Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Europa kan ikke tale med én stemme: Brexit kan blive begyndelsen på en ny æra

Man kan ikke have en stat uden et folk, og det europæiske folk findes ikke.

Mens brexit på tredje år hænger i en tynd tråd, står det klart, at man ikke længere skal stole på dem, der kalder sig liberale; slet ikke hvis de sætter adjektivet europæiske foran. Det skyldes, at de sværger til abstrakte principper for at sikre en politik, som de aldrig vil kunne vinde folkelig opbakning til, sådan som den politiske filosof John Gray skriver i et forrygende essay i det normalt venstreorienterede tidsskrift New Statesman om den politiske situation i Storbritannien.

Gray, der selv har indtaget forskellige standpunkter i en efterhånden lang og omtumlet karriere, mener i dag, at de liberale principper er blevet eskatologiske: Enten er du på lysets side – eller også tjener du mørkets kræfter. Engang, da hippierne og deres politiske kommissærer dominerede tidsånden, var man enten rød eller død. I dag er du enten liberal eller illiberal. Er du det sidste, er du også hjernedød.

Det er EU-administratorerne, som har brygget denne trylledrik, som nægter at anerkende mere konservative sentimenter og analyser, ligesom førstnævnte længe har dæmoniseret nationale strømninger og præferencer. Det ligger i deres politiske dna. De har altid set ned på nationalisme og op til imperialisme. Deres tjenstivrige entusiasme for EU udgør en alternativ patriotisme – bare uden en nation.

Man kan ikke have en stat uden et folk, og det europæiske folk findes ikke, uanset hvor smukt og opbyggeligt det ville være.

Skadefro betragter eurokraterne det politiske kaos på de britiske øer, mens de lader, som om Le Pen og de gule veste ikke findes i Frankrig, og tier om de eskalerende stridigheder mellem Spanien og Catalonien – for slet ikke at tale om de tragiske konsekvenser af årtiers masseindvandring til Vesteuropa.

At modsætte sig sidstnævnte er nedrigt, populistisk, ondt, grænsende til racistisk. Og de toneangivende medier sekunderer fra sidelinjen: Boris Johnson er grim, dum og forblændet, en slags mini-Trump i familie med suspekte og illiberale ledere i det tidligere Østeuropa. Tsk, tsk.

Når EU-Parlamentets belgiske overkommandør, Guy Verhofstadt, der selv kommer fra en fejlslagen stat, taler henført om EU som det kommende imperium, klappes der begejstret i EU-bunkeren og i de liberale eliter i de europæiske hovedstæder. De seneste 30 års kritik af EU har været spildt på disse topstyringens disciple. Det skyldes mestendels deres selvforståelse, som er, at de personificerer selve fornuften. De er verdensånden, måske ikke til hest som Napoleon, men så på eldrevne løbehjul på vej til vigtige møder og konferencer i Bruxelles hinsides demokratisk mandat og kontrol.

For disse højtbetalte bureaukrater er politik en idé hævet over partikulære forhold og hensyn. Politik er noget meget finere, der er principper og fornuft. Politisk rationalisme, kaldte Michael Oakeshott (1901-90) det, en anden engelsk politisk filosof, hvem John Gray refererer til i sit essay.

Kommunisme var politisk rationalisme, nazisme var politisk rationalisme, og det samme er den fortælling om åbne grænser og mangfoldighed, der udspys fra EU’s mange institutioner, som ønsker at konstruere en ny europæisk virkelighed, hvor kommissionen bliver til en politisk regering, og nationalstaterne svinder ind til romerske provinser.

Den konstruerede virkelighed er i bund og grund antipolitisk, hævder John Gray. Den glemmer, at politik ikke blot er en idé, men netop praktiseres gennem forhandling og håndværk på grundlag af konkrete, partikulære, lokale og folkelige spørgsmål.

Man kan ikke have en stat uden et folk, og det europæiske folk findes ikke, uanset hvor smukt og opbyggeligt det ville være. Begrebet folk henviser altid til et bestemt folk.

Hvem tror i ramme alvor, at Europa kan tale med én stemme – altså ud over Per Nyholm og måske Morten Østergaard? Det har Europa aldrig gjort, og forsøgene på at få det til at ske har været uhyrlige og tragiske. Hvorfor skulle det være anderledes denne gang?

Hvis det virkelig lykkes briterne at løsrive sig fra EU efter tre års parlamentarisk kaos, kan det blive begyndelsen på en ny æra i Europa, en genopdagelse af nationernes Europa, som får travlt med at håndtere store, tunge og alvorlige spørgsmål, som EU for længst har vendt ryggen til, såsom: Hvor skal fremtidens energiressourcer komme fra? Hvem standser folkevandringen? Hvordan inddæmmes islamiseringen?

Et Europa styret fra Bruxelles risikerer paradoksalt nok at formøble selve betingelserne for de liberale demokratier.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Isabella Arendt
04.07.20, 15:03
I et års tid nu har vi alle ventet på, hvad de borgerlige partier mon stiller op med sig selv. Vi har brug for en fælles borgerlig vision. Ikke som krisehåndtering eller valgflæsk, men som en reel vision for, hvor Danmark skal bevæge sig hen om ikke bare fire år, men 40 år. Læs mere
Af Mikael Jalving
04.07.20, 14:00
Hvis Grønland bliver selvstændigt, vil selvstændigheden vare ca. 15 minutter og en ny kolonisering begynde. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
03.07.20, 15:00
Den står på ferie i Danmark, og på vej rundt i landet er der stor rigdom at hente i kirkernes kalkmalerier, for de fortæller også en historie om det moderne menneske. Læs mere
Af Nauja Lynge
03.07.20, 10:14
Det nytter ikke at give danskerne skylden for de mange fordomme mod grønlændere, som lever i bedste velgående og forhindrer grønlændere i Danmark i at kunne hvile i deres identitet. Læs mere
Af Mikael Jalving
02.07.20, 14:14
Er det tilladt at maskere forbrydernes etnicitet for befolkningen? Læs mere
Af Martin Ågerup
02.07.20, 08:47
Der er forskel på at være pragmatisk (en nødvendighed i politik) og at være principløs. Læs mere
Af Utku H. Güzel
01.07.20, 19:05
Vores forbrug og vækstfokuseret levevis har tydeligvis en negativ effekt på klimaet. Læs mere