Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Flygtninge er migranter. Og folkevandringen er kun lige begyndt

Ødelæggelsen af de vesteuropæiske nationer skrider planmæssigt frem i Bruxelles med tilhørende satellitstater takket være de magthavere og medier, der har siddet på flæsket i hvert fald de seneste 30 år siden 1989.

Det hedder flygtninge, korrekser den krysteragtige William sin kæreste Eva i Søren Staal Balslevs debutroman De rensede, der foregår efter en global epidemi og udkommer i næste uge. Spredte individer og grupper overlever i en spøgelsesagtig og nedbrudt hovedstad, og i dette limbo er fortidens semantisk-politiske anliggender med fortællernes ord reduceret til »små og prikkende sorte huller i udkanten af deres bevidsthed. Det hele var fortid: velfærdsstaten, skattepresset, ældrebyrden, dagpengesystemet, integrationsproblemerne, hvidvaskning og den transnationale migration«.

I romanen er der kun den skinbarlige overlevelse tilbage – lidt ligesom i Sverige, Tyskland, Belgien, Frankrig og muligvis også Storbritannien om to eller tre generationer. De overlevende er renset for illusioner, og til den tid vil den danske velfærdsstat ikke forære enlige forsørgere med to børn i omegnen af 20.000 om måneden i kontanthjælp og børnetilskud – efter skat. Virkeligheden vil ramme selv det indre København.

Flere og flere uden for de venstreorienterede enklaver forstår, at Danmark bevæger sig langsomt, men ubønhørligt i den retning. Sandheden er, at vi slet ikke behøver en epidemi eller naturkatastrofe for at få renset ud i illusionerne; det klarer vi selv. Ødelæggelsen af de vesteuropæiske nationer skrider planmæssigt frem i Bruxelles med tilhørende satellitstater takket være de magthavere og medier, der har siddet på flæsket i hvert fald de seneste 30 år siden 1989. Den lysende epoke, der skulle have fuldbyrdet Vestens sejr og bragt historien til lykkelig-liberal afslutning, blev i stedet en tiltagende forfaldshistorie. Hurra-globalismen mødte sit Waterloo. Alligevel glammer den videre.

Læg for eksempel mærke til, hvordan hurra-globalisterne bliver ved med at tale om flygtninge, til trods for at de ikke findes i Danmark. Der findes migranter, men det er noget helt andet. Flygtninge rejser ikke op gennem Europa land for land for at slå sig ned, hvor de sociale ydelser er mest generøse. Det gør migranter. Flygtninge flygter til det nærmeste sikre sted eller naboland. Når flygtningen krydser flere grænser, bliver han til migrant og bør behandles som en sådan.

Vist har vi haft flygtninge i Danmark. Fra omkringliggende lande. Da de multikulturelle imperiestater brød sammen under og efter Første Verdenskrig for 100 år siden, gik millioner af mennesker i landflygtighed. Krigen havde gjort dem retsløse. Særligt i Central- og Østeuropa var der et misforhold mellem etniske identiteter og politiske strukturer. Staterne vaklede, fordi de ikke var nationalstater, men kulturelt ustabile hybrider. Det er ikke grænser, men mangel på grænser, der får folk til at migrere.

Forskellen er, at migranterne i dag kommer fra andre kontinenter. De er ikke længere europæere, de er heller ikke vesterlændinge. I modsætning til det lange, lange historiske stræk frem verdenskrigene kommer det demografiske og politiske pres i dag udefra, ikke indefra. Migranterne rejser særligt fra muslimske områder med fallerede stater; de er ikke flygtninge, selv om medier og magthavere stadig bruger dette politisk korrekte begreb om dem – ligesom krysteren i Balslevs roman.

Samtidig har vi med EU fået en ny imperiestat, der erobrer nationerne under påskud af fred og fri bevægelighed, gør vores fremtid til en sag for kommissærer og velpolstrede embedsmænd og udvander konkrete menneskerettigheder til en abstrakt humanisme uden hensyntagen til kontinentets demografiske udvikling og den politiske orden.

For 100 år siden måtte de retsløse europæere søge hen, hvor de bedst kunne. I dag maskeres migranter som flygtninge støttet af krav om universel beskyttelse, asyl og retsgarantier, som der i praksis ikke er andre end nationalstaterne – og deres skatteydere – til at tage sig af i stedse højere tempo.

De politikere, der tror, at den transkontinentale migration har toppet eller er under kontrol, kan med fordel betragte den forestående befolkningseksplosion frem mod 2050, hvor befolkningen syd for Sahara forventes at blive fordoblet, mens stigningen i Nordafrika og Mellemøsten ligger på knap 50 pct. De selvsikre røde og liberale politikere kan også bare ringe til den tyrkiske præsident Erdogan. Også han, diktatoren ved slusen, kan, uanset om vi bryder os om det eller ej, rense os for de sidste illusioner. Folkevandringen er kun lige begyndt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Redaktionen anbefaler
Mere
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}