Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Venstres krise er kærkommen

Vil Venstre tage parti for danskerne? Eller vil Venstre fortsat agere tjener for internationale interesser?

24 timer, der aldrig vil blive glemt i Venstre, skrev JP om formandsopgøret, der nåede et klimaks, bedst som jeg stod og solgte ud af gemmerne på et loppemarked. Dér havde ingen hørt om magtkampen i Danmarks vistnok liberale parti. Hvis de havde vidst, at både partihøvding og partibankmand nr. 1 netop havde trukket sig, var folk tydeligvis ligeglade. Eller også havde de allerede glemt det.

Og nu er det så mandag igen, Gud forbyde det. Twitter er fuld af selvpromoverende sludder, det samme er Facebook. Men det vil alt sammen være fortid om 24 timer.

Hans Hauge, den knarvorne litterat fra Aarhus, skrev det mest sande om weekendens politiske dobbeltmord: Vi kan takke Rasmus Paludan for Venstres krise. Havde det ikke været for ham og hans raske svende, ville Lars Løkke næppe have foreslået en SV-regering. Og så ville formanden ikke have vækket baglandets vrede og trukket næstformanden med sig i faldet.

Blomsterne kan vi således sende til Paludan.

Krisen er kærkommen. For kun en egentlig besindelse på, hvem Venstre gerne til være parti for, kan bringe partiet ud på den anden side. Vil Venstre være parti for danskerne? Eller vil Venstre fortsat agere tjener for internationale interesser, herunder EU, transnationale domstole, konventioner og migranter?

Jeg bilder mig ikke ind at kende svaret. Men jeg er heller ikke medlem. Hvad mener Venstres medlemmer mon? Hvad mener de mange, der utroligt nok har stemt på partiet?

Jeg aner det ikke.

Men jeg ved, at det haster med et svar.

For nogle år siden skrev jeg, at immigrationens konsekvenser så småt var ved at gå op for Lars Løkke, da han var statsminister, men at han blev mageligt siddende. Det var så dansk, at det mindede om Anker Jørgensen.

Jeg var i et ondt humør og tilføjede, at det ville være en hån mod såvel drenge som skolen at kalde Venstre-folkene for skoledrenge, idet de fleste skoledrenge evner at slå fra sig i nødsituationer. Næ, det var meget værre. Vi taler om voksne mennesker med magt til at at indføre asylstop og sætte indvandringen i bero. Voksne mænd med skægvækst, prostata, pensionsopsparing, børn og det hele, der svigter det land, de er sat til at beskytte.

Lige lidt hjalp det. Og nu venter vi på en ny kalif.

Jeg håber, at vedkommende vil forstå sig lidt bedre på islam, og hvad dertil hører. Når der næste gang sprænges en metro, bus eller bygning i luften i Allahs navn, trænger jeg til at vide, at både formanden og næstformanden for Venstre forstår hvorfor. At islamiske terrorister ikke har voldtaget en fredelig religion, sådan som det førhen lød fra Statsministeriet. Men at islamiske terrorister såmænd bare udfører, hvad der er rygdækning for i talrige hellige kilder, klaner og krigerisk praksis.

Og meget gerne med denne fortsættelse: Hvis vi ikke kan standse dem i deres hjemlande, så kan og skal vi forhindre dem i at vende de vestlige samfund på hovedet – og i stedet sørge for, at Danmark og resten af Vesteuropa atter en dag kan blive sikre, stærke og frie.

I stedet sagde Lars Løkke i sin nytårstale den 1. januar 2018, at hverken terror, ghettodannelse, segregering, kriminalitet og social kontrol af unge kvinder handler om religion. Skønt det gør det – også. Årtiers overvintrede integrationsproblemer handler i høj grad om religion og den sociale praksis, som islams religiøse og politiske autoriteter, klaner og familier håndhæver hver eneste dag.

Ghettoerne opstår ikke ud af ingenting – og er heller ikke knyttet til mursten – men holdes sammen af systematisk offentlig forsørgelse, muslimske normer, ritualer, uskrevne gaderegler og indgroede forestillinger om ære og skam, halal og haram, mandligt og kvindeligt. Hele problemkomplekset vokser i omfang og alvor i takt med antallet af og andelen af muslimer i Danmark og resten af Vesteuropa. Det opfattede Lars Løkke & co. som dæmonisering. For mig var det at sætte navn på problemet.

På samme måde med FN’s migrationspagt, som Danmarks borgerlige regering underskrev under Løkke til trods for talrige advarsler fra især borgerlige iagttagere. At pagten, anført af de menneskeeksporterende lande, ophøjede migration til en universel menneskeret, tilskyndte til mere migration og gjorde indvandrere til flygtninge, havde ingen betydning i Venstre.

En af konsekvenserne var som bekendt, at endnu flere migranter fra Mellemøsten og Afrika kunne forventes at søge mod nord. Aftalen øgede den trækkraft, som allerede gjorde sig glædende takket være vores åbne kasser, den moderne kommunikationsteknologi, den allerede etablerede muslimske diaspora i Vesteuropa, vestlige ngo’ers virke i middelhavsområdet og EU’s porøse grænser. Aftalen intensiverede det demografiske, sociale og økonomiske pres mod Europa.

Men Venstre var ligeglad. Er Venstre fortsat det?

I aftaleteksten blev det beskrevet, hvordan europæiske regeringer skulle slå hårdere ned på såkaldt fremmedfjendske medier med henblik på at skabe et mere positivt syn på indvandring. Alene dét burde få enhver nationalt sindet offentlighed eller regering til at vende sig mod underskrivelsen af en sådan pagt. Men ikke i Venstre. Gælder dette princip mon stadig?

Da jeg for nogle år siden mødtes med Lars Løkke Rasmussen sammen med en mindre kreds af borgerlige meningsdannere, fik jeg et fejlagtigt billede af, at statsministeren faktisk lyttede til os, de mest bekymrede borgerlige. Jeg har for længst forstået, hvor naiv jeg var. Lige siden fortsatte Venstre ud ad det multikulturelle spor, hvor grænser er noget, man taler om, mens de svækkes, fordi såkaldt international åbenhed adlydes som et mantra.

Denne form for selvovergivelse til udviklingens iboende logik chokerede mig nærmest dagligt under Lars Løkkes storhedstid, men jeg lærte at leve med den, vel vidende at den stikker dybt i den danske folkesjæl. Underkastelsen. Fatalismen. Selvmordet.

Tør man håbe på et nyt Venstre? Eller vil det fortsat ligge til venstre?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Utku H. Güzel
08.07.20, 19:10
For mig forekommer det vildt hyklerisk, at man kan støtte en diktator som Erdogan samtidig med, at man brokker sig over frihedsrettigheder herhjemme i Danmark. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.20, 13:54
Hvor kært at sidestille en demokrat som undertegnede med en kommunist og derfor antidemokrat og voldsparat. Læs mere
Af Nauja Lynge
07.07.20, 18:55
Lad mig slå fast: Langt de fleste unge grønlændere klarer sig godt og bruger deres stemme på en god måde. Men tiden er for farlig til, at vi kan lade enkelte grønlændere bruge ord som ”decolonize” til at piske en stemning op under betegnelsen kunst. Læs mere
Af Harun Demirtas
07.07.20, 14:50
Ingen skal bede beboere lave lort på kommando i den seng, som hun også skal sove i eller lade dem at hænge i en loftlift i syv minutter, mens man glor på hendes blottede underliv. Læs mere
Af Martin Ågerup
07.07.20, 13:51
DF er reelt et enkeltsagsparti: ældre og islam. S har overtaget disse dagsordner Læs mere
Af Martin Ågerup
06.07.20, 11:13
Kimen til den borgerlige krise blev lagt, da Fogh trak Venstre mod midten Læs mere
Af Nauja Lynge
05.07.20, 19:23
Hvad sker der med grønlændere, som kommer til Danmark for at studere, men som vender hjem som glødende frihedskæmpere? Læs mere
Af Martin Ågerup
05.07.20, 17:42
Femte blog om den borgerlige krise og veje ud af den Læs mere
Af Isabella Arendt
04.07.20, 15:03
I et års tid nu har vi alle ventet på, hvad de borgerlige partier mon stiller op med sig selv. Vi har brug for en fælles borgerlig vision. Ikke som krisehåndtering eller valgflæsk, men som en reel vision for, hvor Danmark skal bevæge sig hen om ikke bare fire år, men 40 år. Læs mere