og hensyn. Politik er noget meget finere, der er principper og fornuft. Politisk rationalisme, kaldte Michael Oakeshott (1901-90) det, en anden engelsk politisk filosof, hvem John Gray refererer til i sit essay.

Kommunisme var politisk rationalisme, nazisme var politisk rationalisme, og det samme er den fortælling om åbne grænser og mangfoldighed, der udspys fra EU’s mange institutioner, som ønsker at konstruere en ny europæisk virkelighed, hvor kommissionen bliver til en politisk regering, og nationalstaterne svinder ind til romerske provinser.

Den konstruerede virkelighed er i bund og grund antipolitisk, hævder John Gray. Den glemmer, at politik ikke blot er en idé, men netop praktiseres gennem forhandling og håndværk på grundlag af konkrete, partikulære, lokale og folkelige spørgsmål.

Man kan ikke have en stat uden et folk, og det europæiske folk findes ikke, uanset hvor smukt og opbyggeligt det ville være. Begrebet folk henviser altid til et bestemt folk.

Hvem tror i ramme alvor, at Europa kan tale med én stemme – altså ud over Per Nyholm og måske Morten Østergaard? Det har Europa aldrig gjort, og forsøgene på at få det til at ske har været uhyrlige og tragiske. Hvorfor skulle det være anderledes denne gang?

Hvis det virkelig lykkes briterne at løsrive sig fra EU efter tre års parlamentarisk kaos, kan det blive begyndelsen på en ny æra i Europa, en genopdagelse af nationernes Europa, som får travlt med at håndtere store, tunge og alvorlige spørgsmål, som EU for længst har vendt ryggen til, såsom: Hvor skal fremtidens energiressourcer komme fra? Hvem standser folkevandringen? Hvordan inddæmmes islamiseringen?

Et Europa styret fra Bruxelles risikerer paradoksalt nok at formøble selve betingelserne for de liberale demokratier.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Jens Kindberg
05.12.19, 22:40
Det kan ændres med et politisk holdningsskift. Læs mere
Af Signe Munk
05.12.19, 14:30
Det kniber fortsat med at tage ansvar for den globale opvarmning. Den rammer ikke de største syndere hårdest – tværtimod. Og på COP 25 skal de rigeste lande igen holdes op på løfter om at spytte i bøssen. Læs mere
Af Harun Demirtas
05.12.19, 14:13
Jeg væmmes over de politikere, der sætter sig imod, at vi hjælper afviste udlændinge - bare fordi de er dem, de er. Og selv om mange frivillige er villige til at hjælpe. Læs mere
Af Nauja Lynge
04.12.19, 11:24
Vi har ikke brug for flere hovsaløsninger, som ikke indeholder andet end en ommøblering af dækstolene på Titanic. Læs mere
Af Rune Lund
04.12.19, 09:59
Hvor er det skønt, at vi er sluppet af med den borgerlige regering! Læs mere
Af Isabella Arendt
04.12.19, 08:22
1 pædagog mere for hvert 185. barn. Det er en ommer, SF. Det er en ommer, kære regering. At ville være børnenes statsminister er en titel, man skal fortjene – i børnehøjde – ikke et slogan, man kan lyve om i valgkampen. Læs mere
Af Alex Vanopslagh
03.12.19, 20:38
Denne finanslov gør velfærden dyrere under påskud af at hjælpe borgerne. Men allerede til næste års finanslov - og de mange, der kommer efter - vil vi opleve, at velfærden stadig er utilfredsstillende trods de øgede antal milliarder. Kuren mod den evige fordyrelse af den offentlige sektor er mere frit valg, mindre bøvl og bureaukrati, mere tillid og meget mere konkurrence. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
03.12.19, 20:12
At sige andet end at det er en udskiftning af befolkningen, når næsten to-tredjedele af indbyggerne i svenske Botkyrka har udenlandsk baggrund er konspiratorisk. Læs mere
Af Utku H. Güzel
03.12.19, 19:52
Hvorfor ødelægge planen, når den hvide mand allerede har opdelt verden imellem sig? Læs mere
Af Jan E. Jørgensen
03.12.19, 15:47
Dansk politi oplever allerede konsekvenserne - og det bliver kun værre Læs mere