Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Den yderste dag er blevet klimaaktivismens indre drivkraft

Først kæmpede venstrefløjen for økonomisk socialisme, derpå for multikulti. Nu gælder det klimakampen, den nye religionserstatning.

Forleden gjorde jeg noget, jeg ikke skulle have gjort. Jeg satte mig ned for at overvære høringen af den kommende klimakommissær i EU, den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans. Jeg kom ind i transmissionen, hvor en svensk – ja, svensk – klimaaktivist spørger kommissæren, hvorfor han ikke vil arbejde for en målsætning om 55 pct. reduktion af drivhusgasemissioner i 2030 i stedet for 50 pct. Hertil svarer kommissæren, at han selv ønsker en reduktion på 55 pct., men vil afvente data, der underbygger kravet. Han tilføjer så, at han imidlertid vil være meget overrasket, hvis forskningen ikke viser, at 55 pct. er nødvendig.

Husk lige, kære læser, vi befinder os i EU, ikke i USSR. Men det er efterhånden ét fedt. Også i Den Europæiske Union skaber synkroniseringen af synspunkter og forskning en menighed, der marcherer i takt. Først ønsker man sig et eller andet abstrakt, siden leverer videnskabens nyttige idioter den politiske ammunition.

Det ligner en revolution fra oven, som ikke sigter på at vælte det eksisterende regime, men tværtimod gennemføres af samme. Ligesom revolutionens generalstab i USSR er EU’s kommissærvælde opsat på, at det skal gå stærkt og kræver politisk diktat. I sin tid rubricerede Komintern både fiktive og reelle modstandere ”højreafvigere”, i dag hedder vi ”klimabenægtere”.

Høringen med Frans Timmermanns er en af flere indikationer på, at EU-institutionerne i disse uger, måneder og år er grebet af en klimaideologi, der fører til sovjetisk overbudspolitik. 50 pct.!, 55 pct.! 60 pct.! 70 pct.! 80 pct.! Som de medløbere, kommissærerne er nødt til at være for at overleve i den ny Internationale, konkurrerer de toneangivende aktører om at lyde mere frelste end alle andre. Som den gamle samfundsherser Vladimir Lenin eksemplarisk beskrev metoden: »Vor moral er helt underlagt proletariatets klassekampsinteresser.«

I dag er klassen for længst udskiftet med klimaet, og det er et imponerende skuespil, ikke mindst fordi det ser ud til at lykkes. Først kæmpede venstrefløjen for økonomisk socialisme. Da det realkommunistiske paradis sank i grus, slog venstrefløjen sig på multikulti. Nu, hvor også denne idé opløses i den blå luft, kaster de røde sig hovedløst ind i klimakampen, der er deres nyeste erstatningsreligion.

Folk og medier æder klimaideologien råt. Der er, som jeg allerede har skrevet, noget overnaturligt på færde i disse velstående og tumultariske tider, en længsel, et håb, en dyb dragning mod nærtstående katastrofer og pludselig død. Den yderste dag er blevet klimaaktivismens indre drivkraft.

Revolutionen kommer som sagt fra oven, og som den spejderdreng Timmermans er, følger han lydigt trop. Selvfølgelig skal vi passe på miljøet, og naturligvis skal vi passe på den eneste planet, vi kalder vores hjem. Men sker det bedst, ved at politikerne først udstikker deres mål og bagefter får produceret ”videnskab”, der kan underbygge dem? Næppe.

Det kunne for eksempel være interessant at høre klimaideologernes svar på, hvad der skal erstatte olie, kul og naturgas i overmorgen. Når vi husker, at disse udskældte kilder trods alt leverer 85 pct. af verdens primære energi, sådan som Opecs generalsekretær Mohammad Sanusi Barkindo var så fræk at gøre opmærksom på forleden. Er det solkraft, de tænker på i Risskov? Er det vindkraft i Charlottenlund? Vandkraft i Varde? Atomkraft i Kartoffelrækkerne?

Indrømmet, vi har brugt megen tid på en ung og ængstelig svensk pige, som kynisk udnyttes af en lille kreds af idealistiske narcissister, heriblandt hendes mor og far. Men vi har fuldstændig glemt at diskutere bedraget i EU’s institutioner, som skalter og valter med kontinentets velstand, energikilder og fremtid.

Tillad mig at sige det ligeud: Der findes ingen idealtilstand i naturen. Ikke engang en urtilstand. Natur betyder forandring og ikke altid til det bedre. Dyr, deriblandt mennesket, har siden tidernes morgen formet og skabt naturen, så den tjener os, og vi er, hvad vi er: kun mennesker. Der har aldrig eksisteret nogen jomfruelig, uberørt natur.

Én ting er at udpine Jorden: Det skal vi afstå fra. Men at foregive, at der findes en naturlig idealtilstand, som vi endelig ikke må pille ved, er komplet ahistorisk. Den natur, vi kender, er skabt i symbiotisk samspil med mennesket. Dette er netop ikke et argument for at lade stå til. Men for at gøre det klogeste, nyttigste og bedste for at give Jorden videre til vores børn.

 

Vil du have mere Jalving? Klik her og få overblikket over udgaverne af Jyllands-Postens nye podcast ”Jalving ser rødt”, hvor vært Michael Jalving hver uge sammen med to nye gæster undersøger det, han kalder den borgerlige idékrise.

Eller lyt til én af udgaverne ved at trykke på en playknap herunder:

 
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Marie Høgh
10.07.20, 16:30
Det er bekymrende, at det eneste, der kan samle borgerligheden, er kampen mod islam. For hvis der er noget, vores egen kultur har brug for, er det et selvopgør. Læs mere
Af Martin Ågerup
09.07.20, 16:51
Sidste blog i sommerserien: Sådan kan de borgerlige trække Danmark i en blå retning Læs mere
Af Peter Kofod
09.07.20, 15:20
Angela Merkel risikerer at ødelægge Europa med sin planlagte reform af EU´s asylpolitik. Hendes "wir schaffen das"-politik spøger stadig. Læs mere
Af Isabella Arendt
09.07.20, 11:42
Del 2 i mine tanker her hen over sommeren. Tanker om borgerligheden i fremtiden og de borgerlige partiers mulighed for at finde noget at være fælles om. I dag skal det handle lidt om, at vi har glemt at sætte borgerens magt i centrum. Vi skal kæmpe for folkestyret helt lokalt og sikre, at der ikke er længere i skole, end at børnene kan cykle dertil. Læs mere
Af Utku H. Güzel
08.07.20, 19:10
For mig forekommer det vildt hyklerisk, at man kan støtte en diktator som Erdogan samtidig med, at man brokker sig over frihedsrettigheder herhjemme i Danmark. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.20, 13:54
Hvor kært at sidestille en demokrat som undertegnede med en kommunist og derfor antidemokrat og voldsparat. Læs mere
Af Nauja Lynge
07.07.20, 18:55
Lad mig slå fast: Langt de fleste unge grønlændere klarer sig godt og bruger deres stemme på en god måde. Men tiden er for farlig til, at vi kan lade enkelte grønlændere bruge ord som ”decolonize” til at piske en stemning op under betegnelsen kunst. Læs mere
Af Harun Demirtas
07.07.20, 14:50
Ingen skal bede beboere lave lort på kommando i den seng, som hun også skal sove i eller lade dem at hænge i en loftlift i syv minutter, mens man glor på hendes blottede underliv. Læs mere
Af Martin Ågerup
07.07.20, 13:51
DF er reelt et enkeltsagsparti: ældre og islam. S har overtaget disse dagsordner Læs mere