Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Flest af de røde, mange liberale, næsten ingen konservative

Udlændingespørgsmålet er det eneste sted, hvor debatten er løssluppen. Alt andet lukkes ned.

Jeg ved godt, at alting i dag handler om Donald Trumps majestætsfornærmelse. Men tillad mig alligevel at tage fat i en anden sag med vidtrækkende perspektiver, også selv om den begynder med lille mig.

Jeg blev i forgårs ringet op af DR’s Deadlineredaktion, som ville høre, om jeg havde lyst til at deltage i en debat om den unge klimaaktivist Greta Thunbergs betydning som kulturfænomen. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg har forholdt mig til den svenske teenager ved flere lejligheder og mener at vide, at hun er et ulykkeligt tegn i tiden. Hendes mors bog datteren siger det meste. Uforvarende, naturligvis.

I går fik jeg så pludselig at vide, at man havde ændret på personsammensætningen, og at jeg faldt ud. Jeg var lettet. Så havde jeg da aftenen fri.

Så kom jeg til at se debatten her til morgen.

Vupti, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard sad klemt inde mellem en akademiker fra Alternativet ved navn Theresa Scavenius og Politikens missionske chefredaktør Christian Jensen.

Hvad de sagde, var dybt forudsigeligt. Jensen mener, at børnene skal tage magten, lidt ligesom med Bob Dylan og ungdomsoprøret. Alternativakademikeren mener det samme som Christian Jensen, bare på et globalt plan. Pia Kjærsgaard kæmpede bravt, men resultatet var givet på forhånd.

På DR og andre skatteyderfinansierede skodkanaler er det altid, jeg gentager, altid to-imod-én. De fornuftige overmandes altid af de salvelsesfulde og velmenende. Når DR byder op til ”debat”, er det immer røde følelser og positioner, der er i flertal.

Hvor er jeg dog træt af dette skuespil og denne manipulation. Hvem finder på det? Hvem bestemmer, at det skal være sådan? Tror redaktørerne i DR, vi er idioter?

Der, hvor klimaaktivismen (og multikulturalismen) fremføres allermest aggressivt, trives en politisk monokultur. Det er såre paradoksalt. De populære slagord er altid noget med diversitet og pluralisme, men virkeligheden er en helt anden.

Det gælder fra medier til universiteter, højskoler, kirker, uddannelses- og kulturinstitutioner. De røde og venstreliberale sidder tungt på den offentlige meningsdannelse, sådan som Anders Krab-Johansen har været inde på i Berlingske, også når det gælder ”klimaet”.

Udlændingespørgsmålet er det eneste sted, hvor monopolet er brudt og debatten er løssluppen, karsk og ærlig. Alt andet lukkes ned.

I praksis har vi konservative kun bloggen, læserbrevet og de sociale medier tilbage, som ovenikøbet styres af californiske censurhipstere. Alle andre fora – sandelig også radioen – er domineret af venstreliberale, postmodernister, dekonstuktivister, kønsneutralister eller slet og ret socialister.

Inviteres de konservative meningsdannere endelig ind, er de altid omringet af rettroende klimafolk, venstrelektorer og meningsmagere eller liberale avisredaktører. Mindretalssituationen er normaliseret; flest af de røde, mange liberale, næsten ingen konservative.

Som Bruce Gilley, professor i politisk filosofi ved universitetet i Portland, Oregon, påpeger med afsæt i egne erfaringer fra USA, er der ikke tale om censur. Der er bare ingen eller stedse færre til at fremføre de konservative synspunkter.

Se dig omkring i den akademiske verden: Hvor mange konservative lektorer og professorer findes der på danske universiteter? Jeg kender dem alle, de er meget få. Hvor mange røde? Utallige.

Den britiske historiker Niall Ferguson beretter om samme udvikling i Cambridge, Oxford og på Harvard. Under mangfoldighedens faner vokser homogeniseringen frem. Igen dette paradoks. År for år bliver det sværere at blive opfattet som konservativ, især på humaniora eller specifikt på de historiske institutter. Møder jeg en akademiker i socialt lag, går jeg ud fra, at vedkommende ligger langt til venstre. I 99 pct. af tilfældene viser fordommen sig at være foruroligende sand.

Den bitre sandhed er, at de røde og liberale har vist sig at være langt bedre til at sikre arvefølgen end de konservative. Sådan har de vundet kulturkampen, ikke ved deres ideers kraft, men ved netværk, strategisk snilde og emsig karrierepleje blandt ligesindede, godt hjulpet af tidsånd og medier. I dag er den progressive lejr blevet mainstream, mens de konservative er de sande revolutionære.

Tør øjnene, vil nogle sige. Men det handler ikke om mig.

Det handler om, at færre og færre unge mennesker eksponeres for konservative analyser og synspunkter. Og det er, uanset hvad man måtte mene herom, et kulturtab – og præcis det modsatte af oplysning og ”public service”.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.