Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Svar til Nima Zamani fra Radio24syv om Rasmus Paludan

Jeg bilder mig ind at forstå, hvad Rasmus Paludans protest er et symptom på: store forandringer i den sociale virkelighed. Hvis vi benægter dem, har vi for alvor et problem.

Jurist og studievært på Radio24syv retter i et indlæg i Ekstra Bladet, hvor han skriver jævnligt, et angreb mod ”nationalkonservative” debattører for at være helt stille. I den anledning peger han mig ud sammen med et par andre prominente skikkelser. Jeg takker for opmærksomheden; plejer at skulle råbe og skrige for at få den.

Jeg vil naturligvis gerne svare den venlige mand. Det er et relevant spørgsmål, om vi konservative (konservative har i sagens natur en forkærlighed for det nære, derfor også nationen, så ingen grund til at titulere dem ”nationalkonservative”) har været for tavse – eller ligefrem gemmer os bag fænomenet Rasmus Paludan.

Det tror jeg nu ikke. Har såmænd selv kæftet op, lige siden valgkampen gik i gang. Otte blogs indtil videre, heraf én, to, tre om Stram Kurs og Rasmus Paludans betydning i dansk politik. Hvis det er tavshed, så får jeg travlt.

Allerede den 6. maj skrev jeg med skyldig reference til et af mine gamle forbilleder udi kunsten at oplyse fornærmende godt, nemlig tidligere skribent i Weekendavisen Ulrik Høy, at Stram Kurs er den »hidtil mest bastante reaktion på den største dumhed i folkestyrets historie«, dvs. siden 1849, og hentydede naturligvis til årtiers ulyksalige masseindvandring fra Mellemøsten og Afrika. Uden sidstnævnte, ingen Rasmus Paludan.

Med hensyn til den historiske dumhed, så er den tragisk irreversibel.

Det medfører, at vi i dag ikke bare kan sende hundredetusinder af mennesker ”ud” eller ”hjem”, fordi de tilhører den forkerte etniske eller religiøse gruppe. De er konkrete mennesker, her i Danmark, de fleste tilmed statsborgere og for manges vedkommende gift med, venner med eller kolleger til andre danskere.

Jeg er helt med på, at der findes fjender af Danmark og har igen og igen kritiseret især kulturelle liberalister og relativister for at tro, at verden er fjendeløs. Men Danmarks fjender er ikke en abstrakt etnisk gruppe, de er specifikke væsener, herunder terrorister, islamister, bander eller andre gerningsmænd til personfarlig kriminalitet, og de skal ud, væk eller dertil, hvor de hører hjemme.

I både praktisk og medborgerlig forstand er vi dømt til at forsøge at få det historisk-faktiske Danmark (i modsætning til en idealitisk forestilling om Danmark) til at fungere så godt som muligt. Det indebærer, læg lige mærke til det, at vi sætter den omfattende asylindvandring fra muslimske områder på en tiltrængt pause. Det skal ske i et forsøg på at bremse den demografiske udvikling, som ellers vil gøre Danmark stedse mere muslimsk præget med alle de ulykkelige konsekvenser, vi allerede har fået en forsmag på. Og så skal vi gøre mindst to ting mere: udvise kriminelle udlændinge resolut og begrænse de systematisk skadelige sociale overførsler, som tillader alt for mange indvandrere (og danskere, for øvrigt) ikke at skulle forsørge sig selv.

Jeg ved, at særligt det sidste bliver overordentlig svært, hvis ikke ligefrem umuligt i et grundlæggende socialdemokratisk samfund, men mener alligevel, vi må gøre forsøget på at give et nogenlunde genkendeligt Danmark videre til næste generation. Som det konservative gemyt jeg er, mener jeg, at vi skylder vores forfædre det mere end noget andet.

Tilbage står, at herboende muslimer er kommet hertil eller født i Danmark under lovlige præmisser. Jeg ville ønske, at retsstaten ikke havde været så blåøjet og liberal de seneste 35 år, men det var den, og vi kan ikke omgøre eller nulstille historien. Men vi kan indrette den, så den ikke fremover er så himmelråbende naiv og selvdestruktiv. Og måske redde den.

Derfor kritiserer jeg de røde og blå beslutningstagere og har gjort det så ofte, at det snart er pinligt, senest her – interesserede kan også læse min klumme på søndag – men jeg forestiller mig ikke, at man kan omgøre indvandringen og deportere en hel befolkningsgruppe uden at overskride retsstatens grænser. Gør man det, fremskynder man, hvad den tyske retsfilosof Carl Schmitt kaldte undtagelsestilstanden, altså det øjeblik, hvor loven ikke længere gælder eller kun gælder for suverænen. Typisk i en borgerkrigslignende situation.

Jeg mener desuden og skrev samme dag, at det er »nyt og naivt at ville forbyde islam«. Hvem forbyder idéer? Det gør diktaturer. Lad Allahs soldater om det. Jeg tilføjede: »Det er også nyt og forkert at ville udvise statsborgere fra Danmark, med henvisning til at de forstyrrer den offentlige orden, fordi de er muslimer«.

Det gør Rasmus Paludan, sådan som jeg har forstået ham, men som du, Nima Zamani, også indrømmer, kan det være svært at vide med sikkerhed, hvad der er Paludans politik. Den skifter, er plastisk, afhængigt af hvem der stiller op. Derfor anførte jeg i et interview til Berlingske forleden, at vi nok ikke skal tage ham bogstaveligt. I stedet skal vi tage ham alvorligt. Det indebærer, at det dummeste er at ophøje ham til Djævelen selv, sådan som mainstreampressen og venstrefløjen for længst har gjort. Selv min egen datter på 10 år kommer hjem fra skole og spørger, om ham der Rasmus Paludan er ondere end Donald Trump? Jo jo, den danske hjernevask begynder i 1. klasse.

Så, kære Nima Zamani, hvis du efterlyser en trosbekendelse om demokrati og lilla fællessang, så får du den ikke. Jeg bilder mig ind at forstå, hvad Rasmus Paludans protest er et symptom på: store forandringer i den sociale virkelighed. Hvis vi nægter at tage sidstnævnte i betragtning, har vi for alvor et problem.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
15.09.19, 07:00
En muterende virus spreder sig fra Silicon Valley og FN til danske universiteter. Den politiske korrekthed. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
14.09.19, 14:20
Jesper Panduro: »Det drejer sig ikke længere om at være bedst i verden, men bedst for verden.« Læs mere
Af Mikael Jalving
13.09.19, 13:26
Hvad indvandringen fra de varme lande gør ved Vesteuropa, er ikke længere raketvidenskab. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
13.09.19, 11:34
Den danske verdensforfatters eventyr er mere moderne og vedkommende end megen aktuel litteratur. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
13.09.19, 10:59
De røde fagforeninger må lægge kampen mod de gule fagforeninger på hylden. Læs mere
Af Nauja Lynge
12.09.19, 22:26
Forsoner vi os ikke, risikerer grønlænderne at ende som tilskuere til udviklingen i Grønland. Læs mere
Af Alex Vanopslagh
12.09.19, 07:33
Sagen i Kastrup Lufthavn er ingen enlig svale – det er klassisk 3F-opførsel. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.09.19, 20:27
”I al stilfærdighed blev nogle af disse ting indkøbt internationalt.” Læs mere
Af Mikael Jalving
11.09.19, 12:55
Margaret Atwood m.fl. er blevet til chatrobotter. Læs mere