Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Flest af de røde, mange liberale, næsten ingen konservative

Udlændingespørgsmålet er det eneste sted, hvor debatten er løssluppen. Alt andet lukkes ned.

Jeg ved godt, at alting i dag handler om Donald Trumps majestætsfornærmelse. Men tillad mig alligevel at tage fat i en anden sag med vidtrækkende perspektiver, også selv om den begynder med lille mig.

Jeg blev i forgårs ringet op af DR’s Deadlineredaktion, som ville høre, om jeg havde lyst til at deltage i en debat om den unge klimaaktivist Greta Thunbergs betydning som kulturfænomen. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg har forholdt mig til den svenske teenager ved flere lejligheder og mener at vide, at hun er et ulykkeligt tegn i tiden. Hendes mors bog datteren siger det meste. Uforvarende, naturligvis.

I går fik jeg så pludselig at vide, at man havde ændret på personsammensætningen, og at jeg faldt ud. Jeg var lettet. Så havde jeg da aftenen fri.

Så kom jeg til at se debatten her til morgen.

Vupti, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard sad klemt inde mellem en akademiker fra Alternativet ved navn Theresa Scavenius og Politikens missionske chefredaktør Christian Jensen.

Hvad de sagde, var dybt forudsigeligt. Jensen mener, at børnene skal tage magten, lidt ligesom med Bob Dylan og ungdomsoprøret. Alternativakademikeren mener det samme som Christian Jensen, bare på et globalt plan. Pia Kjærsgaard kæmpede bravt, men resultatet var givet på forhånd.

På DR og andre skatteyderfinansierede skodkanaler er det altid, jeg gentager, altid to-imod-én. De fornuftige overmandes altid af de salvelsesfulde og velmenende. Når DR byder op til ”debat”, er det immer røde følelser og positioner, der er i flertal.

Hvor er jeg dog træt af dette skuespil og denne manipulation. Hvem finder på det? Hvem bestemmer, at det skal være sådan? Tror redaktørerne i DR, vi er idioter?

Der, hvor klimaaktivismen (og multikulturalismen) fremføres allermest aggressivt, trives en politisk monokultur. Det er såre paradoksalt. De populære slagord er altid noget med diversitet og pluralisme, men virkeligheden er en helt anden.

Det gælder fra medier til universiteter, højskoler, kirker, uddannelses- og kulturinstitutioner. De røde og venstreliberale sidder tungt på den offentlige meningsdannelse, sådan som Anders Krab-Johansen har været inde på i Berlingske, også når det gælder ”klimaet”.

Udlændingespørgsmålet er det eneste sted, hvor monopolet er brudt og debatten er løssluppen, karsk og ærlig. Alt andet lukkes ned.

I praksis har vi konservative kun bloggen, læserbrevet og de sociale medier tilbage, som ovenikøbet styres af californiske censurhipstere. Alle andre fora – sandelig også radioen – er domineret af venstreliberale, postmodernister, dekonstuktivister, kønsneutralister eller slet og ret socialister.

Inviteres de konservative meningsdannere endelig ind, er de altid omringet af rettroende klimafolk, venstrelektorer og meningsmagere eller liberale avisredaktører. Mindretalssituationen er normaliseret; flest af de røde, mange liberale, næsten ingen konservative.

Som Bruce Gilley, professor i politisk filosofi ved universitetet i Portland, Oregon, påpeger med afsæt i egne erfaringer fra USA, er der ikke tale om censur. Der er bare ingen eller stedse færre til at fremføre de konservative synspunkter.

Se dig omkring i den akademiske verden: Hvor mange konservative lektorer og professorer findes der på danske universiteter? Jeg kender dem alle, de er meget få. Hvor mange røde? Utallige.

Den britiske historiker Niall Ferguson beretter om samme udvikling i Cambridge, Oxford og på Harvard. Under mangfoldighedens faner vokser homogeniseringen frem. Igen dette paradoks. År for år bliver det sværere at blive opfattet som konservativ, især på humaniora eller specifikt på de historiske institutter. Møder jeg en akademiker i socialt lag, går jeg ud fra, at vedkommende ligger langt til venstre. I 99 pct. af tilfældene viser fordommen sig at være foruroligende sand.

Den bitre sandhed er, at de røde og liberale har vist sig at være langt bedre til at sikre arvefølgen end de konservative. Sådan har de vundet kulturkampen, ikke ved deres ideers kraft, men ved netværk, strategisk snilde og emsig karrierepleje blandt ligesindede, godt hjulpet af tidsånd og medier. I dag er den progressive lejr blevet mainstream, mens de konservative er de sande revolutionære.

Tør øjnene, vil nogle sige. Men det handler ikke om mig.

Det handler om, at færre og færre unge mennesker eksponeres for konservative analyser og synspunkter. Og det er, uanset hvad man måtte mene herom, et kulturtab – og præcis det modsatte af oplysning og ”public service”.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Gitte Seeberg
23.09.19, 08:43
Jeg kender ingen andre, altså bortset fra mine gamle politikervenner, der ikke må tage et job i bestemte brancher, uden man bliver forarget. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.09.19, 06:32
Det er kun de venstreorienterede og de liberale, som drømmer om mere mangfoldighed, frihed og flere penge. Læs mere
Af Ane Liebing Grøngaard
21.09.19, 10:16
Jeg håber, at alvoren efterhånden er sunket så meget ind, at vi må kalde en spade for en spade og sige højt, at vi er bange for fremtiden. Også selv om vi ødelægger den gode stemning. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.09.19, 23:19
Monopolvirksomheden er en del af den nye totalitære orden. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.09.19, 14:59
Den gode nyhed er, at det kan forhindres med to byggesten. Læs mere
Af Andreas Høstgaard Poulsen
20.09.19, 14:16
I mange andre medlemslande vajer det europæiske flag side om side med det nationale og regionale flag. Det symboliserer tydeligt, at vi alle er en del af forskellige fællesskaber, men at disse fællesskaber ikke udelukker hinanden. Læs mere
Af Anna Thygesen
20.09.19, 11:00
Det er stadig jungleloven, der hersker i 3F – selv om de påstår noget andet. Og med deres arrogante attitude ender fagforeningen på Arbejdermuseet. Læs mere
Af Jens Kindberg
20.09.19, 10:51
Og det ændres ikke nævneværdigt med indgrebet den 19. september. Læs mere
Af Camilla Burgwald
20.09.19, 10:10
Forestil dig, at lade dine indre dramaer udspille sig med nationen som publikum. Mens du forsøger at lede landet. Jeg har selv været i politik og ved af erfaring, at der kan være meget mere på spil end rene politiske målsætninger.  Læs mere
Af Signe Munk
19.09.19, 17:32
Vi skal turde tage livtag med alkoholkulturen for de unge og for hinanden. Læs mere