Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Christian Eriksen & co. er en del af noget mindre

For de bestøvlede, raske danske drenge i europæiske storklubber er målet rigdom og berømmelse, til helvede med Danmark, som alligevel bebos af en flok amatører.

Konflikten mellem Danmarks Boldspil-Union og Spillerforeningen rejser et akut spørgsmål: Er der nogen nationalfølelse tilbage hos de danske fodboldherrer?

Jeg er ikke sikker. Eller rettere: Det kommer vist an på aflønningen.

Får de professionelle fodboldspillere – der øjensynligt ikke lige står og mangler noget – honorar, bonus, forsikring, privatfly, kok og anden særbehandling for at stille op for Danmark, vil de overveje det. Det vil sige: Hvis spillerne altså individuelt kan reklamere for Nike eller alt muligt andet, selv om landsholdet spiller i Hummel og har Carlsberg og Danske Spil som officielle sponsorer. Ellers er det udelukket.

Kan det virkelig passe? Er det der, striden står? Det lyder en kende forkælet i mine ører, men jeg er også fra landet. Hvad med æren – spiller den ingen rolle på herrelandsholdet? Hvad er det, der foregår?

Misforstå mig ikke. Jeg hører ikke til dem, der mener, at fodbold er en fjollet leg, hvor 22 idioter løber rundt efter en bold, de alligevel sparker væk. Jeg har stor respekt for spillet og den skønhed, det rummer i afgørende momenter, og når der er landskamp, sidder jeg og råber og bider negle, ligesom jeg skal tage mig selv i at galpe op, når min datter spiller kamp lørdag morgen takket være det opsving, pigefodbolden heldigvis har taget de senere år.

Som dreng levede og åndede jeg for fodbold i VG&IF, Veflinge Gymnastik og Idrætsforening, før Peter Post lavde fire målmandsdrop i et arvefjendeopgør mod Søndersø, og vi derfor tabte 3-4 efter at have været foran med 3-0. Dér satte jeg grænsen. Men den stærkeste følelse af samhørighed fik jeg i skolens frikvarter, hvor klassens drenge spillede på to mål, indtil klokken ringede og gerne lidt længere, især hvis jeg kom på hold med Laue, den nye dreng i klassen, der var opkaldt efter Formel 1-køreren Niki Lauda, fordi han var lige så hurtig med en bold, og vistnok havde spillet et helt år på førsteholdet i OB.

Så det er altså ikke det.

Men hvad er det så med herrernes fodboldlandshold?

Skal de dyre drenge have betaling for at repræsentere deres land? Hvad bilder de sig egentlig ind? Er det ikke en ære at spille for Danmark? Næ, det er en forretning, kalkule og åbenbart et pekuniært anliggende om kontrakter og sponsorer.

Jeg er helt med på, at landsholdspillerne naturligvis skal have deres udgifter dækket og helst bo ordentligt i forbindelse med udekampe og turneringer. Men bonus, forsikring, fly, kok, hvad som helst?

Se til andre sportsgrene, f.eks. cykelsport, sejlsport, badminton, hvor danske udøvere traditionelt har gjort det bedre end i fodbold. Her venter ingen fede honorarer, bonusser, ingen privatfly, ingen særlige sponsorkontrakter, der trumfer landsholdets aftaler – og ingen offerattitude i medierne.

Indimellem finansierer de bedste atleter inden for andre sportsgrene end fodbold selv deres landsholdsdeltagelse, verdensmesterskaber, OL, rekordforsøg m.m. For vores bedste cykelryttere er det en ære at repræsentere Danmark. Spørg Martin Toft Madsen, Rasmus Quaade eller Alexander Kamp.

Brøndbys tyske cheftræner, Alexander Zorniger, siger det til JP: »At spille for dit land er det største, du kan. Uanset om det er Tyskland eller Danmark.«

Sådan ser landsholdspillerne tydeligvis ikke på sagen. Eller som en Facebook-ven formulerede det her til morgen:

»Jeg tror, jeg er ved at fatte det der DBU-slogan “En del af noget større”. Landsholdet er bare en lille del af noget meget større: en støvsky af kommercielle rettigheder, forhandlere uden mandat, et stækket DBU, en tunghør spillerforening, penge, masser af penge og meget, meget mere – undtagen ære og band of brothers spirit. Men o.k., det er jo også bare fodbold.«


Den sidste relativering er jeg uenig i. Det er ikke bare fodbold. Det er et tegn på, at patriotismen viger til trods for alt det, der siges om den voksende venstre- og højrepopulisme. I virkeligheden er det pengene og karrieren, der styrer dem, vores børn ser op til.

For de bestøvlede, raske danske drenge i europæiske storklubber handler det om millioner, til helvede med Danmark, som alligevel bebos af en flok amatører.

Jeg kan også udtrykke det mere positivt. Kære landshold: Folket elsker jer allerede. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvilken anerkendelse I ville få, hvis I gav afkald på at tjene penge på at spille for Danmark.

Da ville I virkelig blive en del af noget større.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Anders Vistisen
12.11.18, 10:10
Cirkus Venstre slår til igen. Nu skal vi med i bankunionen for at bekæmpe hvidvask og udbyttesvindel. Det har bare intet med hinanden at gøre. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
12.11.18, 08:55
Hvorfor skal der altid en journalist til at styre den politiske samtale? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.11.18, 00:25
Kun EU kan løse migrationsudfordringerne Læs mere
Af Mikael Jalving
11.11.18, 06:35
Det er, som om jorden er blevet flad. Vrangforestillingen skyldes især liberalister og marxister. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.11.18, 15:15
Det gør forhåbentlig ingen, og så udtræder Italien af euroen. Læs mere
Af Casper Hedegaard
10.11.18, 10:05
Blogindlæg om, hvordan udbetalingen af de 111 mio. kr. i socialstyrelsen kan være udtryk for en uheldig tendens, der gør staten sårbar for svindel. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
10.11.18, 09:59
Røde Kors har ondt i moralen. Læs mere
Af Christina Egelund
09.11.18, 13:59
Jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålet. Egentlig ikke fordi jeg som sådan går rundt og taler med mig selv, men jeg forstår ikke, hvorfor nogle partier er så bange for større offentlighed om de politiske processer. Angsten for, at pressen og dermed borgerne får indsigt i, hvad der foregår på gangene på Slotsholmen. Læs mere
Af Nauja Lynge
09.11.18, 10:55
Men er det i virkeligheden for at dække over egne fejl? Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
09.11.18, 09:42
Det hævdes af og til, at døden er tabu i Danmark. Og sandt er det, at der gøres meget for at holde os i live langt ud over al rimelighed. Politikerne presser på og ønsker gennemsnitsalderen hævet. Men hvad ønsker vi selv? Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her