<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Europa kan ikke tale med én stemme: Brexit kan blive begyndelsen på en ny æra

Man kan ikke have en stat uden et folk, og det europæiske folk findes ikke.

Mens brexit på tredje år hænger i en tynd tråd, står det klart, at man ikke længere skal stole på dem, der kalder sig liberale; slet ikke hvis de sætter adjektivet europæiske foran. Det skyldes, at de sværger til abstrakte principper for at sikre en politik, som de aldrig vil kunne vinde folkelig opbakning til, sådan som den politiske filosof John Gray skriver i et forrygende essay i det normalt venstreorienterede tidsskrift New Statesman om den politiske situation i Storbritannien.

Gray, der selv har indtaget forskellige standpunkter i en efterhånden lang og omtumlet karriere, mener i dag, at de liberale principper er blevet eskatologiske: Enten er du på lysets side – eller også tjener du mørkets kræfter. Engang, da hippierne og deres politiske kommissærer dominerede tidsånden, var man enten rød eller død. I dag er du enten liberal eller illiberal. Er du det sidste, er du også hjernedød.

Det er EU-administratorerne, som har brygget denne trylledrik, som nægter at anerkende mere konservative sentimenter og analyser, ligesom førstnævnte længe har dæmoniseret nationale strømninger og præferencer. Det ligger i deres politiske dna. De har altid set ned på nationalisme og op til imperialisme. Deres tjenstivrige entusiasme for EU udgør en alternativ patriotisme – bare uden en nation.

Man kan ikke have en stat uden et folk, og det europæiske folk findes ikke, uanset hvor smukt og opbyggeligt det ville være.

Skadefro betragter eurokraterne det politiske kaos på de britiske øer, mens de lader, som om Le Pen og de gule veste ikke findes i Frankrig, og tier om de eskalerende stridigheder mellem Spanien og Catalonien – for slet ikke at tale om de tragiske konsekvenser af årtiers masseindvandring til Vesteuropa.

At modsætte sig sidstnævnte er nedrigt, populistisk, ondt, grænsende til racistisk. Og de toneangivende medier sekunderer fra sidelinjen: Boris Johnson er grim, dum og forblændet, en slags mini-Trump i familie med suspekte og illiberale ledere i det tidligere Østeuropa. Tsk, tsk.

Når EU-Parlamentets belgiske overkommandør, Guy Verhofstadt, der selv kommer fra en fejlslagen stat, taler henført om EU som det kommende imperium, klappes der begejstret i EU-bunkeren og i de liberale eliter i de europæiske hovedstæder. De seneste 30 års kritik af EU har været spildt på disse topstyringens disciple. Det skyldes mestendels deres selvforståelse, som er, at de personificerer selve fornuften. De er verdensånden, måske ikke til hest som Napoleon, men så på eldrevne løbehjul på vej til vigtige møder og konferencer i Bruxelles hinsides demokratisk mandat og kontrol.

For disse højtbetalte bureaukrater er politik en idé hævet over partikulære forhold og hensyn. Politik er noget meget finere, der er principper og fornuft. Politisk rationalisme, kaldte Michael Oakeshott (1901-90) det, en anden engelsk politisk filosof, hvem John Gray refererer til i sit essay.

Kommunisme var politisk rationalisme, nazisme var politisk rationalisme, og det samme er den fortælling om åbne grænser og mangfoldighed, der udspys fra EU’s mange institutioner, som ønsker at konstruere en ny europæisk virkelighed, hvor kommissionen bliver til en politisk regering, og nationalstaterne svinder ind til romerske provinser.

Den konstruerede virkelighed er i bund og grund antipolitisk, hævder John Gray. Den glemmer, at politik ikke blot er en idé, men netop praktiseres gennem forhandling og håndværk på grundlag af konkrete, partikulære, lokale og folkelige spørgsmål.

Man kan ikke have en stat uden et folk, og det europæiske folk findes ikke, uanset hvor smukt og opbyggeligt det ville være. Begrebet folk henviser altid til et bestemt folk.

Hvem tror i ramme alvor, at Europa kan tale med én stemme – altså ud over Per Nyholm og måske Morten Østergaard? Det har Europa aldrig gjort, og forsøgene på at få det til at ske har været uhyrlige og tragiske. Hvorfor skulle det være anderledes denne gang?

Hvis det virkelig lykkes briterne at løsrive sig fra EU efter tre års parlamentarisk kaos, kan det blive begyndelsen på en ny æra i Europa, en genopdagelse af nationernes Europa, som får travlt med at håndtere store, tunge og alvorlige spørgsmål, som EU for længst har vendt ryggen til, såsom: Hvor skal fremtidens energiressourcer komme fra? Hvem standser folkevandringen? Hvordan inddæmmes islamiseringen?

Et Europa styret fra Bruxelles risikerer paradoksalt nok at formøble selve betingelserne for de liberale demokratier.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Desiree Ohrbeck
27.11.21, 11:40
Hvis danske skolebørn bar masker, ville smittetallet falde i Danmark Læs mere
Af Marie Høgh
26.11.21, 17:00
Hold nu op med den automatforargelse over den prøve – hvor værdispørgsmålene tydeligt afslører, hvem man går efter. Læs mere
Af Nauja Lynge
26.11.21, 07:45
Det bør kun indføres igen som sidste udvej. Læs mere
Af Søren Gade
25.11.21, 15:15
Den danske model er bedre for alle parter end mindsteløn. Derfor vil jeg kæmpe for, at Danmark undtages fra direktivet og kan fortsætte med at have et af de bedste arbejdsmarkeder i verden. Læs mere
Af Henrik Dahl
25.11.21, 14:09
Jeg er ude af stand til at se, hvad der skulle være af argumenter imod at beskytte ytrings- og tankefriheden ekstra godt i disse år. Læs mere
Af Mikael Jalving
24.11.21, 16:28
Frygt ikke kun statsministeren og hendes departementschef. Frygt dig selv, ligesom du frygter havet, søen, isen, skoven eller det forestående danmarksmesterskab i cykelcross. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
24.11.21, 12:00
Man kan kritisere vores statsminister for alt muligt, men i minksagen er der intet at komme efter. Læs mere
Af Nauja Lynge
23.11.21, 22:11
Ingen gider høre på irettesættelser og bortforklaringer længere fra Mette Frederiksen. Læs mere
Af Uffe Elbæk
23.11.21, 12:54
Lige nu er beslutningerne om uddannelser præget af tilfældigheder, særinteresser, manglende indsigt og indføling og ikke mindst et fravær af ambitioner. Læs mere
Af Henrik Dahl
23.11.21, 00:00
Er det sådan, at RUC er ved at udvikle sig til et sted, hvor man specialiserer sig i at bagatellisere og relativisere og hvidvaske alle de problemer, der specifikt har at gøre med stormellemøstlig kultur, der møder Danmark? Læs mere