Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Klimapopulismen er over os

Klimapopulismen indebærer en synkronisering af synspunkter og forskning og skaber en menighed, der marcherer i takt.

»Vi er samlet i dag, fordi vi har ret. Vi er også samlet i dag, fordi vi ikke har fået vores vilje«. Ordene stammer fra en tale ved Folkets Klimamarch i København i sidste uge holdt af Rune Lykkeberg, chefredaktør ved dagbladet Information og forfatter til en bog med titlen ”Alle har ret”. Ret har alle så kun, hvis de er enige med Rune Lykkeberg om klimaforandringerne, og magten, den tilhører de viljestærke. Sådan taler en klimapopulist.

De seneste år er gået med at diskutere højrepopulisme i det ene land efter det andet. Rune Lykkeberg har for øvrigt selv bidraget med en glimrende bog om emnet, som jeg tilmed har rost til skyerne. Men vi har helt og aldeles overset en anden populisme i vor tid med langt større attraktion og mere globale ambitioner, nemlig den, der gælder klimaet og alt, hvad knytter sig hertil.

Det 16-årige vidunderbarn Greta Thunberg er et ekstremt symptom på denne omsiggribende populisme, der ikke alene får børn, men sandelig også mediechefer, politikere, skuespillere og selv paven i Rom til at frygte klodens snarlige undergang med himmelsk hastighed. Jeg bruger denne metafor med vilje. Der er noget guddommeligt eller overnaturligt på færde i disse velstående og tumultariske tider, en længsel, et håb, en dyb dragning mod nærtstående katastrofer og pludselig død, en metafysisk higen med rødder i såvel den menneskelige eksistens som i den europæiske historie. Det er en mission på klodens vegne. Klimapopulismen er den nye naturreligion.

Med religion hentyder jeg til tro snarere end videnskab. Ingen af dagens klimapopulister i Bruxelles, Hollywood, Vatikanet, FN eller på Christiansborg ved noget substantielt om hverken klimaet eller dets lange og komplicerede naturhistorie, endsige om grundene til store svingninger over tid. Hvad der samler og motiverer populisterne, er sulten efter at gøre noget, kræve noget, love noget. Deres trosgrundlag er handling, krav og løfter fra Paris til Rio. Teenageren Thunberg, der af sin egen mor og far er blevet berøvet sin barndom, vil være mere voksen end alle voksne og trives i en stemning af oratorisk panik. Voksenbarnets budskab er ment som en trussel, når hun i en af sine taler erklærer: »Vi er kommet her for at lade jer vide, at forandringen kommer, hvad enten I kan lide det eller ej. Magten tilhører folket.«

Greta er folket, folket er Greta, og derfor skal der opføres flere og flere vindmøller og solceller, ligesom vi skal skal spise vegetarisk, indføre kvoter, forbud, skatter og afgifter, hvad som helst – bortset fra at revurdere vores syn på atomkraft, det er tabu. Denne tro på øjeblikkelig, individuel og uoverlagt handling begyndte blandt de velbjærgede i den kreative klasse, som har tid, råd og ego til den slags, men er blevet folkelig takket være mediernes ukritiske medløb og politikernes notoriske hang til forsimplede budskaber.

Vi genkender dem fra middelalderens farverige tableauer, disse flagellanter, der piskede sig selv til blods i en ophøjet sags tjeneste i deres hellige forsøg på at foregribe dommedag vha. spektakulære processioner. I dag foregår bodshandlingen i stedet på de sociale medier, under klimamarcher eller ved stemmeurnen. Den yderste dag er deres indre drivkraft.

Klimapopulismen indebærer en synkronisering af synspunkter og forskning og skaber en menighed, der marcherer i takt, sådan som geolog Jens Morten Hansen for længst har beskrevet det: »De seneste tre årtiers klimaforskning har udviklet sig til en forskningsboble (…) med endnu flere i politik, fly-, hotel-, og kongresbranchen.«

Pist borte er Bjørn Lomborgs klimarealisme med vægt på bekæmpelse af overbefolkning, migration og en mere målrettet finansiering af forskning i og udvikling af grøn energi. Vind- og solkraft er slet ikke nok. Vi må grave dybere og bredere teknologisk. Udviklingen af skifergas er et nyligt eksempel på, hvordan en ny teknologi kan være med til at nedbringe brugen af kul. Lomborg anbefaler mange bække små: fusionsenergi, fissionsenergi, vandspaltning, alger m.m. og konkluderer, at en bedre offentligt finansieret forskning er vores bedste mulighed for at gøre signifikante fremskridt.

Denne realisme handler ikke om at benægte klimaforandringerne. Den handler om at forstå, hvilket skifte der er tale om, hvad årsagerne egentlig er, og hvad der følgelig er de mest fornuftige politiske svar. Når vi f.eks. ved, at EU’s nuværende kvotesystem for udledning af CO2 reelt betyder, at en reduktion i Danmark kun gør det nemmere og billigere for andre EU-lande at udlede CO2, så er der et stykke vej til bedre beskyttelse af den klode, vi har til fælles. Klimapopulismen vil ikke engang redde de frelste.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Utku H. Güzel
08.07.20, 19:10
For mig forekommer det vildt hyklerisk, at man kan støtte en diktator som Erdogan samtidig med, at man brokker sig over frihedsrettigheder herhjemme i Danmark. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.20, 13:54
Hvor kært at sidestille en demokrat som undertegnede med en kommunist og derfor antidemokrat og voldsparat. Læs mere
Af Nauja Lynge
07.07.20, 18:55
Lad mig slå fast: Langt de fleste unge grønlændere klarer sig godt og bruger deres stemme på en god måde. Men tiden er for farlig til, at vi kan lade enkelte grønlændere bruge ord som ”decolonize” til at piske en stemning op under betegnelsen kunst. Læs mere
Af Harun Demirtas
07.07.20, 14:50
Ingen skal bede beboere lave lort på kommando i den seng, som hun også skal sove i eller lade dem at hænge i en loftlift i syv minutter, mens man glor på hendes blottede underliv. Læs mere
Af Martin Ågerup
07.07.20, 13:51
DF er reelt et enkeltsagsparti: ældre og islam. S har overtaget disse dagsordner Læs mere
Af Martin Ågerup
06.07.20, 11:13
Kimen til den borgerlige krise blev lagt, da Fogh trak Venstre mod midten Læs mere
Af Nauja Lynge
05.07.20, 19:23
Hvad sker der med grønlændere, som kommer til Danmark for at studere, men som vender hjem som glødende frihedskæmpere? Læs mere
Af Martin Ågerup
05.07.20, 17:42
Femte blog om den borgerlige krise og veje ud af den Læs mere
Af Isabella Arendt
04.07.20, 15:03
I et års tid nu har vi alle ventet på, hvad de borgerlige partier mon stiller op med sig selv. Vi har brug for en fælles borgerlig vision. Ikke som krisehåndtering eller valgflæsk, men som en reel vision for, hvor Danmark skal bevæge sig hen om ikke bare fire år, men 40 år. Læs mere