Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Socialdemokratiet vil have ro, hvor der er brug for handling

Gad vide, hvad Mette Frederiksen egentlig mener om indvandringssagen? Bortset fra at hun ønsker fred og ro til at blive landets statsminister.

Man skal være blind og døv for ikke at have opdaget, at valgkampen er i fuld gang. I en helsidesannonce i dagens udgave af JP forsøger Socialdemokratiet at overbevise læserne om at sætte deres kryds ved liste A med sloganet »Sammen kan vi gøre mere«.

Partiet nævner en række eksempler på, hvad der kan og skal gøres:

Sammen kan vi forbedre vilkårene for erhvervslivet. Sammen kan vi give flere børn en bedre barndom. Sammen kan vi kæmpe for friheden til at være den, du er. Sammen kan vi passe bedre på vores ældre. Sammen kan vi bekæmpe klimakrisen. Sammen kan vi droppe besparelserne på uddannelse. Sammen kan vi stoppe den stigende ulighed.

En stemme på Mette Frederiksen & co. er tilsyneladende en stemme på handling og mod til at ændre visse samfundsforhold.

Bare ikke lige der, hvor det gør mest ondt. Hør, hvad Socialdemokratiet agter at gøre ved den vanvittige indvandring fra de varme lande: »Sammen kan vi skabe ro om Danmarks udlændingepolitik«.

Læs det lige igen: Socialdemokratiet kræver action, bare ikke lige her. Indvandringsspørgsmålet skal neutraliseres, afpolitiseres eller passiviseres som et besværligt barn. Det er ro som i luk nu debatten. Ro som i fej lortet ind under gulvtæppet, eller spark bolden ud til hjørnespark. Ro som i ro, ro, ro din båd. Med frygten for at skræmme sentimentalister og humanister væk på den ene side og lysten til magt på den anden side ender det hele i det rene ingenting. Hvad er det for noget, Mette? Hvad vil Socialdemokratiet egentlig gøre ved den misere, som hendes eget parti har været med til at skabe?

Her vil det være på sin plads at tænke sig om.

Socialdemokratiet er en af de absolut største syndere i indvandringskatastrofen ud fra et særligt miks af kulturrelativisme, civilisationskritik og støtte til Den Tredje Verden. Gennem fire årtier har partiets ledelse med koryfæer som Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft, Ole Espersen, Poul Nyrup Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt m.fl. ført an i importen af mennesker og klaner med destruktive normer og været med til at starte ødelæggelsen af det Danmark, de overtog fra forgængerne. Ikke så slemt som i Sverige, Tyskland, Storbritannien, Belgien og Holland, men næsten. De seneste år har partiets nuværende ledelse så bedt om bedre vejr, selv om skaderne er irreversible, og langt flere ulykker er i vente. Og nu vi de så have ro.

I stedet for passivitet kunne genierne i Socialdemokratiet passende læse lidt op på stoffet og lytte til Per Madsen, den tidligere borgmester i Ishøj, som tidligt advarede mod hattedamementaliteten i Socialdemokratiet og især anklagede de akademikertyper, der overtog partiet, for ikke at ville erkende de basale og praktiske problemer, som indvandringen medførte.

Trods Per Madsens vælgermæssige succes på Vestegnen fik han igen og igen besked på at holde kæft, og i dag er han afløst af en mand, der ikke er til at skelne fra Alternativet. Partitoppen fandt det dengang klogest at klare valg på valg uden at diskutere udlændinge og deres kulturelle bagage. Ro på. Er det virkelig atter blevet sossernes visdom? Ro på bagsmækken. Ind i Statsministeriet.

Sammenlign det med, hvad Per Madsen sagde til Weekendavisen sommeren 1998, hvor Marco Pantani brillerede i Tour de France:

»Multietnisk? Jeg kan ikke fordrage det ord. Hele vores bestræbelse går jo ud på at sikre og prøve at påvirke indvandrere og flygtninge, så det til syvende og sidst er dansk kultur, der gror frem i de mennesker, der er kommet hertil. Man kan ikke sidde her i Ishøj og tro, at man kan bygge en lille tyrkisk landsby op (…) Et multietnisk samfund og alt det er et fatamorgana. Det er helt i orden, at de, som jøderne jo også gør, passer deres religion. Men de skal ikke på de øvrige samfundsmæssige områder begynde at indføre tyrkiske eller muslimske tilstande, det accepterer vi sgu ikke.«

Til trods for den madsenske realisme mærker man en reminiscens af det dengang så dominerende og indbildske syn på fremmede i dette citat: Vi kan gøre alle til danskere, thi vi er dem overlegne, bare giv os nogle pølser med brød og ketchup.

Til gengæld forsøgte manden i det mindste at adressere problemerne. Gad vide, hvad Mette Frederiksen og hendes reklamefolk egentlig mener om sagen – indvandringssagen – i dag? Bortset fra at hun ønsker fred og ro til at blive landets statsminister. Det er det oplagte spørgsmål, partiets valgannonce rejser. Partiet skylder os et svar og en bare nogenlunde sammenhængende forklaring. I stedet nøjes Mette Frederiksen med at lurepasse.

Hvor har vi for øvrigt socialdemokraterne, når det gælder de internationale konventioner, som år for år forhindrer vore politikere i at gøre det nødvendige i indvandringsspørgsmålet?

Som cand.scient.pol. Jørgen Gammelgaard mindede om allerede i en kronik tilbage i 2016, behøver vi ikke engang opsige konventionerne. Vi kan bare læse og forstå dem bogstaveligt med henblik på særligt tre forhold:

For det første er Danmark ikke det første sikre modtagerland. De såkaldte flygtninge, der kommer hertil, er ikke flygtninge, men for manges vedkommende migranter, der har rejst og rejst gennem flere lande for at komme hertil, hvor de sociale ydelser tilfældigvis er størst.

For det andet er der i konventionerne tale om, at man skal være »individuelt forfulgt« – det er ikke nok at komme fra uroplagede områder.

For det tredje – og vigtigst – har et suverænt land som f.eks. Danmark altid ret til at tage hensyn til »landets egen velfærd, sikkerhed og stabilitet«, sådan som andre også har været inde på. Det kan aldrig være en pligt at smadre sit eget land, ikke engang hvis man er politiker.

Hvorfor skal vi stemme på Socialdemokratiet, når vi ikke ved, hvor det står i dette akutte anliggende og mest af alt lader til at forveksle landets interesser med partiets?

S.U. inden 26. maj.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Valgdebat

Marie Krarup: Danmark kan være væk om 100 år

Marie Krarup
Lader vi være med at vogte grænserne, og lader vi endnu flere migranter fra muslimske lande bosætte sig i landet, vil vi få et islamiseret land, der kommer til at adskille sig markant fra det land, vi kender i dag.

Debat: Det borgerlige Danmark tabte

Peder Bjerregaard
Når ”gevinstmaksimering” sættes over mennesker og klima, så siger vælgerne stop!