<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Thomas Mann hjælper dig med at sætte dit kryds

Er du patriot eller verdensborger? Ønsker du orden eller opløsning? Tør du forsvare dit land, eller vil du forære det væk?

Det havde været én af de weekender, hvor jeg end ikke fik tømt postkassen, slet ikke læst aviserne, endsige fulgt med i den vitriolske debat om Rasmus Paludan og hans partis pludselige opstilling til det forestående folketingsvalg.

Jeg havde cyklet, havde jeg, begge dage i privilegeret selskab med junior, og søndag eftermiddag kronede vi vores fælles fortabelse i sporten med at se Jakob Fuglsang vinde ét af cykelsportens monumenter i Ardennerne. Stort og livfuldt var det, ikke mindst da silkeborgenseren akrobatisk reddede en faretruende udskridning i høj hastighed på nedkørslen til Liège, og lige så svært var det at stå op mandag morgen til en ny uge i debattens svinesti.

Hvor befriende ville det ikke være at springe let og elegant hen over det alt sammen? Kan man det? Må man det? Det gjorde jeg. Jeg åbnede Thomas Manns mesterlige broderopgør fra 1918 med titlen Et upolitisk menneskes betragtninger, der netop er udsendt på dansk af forlaget Multivers i et fyndigt uddrag, og så begyndte mit hjerte atter at slå.

Titlen bedrager. Bogen er en helt igennem politisk analyse af datidens Tyskland og Europa flere år inde i Den Store Krig, som Første Verdenskrig blev kaldt, før man vidste, at der kom én mere. Thomas Mann skriver op imod sin bror Heinrich Mann, hvem han døber ”civilisationslitteraten”, hvilket vi i dag ville oversætte til hipsterliberal, rødvinssocialist eller overklassehumanist.

Civilisationslitteraten er besat af universelle principper som demokrati, oplysning, pacifisme og menneskerettigheder, men glemmer, at menneskets lod indeholder andre mindre retoriske, mere konkrete og særegne kræfter, som ikke er styret af politikere oppefra, men vokser i den enkelte og i folket. Irrationelt, skønt lige så uudryddeligt som »forplantning, død, religion og kærlighed«.

Hverken krig eller fred er verdens ende. »Enhver, der lader, som om der var ”fred” før krigen, og at der efter krigen atter bliver ”fred”, kan vi tillade os at le lige op i ansigtet,« skriver forfatteren med profetiske ord, som suppleres af disse: »Ved at tro, at menneskeheden i sin sjæls dyb endegyldigt og ubetinget har taget afstand fra krig, ville man tage fejl; at hævde, at den i moralsk henseende har lagt krigen bag sig – skønne, tomme ord.«

Der er heller ingen empirisk grund til at tage mennesket for pålydende. Således gælder det næsten altid, at mennesker tager sig smukke og værdige ud, når de tier. Så snart de lukker munden op, plejer agtelsen for dem at dale.

Thomas Mann er ingen hyggeonkel. For ham er menneskeheden tvivlsom, ligesom mennesket er alt for menneskeligt.

Det er for øvrigt en tåbelighed at tro, at man skulle leve mere menneskeligt i en republik end i et monarki, eftersom politik er og bliver en narresut, og som jeg vist har antydet, kan den dunkle tyskers betragtninger læses som en protest mod sin samtids moralisme, som forveksler den menneskelige virkelighed med humanisme og politisk omnipotens.

100 år er passeret, men store dele af bogen kunne for så vidt være skrevet i går – eller rettere i dag – og kan indirekte hjælpe dig med at sætte dit kryds ved det snarlige folketingsvalg. Ikke med hensyn til hvilket parti eller hvilken kandidat, men til ikke at stemme på de mest sleske og kælne typer, der overmodigt forsøger at bilde dig ind, at de kan skabe fremtiden, redde klimaet, sikre anstændigheden, integrere muslimer, forbyde islam eller gøre de svage stærke ved at give dem flere penge. I alt, hvad de siger og tilsyneladende tænker, forsøger de at få dig til at tro, at vores forventninger kan løsrives fra fortidens erfaringer.

Thomas Mann advarer dig direkte mod disse ahistoriske fusentaster: »Bevidstheden om at have ”fremskridtet” på sin side bevirker åbenbart en moralsk skråsikkerhed og selvfølelse, der ikke er langt fra forhærdelse.« Det er de ædle og radikale humanister, den nationaltsindede forfatter retter skytset mod her, ædle, radikale, forhærdede humanister, der ikke anfægtes det mindste af »en kritik, som tager udgangspunkt i den nationale idé«, men i stedet rejser rundt med et ideologisk princip om en universel menneskelighed.

Deres internationalistiske princip stræber mod et civilisationsimperium, et »feminist-elegant Monte Carlo-Europa« anført af Frankrig og England, men går tilbage til Romerrigets megalomani og ses i dag afspejlet i EU og i globaliseringens mest utopiske fortalere.

Thomas Manns konservatisme tabte med det tyske nederlag og kejserrigets opløsning hurtigt momentum. Snart væltede det frem med endnu mere radikale idéer og bevægelser, og forfatteren gik selv i en republikansk retning.

Men hans 100 år gamle betragtninger er på sin vis mere aktuelle end nogensinde og rejser mindst tre spørgsmål: Er du patriot eller verdensborger? Ønsker du orden eller opløsning? Tør du forsvare dit land, eller vil du forære det væk? Gå så hen og sæt dit kryds.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Marie Høgh
14.05.21, 16:00
DF's forslag om at gøre undervisning i de famøse tegninger obligatorisk er velmenende – men aldeles uigennemtænkt. Læs mere
Af Utku H. Güzel
14.05.21, 15:10
Der foregår noget umenneskeligt og noget meget forkert for øjnene af os alle sammen, vi ved det godt, vi er slet ikke i tvivl, men alligevel vælger vi bare at se passivt på. Selv om vi har vænnet os til denne evige konflikt, og at den bare er blevet en naturlig del af Mellemøstens historie, er den stadig en skamplet. Læs mere
Af Carl Holst
14.05.21, 11:08
Politisk journalistik må ikke alene blive målt på antal seere og læsere. Anders Langballes nye bog giver et bekymrende indblik i den politiske journalistisks verden. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
14.05.21, 08:25
»Man dukker sig, venter på, at tingene ændrer sig, vender tilbage til normalen, indtil det igen er tid til at søge dækning og vente på, at tingene går over. Ingen er interesseret i en løsning og trækker tiden i langdrag,« siger min veninde i Tel Aviv. Læs mere
Af Gitte Seeberg
13.05.21, 16:53
Det er naivt og ude at proportioner at tro, at man kan købe sig til politisk indflydelse for 20.000 kr. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.05.21, 16:02
Dommedagsprofeterne om konsekvenserne af Storbritanniens farvel til EU har det svært for tiden. Læs mere
Af Nauja Lynge
12.05.21, 22:05
Det vrimler med nordatlantiske forfatter, som kan noget og som sætter nye dagsordener. Tak for det. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.05.21, 13:30
Landets tungeste kunstmuseum kalder til pseudodebat mellem ligesindede. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
11.05.21, 15:50
Bæredygtig dannelse bør have en meget mere central plads i udviklingen af et bæredygtigt samfund, end tilfældet er i dag. Naturen skal stå så stærkt for hver af os, at vi vil gå gennem ild og vand for at passe på den. Først da bliver det for alvor meningsfuldt at bære de afsavn, som f.eks. 70-procentsmålsætningen indebærer. Læs mere