<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Litteratur er ikke politik

Vi troede en overgang, at 68’erne var bims. Nu opdager vi til vores gru, at 68’ernes børn om muligt er endnu mere bims.

Lige hvad vi stod og manglede: krænkede boglæsere. Vi kender alle til krænkede avislæsere, krænkede museumsgæster, krænkede venstrefløjsere og krænkede muslimer. Selv Amnesty International er krænket over Radio24syv, mens de ansatte på Radio24syv er krænkede over at skulle rejse til Jylland for at arbejde.

Skal man tro JP, og det skal man jo som regel, er endnu en amerikansk trend på vej til vore kyster. På den anden side af dammen er det åbenbart sådan, at bogforlag i stigende grad ansætter konsulenter for at sikre, at deres bøger ikke krænker nogen. Det er åbenbart endnu værre end slet ikke at blive læst.

Med stillingsbetegnelser som sensitivity reader skyder de frem, konsulenterne, som paddehatte i en fugtig skovbund. Ja, du tror måske, det er en aprilsnar, men de skal først og fremmest beskytte læserne mod hvide menneskers afskyelige privilegier og fordomme. Skriver du om indianere, eskimoer eller andre minoriteter i Vesten, befinder du dig på Herrens mark. Ét forkert udtryk, og du er dødsens.

De krænkede findes naturligvis primært på de sociale medier og på de af postmodernismen forvanskede universiteter i Vesten, men da den moderne virkelighed jo som bekendt bliver til dér og i synergierne mellem 68’ere og 68’ernes børn, vejres der morgenrøde på den amerikanske og europæiske venstrefløj. Hvad skal vi forbyde i dag?

En Mette Garfield, der er debuterende forfatter og ikke må forveksles med den folkekære kat fra en amerikansk tegneserie, udtaler følgende til JP: »Ingen er frie, før alle er frie«. Hvordan dette eksklamatoriske udbrud helt præcis skal forstås, er ikke godt at vide. Betyder det, at ingen er fri for hån, spot, latterliggørelse eller kritik, før alle er fri for at møde samme, så er det det rene nonsens.

Offentligheden betyder netop offentlighed og skal ikke omdannes til et safe space, thi da ophører offentligheden med at være offentlig.

Korrekt. Der findes grundlæggende set to slags krænkelsesideologier. Der er islamisk krænkelsesideologi, og så er der amerikansk krænkelsesideologi. De næres af hver deres opstyltede ærbarhed og anstændighed, men fører til samme resultat: ensretning.

Ensretningen gør litteratur til politik og ideologi. Det er (god) litteratur netop ikke. Læs seks sider i ”Lolita” eller første bind af ”Gulag-Øhavet”, og du forstår, hvad jeg mener. God litteratur består af stemmer; stemmer, der i nogle tilfælde kan brænde sig ind i læserens bevidsthed, uanset om de er politisk korrekte eller det modsatte. Når denne stemme, denne individualitet, skriver sig ind i læserens blik, ånd, karakter og samvittighed, opstår læsningens magi. Og den skal lovgiverne fandengalemig ikke regulere, punktum.

I et elegant lørdagsessay i Kristeligt Dagblad skriver litteraten Kasper Støvring om Johs. V. Jensens roman ”Kongens fald” og udråber den til at være den bedste danske roman nogensinde. Han roser dens sprog, som er fabulerende, men alligevel jordbundet. Højdepunkterne er øjebliks- og stemningsbilleder, f.eks. af en hesteslagtning, hvor hestens muskler »krympede sig som orme i den svirpende ild«, »de blå blodårer var som et flodrigt land set højt oppefra«, og hvor »milten kommer til syne blå og skimlet som natten og mælkevejen«.

En så ækel æstetik må vi da sætte en stopper for, ikke sandt? Hvad vil veganerne ikke tænke?

Det samme gælder Jensens beskrivelser af unge kvinder med drengeben, bondedøtre, der lugter af mælk, negerprinsesser med rosenrøde mundvige og arabiske møer, slunkne og smidige som leoparder. Johs. V. Jensen er én fortløbende krænkelse – eller med Støvrings rammende karakteristik:

»Sådan bliver romanen ved med at hælde på, igen og igen, for verden er rig og levende og bør omfavnes i al dens strømmende mangfoldighed«.

Ergo: Forbyd den! Eller sæt i det mindste en konsulent på!

Da redaktøren for tre år siden bad mig skrive om verdens bedste roman, fandt jeg det uretfærdigt mod alle de andre, men plukkede Saul Bellows ”Herzog” ned fra hylden. Bogen er ældre end mig og så godt som ukendt i dag. Jeg læste det meste af den på min 25-års fødselsdag ombord på det gode skib ”Peter Tordenskiold” i Adriaterhavet ud for Dubrovnik. Året var 1993, og det multikulturelle eksperiment, også kaldet Jugoslavien, lå i ruiner, og Nato var hidkaldt for at håndhæve en maritim blokade af de krigsførende parter. Jeg var værnepligtig.

At læse Bellow i min køje var en påmindelse om, at krige også føres mellem ægtefæller eller i dette tilfælde mellem eksmænd og ekskoner, for romanen er på sin vis et både lidenskabeligt og satirisk partsindlæg fra forfatterens eget forliste ægteskab, og jeg skal da lige love for, at den personlige krise fører til fiktion af højeste karat om en mand, der kæmper for at bevare sin forstand midt i et sammenbrud.

Hos Bellow møder man mennesker på godt og ondt, og det er i sig selv et kriterium for læsværdig litteratur. Syndefaldsmennesker, som tilmed går rundt og provokerer, krænker og bespotter andre; med andre ord: virkelige, krogede, menneskelige mennesker, som ikke har meget tilfælles med vor tids idealistiske farisæer og facebookhumanister.

I romanen formår Saul Bellow at gestalte en figur og en midtvejskrise, der er så levende i forfaldet, at vor helt går sin egen undergang i møde – helt frivilligt. Eller sagt mere direkte: Herzog er en tragisk skikkelse – men hvem er ikke det – døden taget i betragtning?

Kritikere har klandret Bellow for at skrive »idéromaner«, som om det er en ulempe, at forfatteren har en fornemmelse for romanens tid og sted, men sociologen og antropologen Bellow er tøjret, medieret, doseret. Det er Moses, altså romanens hovedperson, der taler, ikke Bellow, og det er selve pointen her.

Hvis vi ikke længere vil, kan eller tør skelne mellem en bogs personer og dens forfatter, så fatter vi ingen verdens ting, der har med bøger at gøre. Værre: Så gør vi litteratur til politik. Og det er alligevel det dummeste, jeg kan komme i tanke om på denne smukke, kolde, varme forårsmandag, som jeg ville ønske varede for evigt.

Vi troede en overgang, at 68’erne var bims. Nu opdager vi til vores gru, at 68’ernes børn om muligt er endnu mere bims.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Pia Kjærsgaard
18.06.21, 12:42
Regeringen skal spille med åbne kort – ikke bruge myndighederne som bølgebrydere. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
18.06.21, 11:00
Det er bekymrende, når fagfolk sår tvivl om, hvorvidt de jurister, der uddannes nu, er dygtige nok. Den advarsel kan man ikke sidde overhørig. Læs mere
Af Harun Demirtas
18.06.21, 10:17
Vi har som sygeplejersker stået helt i frontenlinjen mod Corona. Og det gør vi gerne igen. Men nu er det vores tur, og vi får brug for at danskerne står sammen med os.  Læs mere
Af Nauja Lynge
17.06.21, 21:01
Måske skal også grønlandske politikere besinde sig på, at medierne agerer vagthund over for magtmisbrug. Læs mere
Af Louis Jacobsen
17.06.21, 20:45
Sygeplejerskerne viser mod ved at insistere på blive både hørt og taget alvorligt. Læs mere
Af Utku H. Güzel
17.06.21, 20:19
Billederne af holdkammeraternes beskyttende-cirkel omkring Eriksen, sekunderne efter hans kollaps og alle de ‘god bedring’ beskeder som både fansene, men også mange andre kendte og ukendte personer, sendte til Eriksen, fik mig til at tænke på, at vi som mennesker faktisk godt kan samles om én ting, nemlig vigtigheden af et menneskeliv. Læs mere
Af Carolina M. Maier
17.06.21, 13:00
Alt for mange bruger alt for ofte alt for meget tid på brok og kvæl. Episoden i Parken mindede os om, hvor meget kostbar tid vi risikerer at spilde i vores liv på knubbede ord. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
15.06.21, 16:47
Det er helt i orden at mobbe medlemmer af Krifa, mener SF's folketingsmedlem. Læs mere
Af Henrik Dahl
15.06.21, 09:15
Kampen imod aktivistisk skodforskning er ikke blot en politisk markering. Det er en kamp for at beskytte fredelige og uskyldige borgere imod, at komplet skøre teorier pludselig bliver gjort til den virkelighed, de er nødt til at acceptere. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
14.06.21, 12:10
Peter Starup kan ikke se for sig, at Danmark tager et opgør med måden at fortolke de internationale konventioner på. Læs mere