Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det civilisatoriske dannelsestab bliver mere og mere spektakulært i Vesten

I det 21. århundrede sætter narcissismen verdensrekord hver eneste dag.

Et sted på det store, uformelige internet kunne man læse, at skuespilleren Gwyneth Paltrow har fået sin private bogsamling i Los Angeles kurateret af en berømt designer. Først skød jeg det hen som en vittighed. Så fandt jeg ud af, at det var sandt – og allermest sært: at der findes mennesker, der lever af at indrette og opstille bøger på reoler for rige mennesker, sådan at deres bogsamling tager sig ud på en bestemt måde. Kurateringen skal ifølge kuratoren afspejle ejerens syn på sig selv, erfaringer og drømme. Altså, lidt i stil med, hvad der skal få dig til at købe en bestemt shampoo, bil eller ferierejse. I oplevelses- og overvågningsøkonomien er også bøger blevet omdannet til produkter med kulturel og social kapital til ære for dig selv og din brandværdi.

Vantro stirrede jeg på det douche foto fra skuespillerens hjem, skønt intet længere kan overraske nogen med hensyn til noget som helst i det 21. århundrede, hvor narcissismen sætter verdensrekord hver eneste dag. Al skam er spulet borte. Selvfølgelig skal en berømt skuespiller have kurateret sin bogsamling. Især, når hun ikke har tid til at læse den.

Det civilisatoriske dannelsestab bliver mere og mere spektakulært i Vesten, ikke kun i Danmark. Engang ville man have fnyst ad en dum skuespillers latterlige forsøg på at virke litterær og dannet. I dag behandles hun som en prinsesse med adgang til alles hjerter og er kun ekstra interessant, fordi hun har en matchende bogsamling. Bøger, blomster, møbler, sko, tasker, tøj, parfume, ingen forskel.

Hvad er en bog? En ting eller noget mere og andet? Tænk, jeg hælder mod sidstnævnte. Bøger – og her tænker jeg først og fremmest på romaner og faglitteratur – rummer en mulighed for dannelse ved at pege hen på noget andet end én selv. Andre personer, konflikter, horisonter, epoker, verdener.

Desuden gør bøger modstand, kræver koncentration. Man skal ind i dem, som vi siger til vores børn, før de fælder dom, tilegne sig dem for at få et forhold til mere end sig selv.

Bøger tager sig betalt i tid. Men bøger kan ændre dig og former, når de er bedst, forståelsen for det almene i tilværelsen. De hjælper dig ikke med at realisere dig selv, sådan som kravet har været med tiltagende styrke siden 1968, heller ikke med at blive unik, attråværdig, instaworthy – eller som tidens multikulturelle venstrefløj formulerer det i forsvaret for børns ret til juridisk kønsskifte – med at blive den bedste version af dig selv. Dannelse rummer derimod en fortabelse og lærer dig at lære af andre, før du forsøger at være original. Bøger fremmaner det generelle i dig selv. Du er sandsynligvis ikke specielt speciel. Du er et menneske placeret i en bestemt tid og et konkret sted, hverken mere eller mindre.

Sådan spiller den amerikaniserede kulturindustri imidlertid ikke. Her er vi alle unikke. Hollywood elsker den myte og spytter film efter film ud med det liberalt-mangfoldige budskab. Det er en af grundene til, at vi læser færre bøger og romaner – bortset fra krimier, som er litteraturens svar på CO2. Vi drukner i billeder, kendisser og store øjeblikke, men fattes ord, der holder mere end en sommer.

Vi tror ikke længere, at vi har brug for rigtige bøger og nøjes derfor med den øjeblikkelige nutid. Vi er os selv nærmest, ikke alene privatøkonomisk, men endnu mere sigende: imaginært. Vi forestiller os en verden, hvor vi skal gøre en forskel, hver og én, og er man først ramt af denne tidstypiske selvforblindelse, kan det være uudholdeligt at gå på arbejde, sidde ved kassen i Netto eller opdrage poderne til at lave lektier og rydde op på deres værelse.

Vi må være skabt til noget større, og forventningen herom får os til at hungre efter mere. I virkeligheden gør sulten os mindre. Vi glemmer det generelle: at vi kom til verden ufortjent, at livet er en gave, og at vi må forvalte det så godt som muligt uden at glemme, at vi kan være nogle dumme svin – og forresten skal dø en dag.

Pointen er, at bøger er langt mere end dekoration og scene for overklassen, og at især vi borgerlige i mange år har svigtet at tale om dannelse. Bøger skal ikke udstilles, men læses, fordøjes og diskuteres og meget gerne kritiseres. Når de lykkes, forbinder de nogle af de individuelle prikker i singulariteternes verden med streger, sådan at et større og mere alment billede tegnes op. Men det kræver, at de får plads hinsides æstetiske, politiske og kommercielle hensyn. Som åndsprodukter, ikke udstillingsgenstande. Her lurer et opgør med skuespillernes tid.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Jens Kindberg
28.02.20, 14:11
Visionerne døde med Jens Kramer Mikkelsens farvel til politik. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
28.02.20, 13:40
Den nuværende regering kom til magten ved at strø om sig med tomme løfter; åbningstalens moraliseren er gjort grusomt til skamme af virkeligheden. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
28.02.20, 08:31
TV-medierne spreder bevidst uberettiget frygt om Coronavirus. De to landsdækkende kanaler spiller på vores bekymring. Læs mere
Af Nauja Lynge
28.02.20, 07:36
Vi diskrimineres og udsættes for fordomme og skal som minimum høres omkring rigsfællesskabets fremtid. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
27.02.20, 16:30
Vi skal stoppe med at belønne de forkerte. Udligningsreformen burde lade pengene følge borgerne i stedet for det uigennemskuelige flytteri af penge mellem kommunerne. Læs mere
Af Signe Munk
27.02.20, 14:30
Vi er for dårligt forberedte på det, der har ramt os lige nu – og som vil ramme os oftere. Vi skal have en samlet plan for, hvad vi gør ved de klimaforandringer, der truer med at drukne os. Læs mere
Af Rune Lund
27.02.20, 13:08
Flere multinationale selskaber har igen ikke betalt en eneste krone i skat Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
26.02.20, 21:58
Når det bliver krænkende adfærd at behandle et menneske som et frit og ansvarligt individ. Læs mere
Af Henrik Højlund
26.02.20, 21:51
En finsk politiker er genstand for politiundersøgelse, fordi hun går imod (LGBT)strømmen. Et varsel for Danmark? Læs mere