Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Christian Eriksen & co. er en del af noget mindre

For de bestøvlede, raske danske drenge i europæiske storklubber er målet rigdom og berømmelse, til helvede med Danmark, som alligevel bebos af en flok amatører.

Konflikten mellem Danmarks Boldspil-Union og Spillerforeningen rejser et akut spørgsmål: Er der nogen nationalfølelse tilbage hos de danske fodboldherrer?

Jeg er ikke sikker. Eller rettere: Det kommer vist an på aflønningen.

Får de professionelle fodboldspillere – der øjensynligt ikke lige står og mangler noget – honorar, bonus, forsikring, privatfly, kok og anden særbehandling for at stille op for Danmark, vil de overveje det. Det vil sige: Hvis spillerne altså individuelt kan reklamere for Nike eller alt muligt andet, selv om landsholdet spiller i Hummel og har Carlsberg og Danske Spil som officielle sponsorer. Ellers er det udelukket.

Kan det virkelig passe? Er det der, striden står? Det lyder en kende forkælet i mine ører, men jeg er også fra landet. Hvad med æren – spiller den ingen rolle på herrelandsholdet? Hvad er det, der foregår?

Misforstå mig ikke. Jeg hører ikke til dem, der mener, at fodbold er en fjollet leg, hvor 22 idioter løber rundt efter en bold, de alligevel sparker væk. Jeg har stor respekt for spillet og den skønhed, det rummer i afgørende momenter, og når der er landskamp, sidder jeg og råber og bider negle, ligesom jeg skal tage mig selv i at galpe op, når min datter spiller kamp lørdag morgen takket være det opsving, pigefodbolden heldigvis har taget de senere år.

Som dreng levede og åndede jeg for fodbold i VG&IF, Veflinge Gymnastik og Idrætsforening, før Peter Post lavde fire målmandsdrop i et arvefjendeopgør mod Søndersø, og vi derfor tabte 3-4 efter at have været foran med 3-0. Dér satte jeg grænsen. Men den stærkeste følelse af samhørighed fik jeg i skolens frikvarter, hvor klassens drenge spillede på to mål, indtil klokken ringede og gerne lidt længere, især hvis jeg kom på hold med Laue, den nye dreng i klassen, der var opkaldt efter Formel 1-køreren Niki Lauda, fordi han var lige så hurtig med en bold, og vistnok havde spillet et helt år på førsteholdet i OB.

Så det er altså ikke det.

Men hvad er det så med herrernes fodboldlandshold?

Skal de dyre drenge have betaling for at repræsentere deres land? Hvad bilder de sig egentlig ind? Er det ikke en ære at spille for Danmark? Næ, det er en forretning, kalkule og åbenbart et pekuniært anliggende om kontrakter og sponsorer.

Jeg er helt med på, at landsholdspillerne naturligvis skal have deres udgifter dækket og helst bo ordentligt i forbindelse med udekampe og turneringer. Men bonus, forsikring, fly, kok, hvad som helst?

Se til andre sportsgrene, f.eks. cykelsport, sejlsport, badminton, hvor danske udøvere traditionelt har gjort det bedre end i fodbold. Her venter ingen fede honorarer, bonusser, ingen privatfly, ingen særlige sponsorkontrakter, der trumfer landsholdets aftaler – og ingen offerattitude i medierne.

Indimellem finansierer de bedste atleter inden for andre sportsgrene end fodbold selv deres landsholdsdeltagelse, verdensmesterskaber, OL, rekordforsøg m.m. For vores bedste cykelryttere er det en ære at repræsentere Danmark. Spørg Martin Toft Madsen, Rasmus Quaade eller Alexander Kamp.

Brøndbys tyske cheftræner, Alexander Zorniger, siger det til JP: »At spille for dit land er det største, du kan. Uanset om det er Tyskland eller Danmark.«

Sådan ser landsholdspillerne tydeligvis ikke på sagen. Eller som en Facebook-ven formulerede det her til morgen:

»Jeg tror, jeg er ved at fatte det der DBU-slogan “En del af noget større”. Landsholdet er bare en lille del af noget meget større: en støvsky af kommercielle rettigheder, forhandlere uden mandat, et stækket DBU, en tunghør spillerforening, penge, masser af penge og meget, meget mere – undtagen ære og band of brothers spirit. Men o.k., det er jo også bare fodbold.«


Den sidste relativering er jeg uenig i. Det er ikke bare fodbold. Det er et tegn på, at patriotismen viger til trods for alt det, der siges om den voksende venstre- og højrepopulisme. I virkeligheden er det pengene og karrieren, der styrer dem, vores børn ser op til.

For de bestøvlede, raske danske drenge i europæiske storklubber handler det om millioner, til helvede med Danmark, som alligevel bebos af en flok amatører.

Jeg kan også udtrykke det mere positivt. Kære landshold: Folket elsker jer allerede. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvilken anerkendelse I ville få, hvis I gav afkald på at tjene penge på at spille for Danmark.

Da ville I virkelig blive en del af noget større.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Birthe Rønn Hornbech
18.01.19, 16:30
Folketinget har bevæget sig langt ind over dørtrinet, når det vil kriminalisere ytringer inden for hjemmets fire vægge, og der har det ikke noget at gøre. Læs mere
Af Mikael Jalving
18.01.19, 16:30
Næppe. Men man har lov til at håbe. Lad os kigge i krystalkuglen. Læs mere
Af Nauja Lynge
18.01.19, 11:44
Journalister bør bore mere i, hvor lægerne sjæles fra.   Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
17.01.19, 20:29
Blablabla, økonomi, blablabla Læs mere
Af Casper Hedegaard
17.01.19, 19:21
Sådan lød det fra min politiske kollega fra Nordsjælland, da vi drøftede kommunalbudget for 2019. Er det retfærdigt, at der er kommuner, der har så mange penge, at de ikke kan nå at bruge dem, hvor andre kommuner må lukke børnehaver og skoler? Læs mere
Af Signe Munk
17.01.19, 17:04
Vi risikerer reformlammelse i hele vores sundhedsvæsen. Og det er virkelig det sidste, vi har brug for. Læs mere
Af Naser Khader
17.01.19, 16:30
Vi må aldrig lade vitale dele af vores samfund være afhængige af ikkedemokratiske stater og interesser, selv om der kan være en kortsigtet økonomisk gevinst. Læs mere
Af Rune Lund
17.01.19, 13:28
Der er mere centralisering, privatisering og ulighed i sundhed på vej, hvis regeringen kommer igennem med sin reform. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.01.19, 09:37
En befrielse, at akademikere kan skrive så gennemført fornuftigt. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her