<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det store danske skuldertræk

Intet er længere politisk, hverken EU, klima, kærlighed eller indvandring. Og danskerne lader til at være ligeglade, så længe SAS-piloterne ikke strejker, og der er wi-fi på hotellet.

Mens vi sløvt følger valget af de nye paver i Bruxelles, og medierne hepper ukritisk på Margrethe Vestager, fordi hun er åh, så dansk og for øvrigt kvinde, gør historiker Uffe Østergård utrætteligt opmærksom på, at det var både naivt og dumt af EU at nedlægge de indre grænser med Schengen-aftalen uden at have sikret de ydre grænser først. Allerede for tre år siden erklærede historikeren til føderalisternes store fortrydelse, at det haster med at beskytte Europa bag et jerntæppe: »Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter.«

Det er som bekendt ikke sket og kommer ikke til at ske, så længe der er noget, der hedder EU. De vesteuropæiske EU-lande driver ned ad malstrømmen med deres despotiske pavers systematiske naivitet i forhold til alt, hvad der har med arabisk immigration og kolonisering at gøre. Det samme gælder danskerne, selv om et flertal tror eller håber, de netop har valgt en regering, som står vagt om den ”brede og stramme” udlændingepolitik.

Problemet begynder og slutter med alt det håberi, der skal gøre det ud for en holdning. I virkeligheden er flertallet af danskere ligeglade med næste generation, når bare de kan hygge sig over sommeren, lægge vejen forbi Roskilde eller Middelhavet, eller dele succes og lækker livsstil på Facebook, eller komme igennem vintermørket ved at dyrke yoga, være mere positiv eller spirituel eller spise lige så vegetarisk, som de gør i Kartoffelrækkerne, eller håbe videre med forår, påskeøl og snaps til silden.

De voksne danskere er blevet børn igen, ingen vil være autoriteter, og de rigtige børn har ikke engang nogen eller noget at gøre oprør imod. Kommer der pludselig en lille pige med fletninger, diagnoser og bedemandsansigt og siger, at kloden går under, omfavner vi hende og siger, hun er et geni og forbillede for alverden, fordi hun disrupter alting. Og så går livet ellers videre som før.

I den forløbne uge blev nok en alarmerende nyhed modtaget med det sædvanlige danske skuldertræk. Tænketanken Unitos havde samlet tal fra Danmarks Statistik, der viser, at næsten alle muslimske efterkommere vælger at gifte sig med én med samme kulturbaggrund. Når det gælder kærligheden, er integration en fiktion. Kultur og etnicitet går som en usynlig grænsebom mellem dem og os.

Nyheden blev bragt i Jyllands-Posten, hvor lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Jens Peter Frølund Thomsen var så uforsigtig at sige sandheden: »Nogle vil nok blive overraskede over, at efterkommere ikke ser ud til at integrere sig yderligere i forhold til generationen før dem. Tværtimod lukker de sig mere om sig selv og bliver mere afhængige af deres eget kulturfællesskab.«

Der blev fulgt op med en række celebre casehistorier. Først mødte vi tyrkiskfødte Halime Oguz, nyvalgt folketingsmedlem for SF, som blev giftet væk som 17-årig. Så mødte vi Rushy Rashid med pakistansk baggrund, der i årevis har været vært på Radio24syv. Som 30-årig giftede hun sig med en dansk mand, hvorpå familien slog hånden af hende. Begge tilfælde understreger islams byrde for især kvinder. Næste levende billede var den kvindelige imam Sherin Khankan, der altid sætter en ære i at bestride fakta og tror, at flere muslimer fremover vil gifte sig med vantro.

Igen dette evindelige håberi, denne livsløgn forklædt som håb. En løgn, der udspringer af, at virkeligheden er til besvær. Når det virkelig gælder, og det må man sige, at valget af ægtemand eller kone gør, vælger muslimer, især muslimske kvinder, at følge den muslimske norm og de skrevne eller uskrevne muslimske regler.

Længere er den sådan set ikke, den forbandede virkelighed, og den burde i mine øjne ikke forbavse nogen.

Det gør den tilsyneladende heller ikke. Thi danskerne er hævet over den slags, de er ligeglade, så længe meteorologerne lover, at varmen kommer tilbage, SAS-medarbejderne ikke strejker, og at der er wi-fi på hotellet. Integration, assimilation eller mangel på samme rager dem en høstblomst. Desuden har de stemt på Socialdemokratiet og de røde, som har lovet, at de nok skal fikse det.

Hvad er det egentlig, Mette Frederiksen og hendes venner tror, de kan fikse? Jeg aner det ikke. Men jeg forstår nu, at indvandringen ikke længere er et politisk spørgsmål; det er blevet neutraliseret til noget med at håbe og tro det bedste, danskerne har lært i skole og uddannelse af dumsmarte medier og politikere og andre, der burde have været de voksne, og det er netop dette, dette svigt, herunder forestillingen om, at der er styr på det, der beskriver danskernes infantilisering: at vi ikke længere tager mål af den sociale virkelighed, men af de drømme, vi har for tilværelsen, herunder at smile og have tillid til alle mennesker uanset deres adfærd og huse og finansiere dem og deres familier, hvis bare de, EU eller Dansk Flygtningehjælp laver tilpas meget ballade.

For ballade, det vil vi ikke have, skønt det netop er, hvad vores børn vil få, når vores meget lange politiske ferie engang er slut.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
05.12.21, 09:17
To år efter virussens udbrud i Kina ser det ud til, at vi står i et paradigmeskifte, som vil gøre Europa mere kinesisk. Læs mere
Af Marie Høgh
04.12.21, 09:00
Det er krænkeren og ikke kulturen under ledelse af en mediechef, der bærer ansvaret for den forkastelige adfærd – men kvinderne bærer også et ansvar. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
03.12.21, 08:00
Arbejdsløsheden er faldet, og det samme er kriminaliteten, så selvfølgelig skal vi ikke afskaffe ghettoplanen. Læs mere
Af Carolina M. Maier
02.12.21, 17:00
Vi identificerer os i ekstrem grad med vores arbejde – nogle gange så meget, at det kommer til at stå i vejen for at kunne realisere ens drømme om, hvordan man helst vil leve sit liv. Er det rimeligt, at arbejdet tager så meget af os? Læs mere
Af Utku H. Güzel
01.12.21, 19:00
Man skal virkelig passe på med at udtale sig uden omtanke, da man meget nemt kan komme til at træde folk over fødderne. Det er, som om coronadebatten indeholder mange flere følelser og mange flere forskellige synspunkter og perspektiver end andre emner. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
30.11.21, 22:00
P1 Morgen og en forsker fra Aarhus Universitet søgte at bevise, at det går meget bedre med integrationen, end hr. og fru Danmark evner at forstå. Det nærmer sig videnskabelig uredelighed. Læs mere
Af Uffe Elbæk
30.11.21, 20:00
Mediestøtten skal omlægges, så den i langt højere grad støtter nye og genre-eksperimenterende medier Læs mere
Af Carl Holst
30.11.21, 19:55
Måske er læren af den aktuelle rigsretssag, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg aldrig kommet for en rigsret. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
30.11.21, 14:56
Danmark skal turde tage et opgør med konventioner, som truer vores sammenhængskraft og fremtiden for vores folk. Det vil kunne give genlyd andre steder i Europa. Læs mere