Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Farvel til Merkel og Löfven

Lidt florentinsk opbyggelighed kan anbefales, mens vi tager afsked med to af de store slyngler i europæisk politik.
EU

Om så alle fiktionsforfattere fra weekendens BogForum var forsamlet på et femstjernet resort, velvilligt betalt af skatteyderne, hvor de spiste, kneppede, sov og skrev sammen, kunne de ikke nagle vor tid med samme præcision og timing: De to politikere, der bærer hovedansvaret for importen af op mod 1,5 million fremmede mennesker til Vesteuropa i 2015 på grund af deres grasserende åbenhedsidologi, siger nu farvel og tak – samtidig.

Den ene kunne ikke fortsætte med at smadre sit parti, hvilket hun var den sidste til at indse. Den anden kunne ikke danne regering efter det seneste riksdagsvalg. Begge talte de højt og flot om anstændighed og sammenhold; begge efterlader de sig kaos og konflikt.

Ja, det drejer sig naturligvis om Tysklands Angela Merkel og Sveriges Stefan Löfven, de detroniserede paver af det bløde og naive Vesteuropa, de jordiske bestyrere af drømmenes katedral og kærlighedens kortsigtede diktat.

Til dem kan vi nu istemme Hej då! Alles ist vorbei. Ikke mindst fordi de og deres støtter har nægtet at anerkende truslen mod de liberale demokratier, læs: islamisk immigration, og ignoreret – som historiker Henrik Jensen skriver så klart i JP for nylig – »at demokratiet ikke er en maskine, som bare kører af sig selv, eller, for at bruge en teknologisk metafor, det ikke er en hardware, der kan køre med et hvilket som helst software.«

Jeg fejrer de simultane nyheder fra Berlin og Stockholm med en øl (mere) til maden. En ny dag kan begynde, skønt det første og bedste spørgsmål bliver, hvad der kommer efter Merkel og Löfven. Ting kan altid blive værre, kaos er som bekendt en konstant i den menneskelige tilværelse. Men ting kan også blive bedre.

For 500 år siden levede der en mand, som vidste besked med den slags. Niccolò Machiavelli, hed han, de fleste vil nok kende hans navn eller rygtet om hans idéer. De var imidlertid mere instruktive og opbyggelige, end mange måske har lyst til at blive mindet om.

Machiavellis mål var sikringen af en konstitutionel orden til afløsning af samtidens feudale og dynastiske praksis, hvor familier og fyrstedømmer typisk havde magt uden legitimitet, mens mange bystater som f.eks. Firenze havde legitimitet uden magt. Machiavellis orden skulle indfri både legitimiteten og magten – vel at mærke 100 år før Den Westfalske Fred i 1648, som vi normalt opfatter som skæringsdatoen for den moderne statsdannelse i Europa.

Et af hans gode råd var, at enhver levedygtig stat eller republik skulle være forberedt på at håndtere undtagelsessituationer som f.eks. invasioner og fremmede kræfters indtog. Uden et fungerende alarmberedskab er republikken overladt til at falde med stil eller at forsvare sig med alle til rådighed stående midler, også forfatningsstridige. Dette råd bliver så meget desto mere prekært i dag, eftersom liberale demokratier med tiden er kommet til at give forrang til bløde og sociale normer frem for mere krasbørstige eller mandhaftige værdier.

Machiavelli, der levede i en tumultarisk periode mellem Middelalderen, og hvad vi plejer at kalde den tidlig-moderne tidsalder, var ikke talsmand for hensynsløs vold; han var pragmatisk, ikke ideologisk. Han beskrev undtagelsessituationer som en begyndelse (principio), og begyndelsen er afgørende forskellig fra fortsættelsen, idet irregulære og improviserede handlinger kan være nødvendige forud for den mere regulære fortsættelse i henhold til loven.

Allerhelst ønskede den gamle florentiner sig, at statens borgere var opsatte på at forsvare deres stat, territorium og kultur i en empirisk funderet erkendelse af, at gode resultater ikke altid kommer fra gode motiver. Den evne fandt han især hos romerne og schweizerne.

Hermed kom han på kant med både kristendom og paverne i Rom. For ham var kristendommen for tynd og tilgivende med sit råd om at vende den anden kind til. Machiavelli så sig selv som romer og kriger. I sin samtids overnationale Romerkirke så han forfald og korruption; en instans, som havde mistet grebet om sine besiddelser og inviteret fremmede magter ind i de italienske stater til ulykke for såvel de kristne som de stater, der var deres eneste hjem.

Machiavelli vidste, at ingen stat lever evigt. Succes avler intellektuel stilstand og kulturel dekadence. Moralsk korruption og overmod følger efter sejren med sejrens sødme; efter hybris kommer nemesis.

En succesfuld stat vil vokse, materielt og demografisk, tiltrække flere varer, tjenesteydelser og migranter. Men når en stat bliver mere velstående, vil borgerne holde op med at tænke på dem selv som borgere og i stedet se sig som enere, designere af deres eget liv – eller som klienter med ret til mere. Flere og flere vil søge at maksimere deres indtægter, velstandskilder og personlige prestige snarere end at beskytte det fælles bedste, der kræver afsavn og indimellem hviler på tragiske beslutninger mellem flere onder.

I stedet vil de maskuline dyder drukne i offentlige kærlighedserklæringer og politisk idealisme, mens hangen til luksus og mærkevarer vil ramme selv de mest erklæret kollektivt indstillede. Et fatalistisk flertal vil tro, de lever under Guds eller det Godes beskyttelse og få dem til at tro, det er nok at have den rette moral. Værnepligten vil blive afskaffet, forsvaret afmilitariseret, de rigeste vil leve afsondret fra den almindelige hverdag eller rejse rundt i verden på første klasse, og den politiske klasse isolere sig i små, velbetalte bobler uden kontakt med ydre og indre fjender. En skønne dag står staten ikke længere at redde. Den politiske orden er soldet op, fordi den beroede på held og lykke snarere end politiske egenskaber – eller hvad Niccolò kaldte virtù.

Lyder det bekendt?

Det synes jeg. Lidt florentinsk opbyggelighed kan anbefales under vores afsked med de to store slyngler i europæisk politik.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
17.07.19, 21:38
Under én af ud ti muslimske indvandrere bliver integreret Læs mere
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.07.19, 13:30
Vi skal ikke fordømme folk, der forsøger at begå selvmord. De skal have hjælp, og så skal vi tale om det med hinanden og vores børn, for det eneste, der ikke virker, er tavshed og tabuisering. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.07.19, 11:29
Det yderste højres sande ansigt viser sig, når det russiske flag bliver luftet Læs mere
Af Signe Munk
11.07.19, 16:00
Skønhedsindustrien, samfundet og vi selv har et fælles ansvar for de skønhedsidealer, som lægger et enormt præstationspres på især unge. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.07.19, 10:18
Min ringe person har netop fået tre dages karantæne. Læs mere
Af Jens Kindberg
10.07.19, 00:02
De fleste af os har vel været i berøring med hospitalsvæsnet. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.19, 22:14
Af hjertet tak, Harun Demirtas, du fremskynder det tidspunkt, hvor omfattende hjemsendelser på grundlovens og retsstatens grund vil finde sted. Læs mere