Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Apropos ”Danmarks Sønner”

Filminstruktøren Ulaa Salim hylder en letkøbt fromhed uden hold i virkeligheden.

Forleden var jeg med et par venner inde at se den nye danske film ”Danmarks Sønner”. Fraset få fængende scener, som fik JP’s anmelder til at forelske sig i et par af de unge muslimske mænds ydre, er filmen en tegneserie. Karaktererne er skåret i pap, og plottet har man gættet, længe før det udspiller sig. Desuden er filmens politisk korrekte budskab om herboende muslimers status som ubodelige ofre for strukturel racisme så massiv, at filmen må have fået en masse velvillige offentlige støttekroner. Set med multikulturelle briller er ”Danmarks Sønner” så god, at den også må være sand.


Vi fik et par øl bagefter, og snart var filmen skyllet væk som glasuldsstøv i svælget. Vi overgik til langt mere interessante diskussionsemner fra virkelighedens verden.

Nu læser jeg så i et interview med instruktøren Ulaa Salim i Kristeligt Dagblad, at filmen med hans egne ord »sætter fokus på ordenes betydning for samfundet«. Det virker i mine øjne som en bizar efterrationalisering.

Filmen handler netop om handlinger snarere end ord. Først sprænges Nørreport Station i tusind stykker af muslimer. Dernæst vokser der en politisk protestbevægelse frem i den danske del af befolkningen, siden afsløres et attentat på den fremadstormende statsministerkandidat takket være en muslimsk insider, ansat af Politiets Efterretningstjeneste, der til sidst væmmes så meget ved sin egen rolle, at han myrder samme politiker på klos hold. Filmen igennem møder vi mennesker, der handler.

På sin vis rummer ”Danmarks Sønner” en racistisk pointe: Man kan ikke stole på muslimer i PET. Men det er nok ikke der, Ulaa Salim, født i København i 1987 af irakiske forældre, vil hen. I interviewet erklærer han derimod frejdigt, at han søger hen mod den menneskelige enshed og vores fælles instinkter. Konflikterne mellem den muslimske og den danske kultur opstår ifølge ham, »fordi vi ligner hinanden«.


Indrømmet, den har jeg ikke hørt før, bortset måske fra Pernille Skipper eller en analytiker i DR. Det forekommer mig dog, at instruktøren hylder en letkøbt fromhed uden hold i virkeligheden, men som til gengæld er nem at fremføre og lyder godt i mainstreammediernes glansbilledverden.

Lad mig klippe til debattøren Khaterah Parwani, der er lidt ældre og mere ærlig end Ulaa Salim. Hun anerkender implicit, at ikke alle kulturer er ens, og at det er plat at sige, vi bare alle er mennesker, når hun betragter volden i mange muslimske familier. Nuvel, vold kan forekomme allevegne, men hun retter fokus ikke på ordene, men på især på den muslimske opdragelse i lyset af ødelæggelserne på Nørrebro:

»At volden er så naturligt et valg, skyldes, at den for de udsatte unge er normaliseret. Det var den før Paludan, og det er den fortsat efter Paludan. For den specifikke gruppe er brugen af psykisk eller fysisk vold en del af opdragelsen, en del af gadebilledet og bliver senere et middel for at overleve i de miljøer.«

Her skrælles Salims fromhed væk. Pludselig forstår man bedre mange araberdrenges dominansadfærd på gader og stræder. De har såmænd lært det hjemmefra.

Det kan også svare sig at lytte til en anden indvandrerstemme, in casu Ali Alimani, socialrådgiver og konservativ folketingskandidat. At se Nørrebro gå fra at have været et »udsat« område til reelt at være et besat område minder ham om, hvordan islamister ødelagde hans første fædreland, Iran. I Iran var der ingen, der tog islamisterne alvorligt før revolutionen i 1979. Den fejl skal vi andre ikke begå, siger han.

Det er vise ord. Sentimentalisternes svar vil formentlig være, at ord dræber, og at vi derfor skal tale ordentligt og ikke rende rundt og støde hinanden med forkerte meninger.

Folketingsmanden Henrik Dahl, mit sidste vidne i dag, nægter at holde kæft, og det skal han have tak for. Som en af Tingets meget få mandfolk siger han igen og igen, hvad han mener om multikulturalismens konsekvenser.

I et nyligt opslag på Facebook minder han om forhold, man godt kan glemme, når det gælder årtiers vestlige krigsaktioner i den muslimske verden. Uanset hvad man mener om disse interventioners hensigt og praksis, er Vesten og Islamisk Stat ikke to sider af samme sag:

»Islamisk Stats aktioner udspringer af en bestemt variant af islamisk teologi. Der er ikke nogen aktioner mod lande med islamisk befolkningsflertal, der udspringer af kristen teologi. I Vesten udpeger vi ikke muslimer som krigsmål, fordi de er muslimer. Islamisk Stat udpeger kristne som mål, fordi de er kristne.«

Henrik Dahl skriver specifikt om vestlige militære operationer siden Kuwait:

»Vi befriede muslimerne i Kuwait fra den sekulære Saddam Hussein.Vi prøvede (ikke så godt, som vi kunne have gjort) at beskytte muslimerne i Bosnien og Kosovo imod de kristne serbere af humanitære årsager. Vi troede, vi gjorde muslimerne i Irak en tjeneste ved at befri dem for den sekulære diktator Saddam Hussein. Vi greb ind i Libyen for at beskytte civile, der for størstepartens vedkommende var muslimer. Vi er i Mali for at beskytte de civile muslimer imod terrorister.«

Jeg mener, vi skal holde helt op med at gå i krig i den muslimske verden. Vi mister vores sønner og får alligevel ikke andet end utak for det. Men det er ikke denne historie, der fortælles i film som ”Danmarks Sønner”. Det er derfor, dens narrativ er både banalt og fordrejet.


Henrik Dahls afskedssalut kan læses som en replik til Ulaa Salim:

»Når jeg bliver virkelig harm over, at selv veluddannede muslimer i Danmark hævder, at ”situationen i Europa i dag ligner starten på nazismen”, er det, fordi det er så totalt forvrøvlet, som noget kan blive. Nazisterne forbød raceblanding og forhindrede jøder i at beklæde en række stillinger. Vi har ikke noget større ønske, end at muslimerne vil assimilere sig. Vi har sat himmel og jord i bevægelse for at integrere islamiske indvandrere. Nazisterne ville det modsatte med jøderne. Tragisk og noget, alle burde vide. Så billedet er altid det samme: Vi gør 180 grader det modsatte af nazisterne.«

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
17.07.19, 21:38
Under én af ud ti muslimske indvandrere bliver integreret Læs mere
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.07.19, 13:30
Vi skal ikke fordømme folk, der forsøger at begå selvmord. De skal have hjælp, og så skal vi tale om det med hinanden og vores børn, for det eneste, der ikke virker, er tavshed og tabuisering. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.07.19, 11:29
Det yderste højres sande ansigt viser sig, når det russiske flag bliver luftet Læs mere
Af Signe Munk
11.07.19, 16:00
Skønhedsindustrien, samfundet og vi selv har et fælles ansvar for de skønhedsidealer, som lægger et enormt præstationspres på især unge. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.07.19, 10:18
Min ringe person har netop fået tre dages karantæne. Læs mere
Af Jens Kindberg
10.07.19, 00:02
De fleste af os har vel været i berøring med hospitalsvæsnet. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.19, 22:14
Af hjertet tak, Harun Demirtas, du fremskynder det tidspunkt, hvor omfattende hjemsendelser på grundlovens og retsstatens grund vil finde sted. Læs mere